Hvad har løg og mennesker til fælles?
Først og fremmest vil jeg lige slå en ting fast: Løg er gode. Jeg kan komme i tanke om forfærdelig mange gastronomiske vidundere, der ikke havde været det samme uden løg. Dette indlæg handler dog ikke om gastronomi. Det handler om mennesker. Og i modsætning til løg, er der få ting der slet ikke fungerer uden andre mennesker. Man hvad HAR løg og mennesker til fælles? Nåh jo:
Alt for mange lag, og jo tættere du kommer på kernen, jo mere får de dig til at græde. Poetisk, ik'? Men ikke mindre sandt af den grund. Vi har alle sammen prøvet det. Vi lader os forføre af den forfærdeligt, omend genialt konstruerede, illusion, som ideen om uendelig og betingelsesløs kærlighed er. Vi kaster os ud i frit fald med de bedste intentioner, og efter utallige beviser på at vi lander blødt. Se bare alle de dejlige film, bøger, artikler, billeder og jeg ved ikke hvad, der netop viser, hvor lykkelig du bliver af at give dig hen til kærligheden.
Første lag = godt nok. Du har stadig tankerne rettet på alt det skønne løget tilfører den mad du er i gang med at kokkere. Det samme gælder med det menneske, du netop har givet dig hen til. Du ser kun alt det gode, dette menneske vil tilføre dit liv.
Jeg vil gøre indlægget så kort som muligt. *SPOILER ALERT* Jo længere du kommer tættere på menneskets sande jeg, eller for den sag på løgets indre, jo sværere bliver det, jo mere ondt gør det, jo mere græder du. Forskellen på løg og menneske er, at du ved endt løgpilleri ender med en lækker ret, der forhåbentlig vejer op for tårerne, hvor du efter endt forhold ender med tomhed, meningsløshed og bitterhed.
Den eneste måde du kan undgå dette på, er ved slet ikke at pille mennesket. Eller nåh ja, ved ikke at komme tættere på det.
Bittert, men sandt.
Slut og farvel for denne gang. Skud ud til løg fra Bitterkvinde 2