Journalistliv på nordjysk

Camilla Thorup Christoffersen. Freelancejournalist med base i smukke Nordjylland og en forkærlighed for gode historier, gode mennesker og god musik.

[ctchristoff]

For 10 dage siden skrev vi under på det vildeste stykke papir nogensinde, og den 15. februar næste år bliver vi helt officielt ejere af det fineste stråtækte stykke landlig hygge. Dét er eddermame lækkerhed og 10 milliarder voksenpoint på en mandag. #huskøb #voksenliv #krillerimaven #ventetid #husejere #tilfebruar #knapsåstillehjerte (her: Hobro, Denmark)

[ctchristoff]

Man er vel professionel, når man sådan er på arbejde for @tv2nord på en festival. Eller noget. ❤️#nibefestival #jonahblacksmith #brødrenealstrup #starstruck #thyboer (her: Nibe Festival)

[ctchristoff]

Det er ikke Rocky Mountains. Det er bedre. Det er Rold Skov og Danmark, når det er smukkest. #twofortheroad #homeagain #wanderlust #summer #sommer #roldskov #himmerland #hjem

[ctchristoff]

Solnedgang. Over smukke Parksville, Vancouver Island, over vores roadtrip. Lige om lidt er vi 'homeward bound' og glæder os til det. #twofortheroad #roadtrippin #vancouverisland #parksville #sunset #udegodt #menhjemmebedst (her: Parksville, British Columbia)

[ctchristoff]

Simple traveling. Breakfast with a view. #twofortheroad #roadtrippin #mountains #lovethosemountains #banffnationalpark #alberta #canada (her: Castle Mountain Chalets)

[ctchristoff]

Picnic på en solskinsdag i #boulder. Med den her flotte mand og verdensklasseburgere fra @larkburger. Så er det søndag. #roadtrippin #twofortheroad #colorado #sunday #sundaymood #chilling (her: Boulder, Colorado)

[ctchristoff]

Vi fandt vores sidste overnatning i Oregon lige her - i Prairie City. Komplet med saloon, lave træfacader, tavse cowboys og et historisk hotel langt ude midt i absolut ingenting ❤️ #wanderlust #roadtrippin #prairiecity #oregon #inthemiddleofnowhere #twofortheroad (her: Historic Hotel Prairie)

[ctchristoff]

Kom bare an, Rockies ❤️ #danner #dannerboots #portland #oregon #roadtrip #roadtrippin #twofortheroad (her: Portland, Oregon)

[ctchristoff]

20 timers rejse, to kropsvisiteringer, en mistet pude (!), to hævede fødder, tre film i flyet og et par elendige forsøg på at sove senere: Første stempel i det nye pas er i hus. Hotellet har meget tillokkende senge. Og Seattle er allerede frygtelig rar. Så vi kommer nok ikke rigtig hjem igen. #seattle #roadtrippin #wanderlust (her: Seattle, Washington)

[ctchristoff]

Det her, ikk'å, det ligner en børnetegning, men det er faktisk et lille under - for den blev til, fordi jeg for en gangs skyld ikke skulle være over en klasse, råbe for at få dem til at tie stille eller diskutere med dem for at få dem til at sætte sig. I fulde 90 minutter var der bare ro og koncentreret arbejde, så vikaren ikke havde andet at give sig til end at tegne. Eleverne? De var fra Syrien, Eritrea og Ungarn. #gottalovethem #vikartjans #velsignetro #enlektietildanskebørn #skolekultur #kulturchok

[ctchristoff]

f o r å r! #stilleliv #stillehjerte #haverslev #barndomsminder #overdethele (her: Haverslev, Nordjylland, Denmark)

[ctchristoff]

Nedtællingen til fire ugers fantastisk roadtrip omkring The Rockies er sat i gang, og med @glenhansard som soundtrack til min morgenpendlen er det lige før, jeg allerede er der... #22dagetilafgang #roadtrip #usa #canada #therockies #cantwait #glenhansard (her: TV2 Nord)

[ctchristoff]

#klitmøller på en diset grå søndag. #detikkesåringeendda #søndagstur #ViLederEfterIs (her: Klitmøller Aka Cold Hawaii)

[ctchristoff]

#mandag. Og al den tid i verden. (her: Rebild, Nordjylland, Denmark)

[ctchristoff]

“Skal jeg undervise 25 børn, siger du?!”

Sådan en sjov, lille mavepuster, der stadig sender bølger af både begejstring og let panik rundt i kroppen på mig flere timer senere. Det var, hvad jeg fik på et skolekontor ved middagstid i dag.

For til efteråret skal jeg undervise mit helt eget hold på Sortebakkeskolen i Nørager. Jeg skal lære dem at være en slags journalister og fotografer og redigerende. Jeg skal forsøge at samle tropperne og få et skoleblad ud af to lektioner om ugen i et halvt år.

Og tropper er der nok af, fik jeg at vide, dér på kontoret.

