Nedtælling
Så er det i morgen jeg forlader Byernes By.
Som opvejning for et noget pessimistisk indlæg tidligere på ugen, så får I lige et indlæg om nogle af de fantastiske oplevelser og øjeblikke, som Paris har budt på, og som jeg er ked af at forlade
- at have svømmehal og fitness 200m væk, så man kan vælte ud af sengen og være den første i et spejlblankt og stille bassin kl.8 alle ugens morgener, hvis man har lyst.
- fransk morgenradio, hvor der sendes Charles Aznavour og Serge Gainsbourg flere gange i timen.
- at møde sent hver dag og kun have 12 min på cykel til uni
- gademusikanter, som fx to trompetister, der tit går rundt i kvarteret og spiller duet på hver side af en trafikeret vej
- duften af friskbagte croissanter døgnet rundt (skal også på hadelisten)
- billig espresso i god kvalitet alle steder - selv i de mest sørgelige fastfood-butikker
- at blive hilst med "Bonjour" og "Bonsoir" af alle, selv folk man ikke kender, og folk der komplimenterer én ud af det blå
- formiddagsmarkeder med friske grøntsager, frugt, ost og kød til ingen penge - uden skrigende sælgere
- at cykle søndagsture og tilfældigvis pludselig befinde sig på en bro på vej over Seinen i solskin
- utallige aftener med god vin, ost og godt selskab
- at høre lærere såvel som elever citere Baudelaire og Proust i alle fag - det er ikke til at komme udenom (kan også let havne på hadelisten, hvis semesteret var bare få uger længere)
- at se kvinder med rød læbestift eller 12 cm stiletter i metroen på en regnfuld mandag morgen









