"Dag" bog

Husk

[dvalesvale-blog]

Disse timer for mig selv. Uden støj delt i to. Her vrænger jeg hjernen i sølle baner. For hvad end sker, er der en dag imorgen.

[dvalesvale-blog]

Brald

Universal visen svinger. Virker forvrænget. Alligevel går det hertug hurtigt, så gevinsten er gevinnet på gulvet og ondt i skulderen.

Om jeg magter mæger nærer nærmer nej ej nogen nikke nogens kone Lone….

[dvalesvale-blog]

Drag i, på land

Det hele går bare ud i en fedtet flod. Smelter sammen og gnasker bredderne længere fra hinanden. Om jeg er i midten eller griber efter småt brændbart, er det sikkert det ikke hjælper at kæmpe imod. Faktisk bliver alting bare nemmere når tilværelsen overdynges af ligegyldige indtryk. Så er der da noget at klamre sig til.

Nattedyret er tilbage og vil ikke andet end indvandrere mit fulde. Smuk smider sig foran og jeg træder over pytten. Ikke om jeg vil have fugtige fudser, nej fuger er bedre. Dog sværest at indfange, nu når linen har et par år på bagen og ikke længere er hvad den har været.

Føler mig som en kæmpe menneskelig belastning.

[dvalesvale-blog]

Knas - system fejl

Jeg er sølle. Søger hver en løsning. Dog jeg er fuld, ude af kontrol og en generel idiot. For satan lidt kvindelig omgang er tiltrængt. Men virkeligheden leger med mig og hvad var før, er ude at rækkevidde. Det er min egen skyld. Men lidt selvmedlidenhed er vel uundgåeligt.

Gid jeg ikke var så alene.

Bare noget åndsfraværende fysisk kontakt. Det der i sidste ende vil give dårlig selvtillid. Bare en nar for en aften. Siger jeg til mig selv. Men virkeligheden er noget andet. Bare en smule. Så ensomheden ikke trækker sig langt over min krop. Jeg var fuld. Ikke nok med fuld. Jeg var påvirket over all besvær. Grøden røret i et væk med smøret. Snøret om en andens lillefinger jeg ikke vil være ved. Det gik ikke som forventet. Men hvornår gør det også det. Jeg runger og har kimet. Uden held drager jeg med sunket hoved hjem ad. Jeg kunne være et bedre menneske. Men seriøst. Er det overhovedet realistisk. Jeg har og altid vil være en kæmpe fuck Up uden lige. Det her har været en dårlig dag der skulle have været god. Sikke held og tilgang jeg har siden det kan vendes så drastisk.

[dvalesvale-blog]

Ekstra fedtet - Fedt

Cancer cola og cancer sticks går hånd i hånd. Det kan mærkes helt ind i hjertet. Jeg tæller ned. Pimpede pap skiver i kæften. 3 for en. Forførende pose knas overdøver bagtankerne. Mit liv er en konto, der lidt for hurtigt synker i bund, på grund af impulsens dårlige vaner og svag disciplin.

Alt strammer. Maser den frie luft. Skid mig en hammer og skær en luns til fryseren. Jeg har rigeligt. Det skal du ikke tænke på.

Endeløse klik på ligegyldig beskæftigelse. Kæft det rykker der inde vor her ude kan glemmes. Det dulmer. På nær den endeløse strøm af “skal jeg sige det?” der ikke kan lade mig være. Vor end jeg vandrer ransager min knold en skide løsning. Selvfølgelig er det svært. Gro nogle nosser, men tænkt ikke med dem. Det er bare svært når de har vokseværk. Rettere, der er ikke så meget omsorg der nede længere… Eller… Jeg væmmes…

[dvalesvale-blog]

Nat - Gennemtræk

Mit hoved snurrer. Verden suser forbi og inde i mig står kun en ting klart. Jeg må have lettet trykket på hjertet. Konsekvenser er uundgåeligt. Men på hvilken måde de udvikler sig kan jeg kun gisne.

Natte timerne holder mig ved selskab. Min bedøvelse er uden lige skærmen. Tvær mod lys firkant binder blind, og kuk-kassen slår hel, folder pip og smæk tilbage med hovedpine. Det giver mening for mig. Men min natteravns kotyme rækker over i volapykkisk kodesprog. Formulering der skal forklares og så går ideen lidt af konceptet.

Det hjælper at dele med ingenting. Det hjælper at forestille der er nogen, på den anden side, der skimmer disse ord.

Total tveægget er jeg. Leder efter indre ro. Farer vild i hjerne gymnastik. Er bange for nu. Synker ned i knoppet kulde. Skabt af års forbrug klinisk tilgang til verden. søger den helhed. Er så skræmt. Har mistet top og bund. Der er gennemtræk.

[dvalesvale-blog]

Isolation - Mylder

Hvad laver jeg med mit liv? Jeg er i en total og forfærdelig tilstand. Ude af stand til eksistens. Hovedet hiver mig ned og tynger umenneskeligt meget. Jeg mistede en talisman. Nytårsaften. Mellem alt der skete, tabte jeg min styrke, og kærligheden jeg havde fået. Jeg prøver at få hjælp. Men eftersom jeg ikke selv er der, er sandsynligheden dalende. Jeg angrer tabet og frygter konfrontationen i vente. Min løsning må være at afgive noget af min kærlighed. Men hvad kan gøre op for det tab jeg har forsaget. Normalt forlægger jeg ikke ting. Men selvfølgelig skulle det være noget ekstra vigtigt det skete for. Pis. Jeg kunne fortsætte længe, om alt det der er galt med mig, og alle de fejl jeg bærer under huden. Selv om jeg har kradset. Forsøgt dem fri ports adgang over voldgraven. De vil ikke forlade trygheden. Min tryghed er at klamre mig til mit selvhad. Nu vil disse ord forsvinde i mængden. Mænge sig med andre og leve længere end jeg. Mit ego lader denne side stå åben. Den vil håbe på andres øjne. Så i sidste ende. Er jeg bare sceneliderlig.