- Ja, vi har jo været imponerede over tilmeldingen til det her hold, hørte jeg skolelederen sige med et bredt smil på ansigtet. - Det er ikke et fag, der lægger op til, at man bare kan slappe af og se film og ikke lave noget. Så vi har været spændte på, hvordan eleverne ville tage imod det nye valgfag. Men det har virkelig været overvældende, fortsatte hun, skolelederen, og kastede så et tal ud i rummet: 

25. Sådan cirka. 25 elever fra udskolingen på et mit spritnye skolebladshold. Bum. Gisp. Stilhed i hele hjerneregionen. Bare et lille sekunds tid. Så begyndte de, bølgerne af begejstring og panik, og jeg sad fuldstændig overvældet og hørte de stærke kvinder i ledelsen sige noget om undervisningsplan og fleksibel tilrettelæggelse af timerne. Jo tak.

Til efteråret får jeg ikke bare mit eget skolebladshold. Jeg får hele 25 elever, hvilket er en del over, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg skulle håndtere. Så jeg er røvhamrende glad og stolt, det kan jeg lige så godt sige. Men jeg er også bare en anelse skræmt. For kan jeg virkelig det? Kan jeg være en god underviser og én, de vil yde noget for? Kan jeg få det bedste frem i dem? Kan jeg give dem noget varende med videre, noget de vil kunne bruge senere også, oplevelser de vil huske og sætte pris på?

Jeg har simpelthen ingen anelse. Jeg kan kun gøre mit allerbedste - og forsøge at hente lidt inspiration fra nogle af de lærere, der har betydet allermest for mig gennem mine skoleår. For de har virkelig gjort en forskel.

Den første og måske den vigtigste var min klasselærer fra 5. til 7. klasse på lillebitte Haverslev Centralskole. Jørn Lund hedder manden, der ikke bare gik til os som klasse, men som gik til os som individer og var i stand til at se, hvad vi var, og hvad vi kunne. Han havde en fuldstændig enestående evne til at spotte vores styrker og til at opmuntre os til at dyrke dem og forfølge det, vi var allerbedst til. Jeg vil altid være ham taknemmelig for at pege mig i retningen af lige præcis det her: At skrive.

Den anden var min fransklærer i tre år på Vesthimmerlands Gymnasium. Mads Ilsøe var langt fra alles kop te, fandt jeg ud af, men for mig blev han en af de vigtigste drivkræfter frem mod studentereksamen i 3.g. Han stillede tårnhøje krav og udfordrede især de stærkeste elever til hele tiden at rykke sig. Sjældent har jeg arbejdet så hårdt for at imponere nogen, som jeg gjorde i hans timer i tre år. Men det virkede - i dag står der stadig et 11-tal i min studenterhue for min afsluttende mundtlige eksamen i fransk.

Den sidste var min første underviser på Journalisthøjskolen i Aarhus, Lars Bjerg. En type for sig med det skaldede hoved og garderoben, som han sandsynligvis fandt på et af Forsvarets overskudslagre. Men han var skarp, skar lige igennem alt vores selvhøjtidelige pis og “vi kom ind på Journalisthøjskolen”-pumpede selvtillid og fik os til at rette blikket udad i stedet for indad mod vores egne navler. Han var generøs med både sin ros og sin kritik, og han tog sig tid til alle på holdet, når vi havde brug for det hver især. Han var min introduktion til journalistikken og takket være hans undervisning og konstante opmuntring, fik jeg lidt tro på, at jeg kunne finde ud af det.

Hmm. Og så er jeg nødt til at nævne en lærer, som ikke rigtig var min lærer, men som alligevel efterlod noget af et mærke. Jørgen Rafn. Han forlod sin pensionisttilværelse og trådte til i en kort periode, da vores klasselærer døde bare få dage inde i 8. klasse. Allerede en af de første dage forsøgte han at få skovlen under mig, da jeg kom tilbage fra et elevrådsmøde og havde misset det meste af en diktattime. - Skriv mig en historie om en knappenål i stedet, sagde han. Så det fik han. En uge senere lagde jeg seks ekstremt tætskrevne A4-sider foran ham med et eventyr om en hoven knappenål, der drømte om at sidde i de kongeliges tøj, men som endte sine dage, bøjet og ubrugelig hos en fattig og elendig skrædder. Siden har vi været ret gode venner.

Selvfølgelig har der været flere gode lærere på min vej. Der har også været nogle, der var knap så gode for mig og nogle, der desværre er gledet ud i glemslen. Sådan vil det altid være. Men kan jeg løfte bare lidt af arven fra de her fire fantastiske mænd over for 25 teenagere til efteråret, skal jeg ikke bede om mere. De præsterede fornemt, og de betød mere, end de måske selv ved.

[ctchristoff]

Labyrinter og blindgyder

Indrømmet - jeg har været stille længe. Uhyggeligt længe, faktisk, og jeg lige nu svært ved at begribe, hvor alle de ord, jeg normalt kanaliserer ud gennem mine fingre, er forsvundet hen de seneste måneder.

Måske har vintermørket taget dem, nu det alligevel var i gang med at sluge mit overskud. Måske har det været noget helt andet, nemlig min nye hobby, som i store træk går ud på at fokusere på livets blindgyder. Et kæmpehit, kan jeg allerede nu afsløre. Wuhuuu.

Hvorom alting er, har jeg nok bare ikke haft det store at berette her fra livets ventesal. For det er vist dér, jeg sidder lige nu, sammen med den flotteste mand i Vendsyssel. Sidder og venter på, at det rigtige tog skal rulle ind på perronen, så vi e.n.d.e.l.i.g. kan få lov til at stige om bord, for tro mig, taskerne har været pakket længe, og vi er SÅ klar til at rejse. Der er bare liiiige et par småting, vi skal har styr på først... Pas, visum og, øh nå ja, destination. Mindre detalje. 

Oversat til leverpostejsfarvet hverdagsliv betyder det, at vi leder efter hus og har gjort det i cirka ni måneder. Vi har kigget i omtrent hele Nordjylland, fra det sydligste Mariagerfjord Kommune til Skagen, fra øst til vest. Oprindeligt gik vi efter landejendomme, men de var enten grimme og faldefærdige eller grimme og alt for dyre. Så vi gik videre til villaer, også helst på landet, men sjovt nok gjorde cirka samme kategorier sig også gældende her. Nu er vi så begyndt at kigge i byerne - også på vores værste mareridt, parcelhuse, fordi der måske blandt nogle af de ældste kunne gemme sig lige præcis det potentiale og den sjæl, vi søger. Et par gange er vi kommet tæt på noget, der kunne minde om guld. I et enkelt tilfælde mente vi faktisk at have fundet det, det skulle være. For så at se det blive solgt for næsen af os. En anden drøm var at købe denne her byggegrund, vi havde set tilpas langt ude på landet og omgivet af masser af træer, så vi måske kunne bygge vores eget hus, der hverken ville være faldefærdigt eller grimt. Men den var også lige pludselig solgt.

Og uanset hvordan vi vender og drejer situationen, er vi låst af den vigtigste detalje af dem alle sammen: Nemlig at ham den flotte ikke har fundet sit drømmejob eller noget, der bare minder om det. Bevares, han klarer sig og godt endda - han er en sej én - men han mangler lige det sidste. Den faste indkomst og at vide, hvor han skal møde på arbejde hver dag. Det er to ting, der er temmelig rare at have styr på, før vi bestemmer os for at investere i mursten og låse os ét sted.

Her kunne man måske indvende, at vi jo så bare kunne sætte husjagten på standby, til vi vidste noget mere, og i stedet koncentrere os om noget andet - for eksempel den der store rejse, vi skal på lige om lidt. Det er også en tanke, der giver rigtig god mening, men nu var det jo, jeg fortalte, at jeg havde kastet mig ud i en ny hobby (udover svømning to gange om ugen). Blindgyder. Jep, gotta love’em. For der er virkelig mange af dem. Sådan alvorligt mange, faktisk, i den her labyrint, der er livet. Ikke nok med at det gør ondt at rende panden mod en mur, man ikke havde set komme, i det øjeblik man kastede sig om endnu et hjørne, nej, det er også enormt frustrerende at ramme den, blindgyden. Især fordi jeg har en fornemmelse af, at det er den samme, vi støder på hele tiden. Nej, vores drømmehus er ikke til salg i Nordjylland lige nu. I Randers og på Fyn har de virkelig spændende bud på det dér drømmehus, har vi set, men der vil vi ikke bo. Og igen: Selv om vi finder Huset, kan vi ikke købe det. Det er en cirkel, vi har hjulet rundt i rigeligt længe på nuværende tidspunkt, så jeg er rundtosset og dødtræt af den. Jeg ved bare ikke helt, hvor jeg så skal gå hen med min nyfundne trang til at bygge rede... (også helst uden for mine forældres hus, skal jeg lige skynde mig at tilføje.) For der er nu engang det med drømme, at de er grænsende til det umulige at bremse igen, når først de er blevet formuleret mellem to mennesker, der samtidig er skide hamrende klar til at realisere dem.

Indtil videre har jeg lovet mig selv og ham den flotte, at jeg vil forsøge at kanalisere min energi over i den føromtalte rejse. Kors, hvor vi glæder os! Her har vi faktisk styr på det med passet og lige straks også på det med visummet. Så nu skal det bare blive 3. maj og afgang fra Aalborg Lufthavn.

Mere om det senere på vores til formålet nyoprettede fællesblog www.thorupogstougaard.tumblr.com. Vi håber, du vil læse med :) 

[ctchristoff]

Spritnyt pas direkte i postkassen. Rødbedefarvet og fyldt med privilegier. Så mangler vi bare stemplerne. #KomAnVerden #USA #Canada #MajErLigeOmHjørnet #roadtrip #wanderlust #travel #kunlidtutålmodig