Nillers blog

Korte og fyndige film-, tv-, bog- og spilanmeldelser af Niels Søndergaard. Med tiden vil jeg (forhåbentlig få tid til at) overføre alle mine anmeldelser hertil. Men jeg starter med de nyeste.

[filmniller]

Marco Effekten

3 ud af 5 grædende sigøjnerbørn

Dette er den femte filmatisering af en af Jussi Adler Olsens bøger, og skuespillerholdet er skiftet ud efter anmodning fra forfatteren, hvilket er både godt og skidt. Godt er det, at Ulrik Thomsen har fået hovedrollen som den gnavne og uempatiske Carl Mørck i stedet for Nikolai Lie Kaas, som ikke rigtig fangede figuren. Skidt er det, at Assad er blevet en bifigur, og at den comic relief, der lå i den sproglige pingpong mellem Mørck og Assad, er pist væk. Også sekretæren Rose er trådt i baggrunden som ligegyldig og tilmed bevæbnet politikvinde. Jussis skæve univers er nu straight police procedure uden finurligheder. Jeg kan skrive meget negativt om de første fire film, især "Flaskepost fra P", men scenerne fra Mørcks kælderlokale på Politigården havde dog en vis stemning, som mangler her, hvor man tilsyneladende er flyttet op på de øvre etager og udelukkende taler business.

Historien er ret ligetil og følger i hovedtrækkene bogen. Sigøjerne virker autentiske, fordi de formentlig er det. De taler i hvert fald et fremmed sprog og ligner etniske romaer. Titelrollen som drengen Marco er godt udfyldt, og romaskurken Zola er tilpas skræmmende. De etniske danske banditter i habitter spilles Caspar Phillipson og Anders Matthesen, og sidstnævnte er et uheldigt valg, fordi man hele tiden kommer til at tænke på Onkel Stewart og andre af Matthesens komiske figurer, hvilket er knap så heldigt i en film med skumle slyngler.

Billedsiden er mørk og dyster, som det sig hør og bør, men mange detaljer forsvinder simpelthen, fordi fotografen og instruktøren (Martin Zandvliet) har en besynderlig forkærlighed for closeups, der fylder hele billedet og så at sige kommer til at stå i vejen for baggrunden. Jeg tror ikke, jeg har set så mange nærbilleder i en film siden Sergio Leone, der dog også forstod at male landskaber.

[filmniller]

Suspiria (2018)

3 ud af 5 forheksede danseskoler

Jeg er født skeptisk og stort set uimodtagelig for overnaturligt pladder, så jeg formåede ikke at mønstre den suspension of disbelief, der skal til for at blive fejet omkuld af en historie om en danseskole styret af en heksekult i senhalvfjerdsernes delte Berlin. Den eneste grund til, at jeg gad se den, var, at jeg lige har nydt "Bones and All" af samme instruktør, Luca Guadagnino. Jeg påskønnede også den suveræne billedside, fortællestil og klipning her, men historien er som sagt det rene vås. Susie (perfekt castet Dakota Johnson), en ung naiv kvinde fra et amerikansk mennonit-samfund, ankommer til Berlin i håb om at blive optaget på danseskolen, og det bliver hun. Historien, der en er genindspilng af Dario Argentos film af samme navn fra 1977 (som jeg ikke har set), er raffineret og ender som en horrorfortælling skal, men jeg orker ikke at referere eller spøjle de mange nonsenselementer her. Jeg mere undrede end kedede mig over, at instruktøren har trukket filmens længde til 2½ time og lagt vægt på referencer til Holocaust, den kolde krig, Baader-Meinhof og en igangværende gidseltagning, som absolut intet har med handlingen at gøre. Og jeg fik en uventet respekt for Tilda Swinton (som jeg ellers ikke kan døje), der spiller hele tre roller (uden at jeg opdagede det før bagefter) og demonstrerede perfekt udtale af både tysk og fransk. Med er også Chloë Grace Moritz (som jeg elsker) i en meget lille rolle, og Mia Goth (som jeg hader) i en stor birolle som danser. Sidstnævnte kaldte jeg for nylig talentløs, men det er hun så alligevel ikke, må jeg indrømme. Hun er dog stadig ikke min kop te.

Filmen fik mig i øvrigt til at mindes en af mine få metafysiske gyserfavoritter, "The Skeleton Key". Ja, det er en slags anbefaling. :-)

[filmniller]

1923, sæson 1

4 ud af 5 nabostridigheder

Efter succesen med "1883" stod det klart, at der måtte komme mere om Dutton-familiens saga, formentlig hele vejen op til nutidsdramaet "Yellowstone", som også er en publikumsfavorit, der snart blænder op for femte sæson. Taylor Sheridan har fået så meget blod på tanden, at han ikke længere kan nøjes med miniserier, men allerede har bebudet sæson 2 af "1923", ligesom "1883" også kommer til at fortsætte. Det næste projekt bliver jo så nok "1963", hvis 40-års-logikken skal holde.

"1923" er bestemt ikke dårlig. Den minder meget om "Yellowstone", da der både er underkuede indianere, fjendtlige naboer og skurkagtige bankfolk i kulissen, men tidsbilledet er naturligvis et andet. Det er lykkedes at få hyret Harrison Ford og Helen Mirren til hovedrollerne som 1923-generationens Dutton-ægtepar, og alene det er et kup. En anden glædelig overraskelse er Timothy Dalton som totalt skrupelløs bankmand, en overbevisende blanding af verdensmand og psykopat, der igen får en til at ærgre sig over, at han kun fik lavet to James Bond-film. Nævnes bør også Jerome Flynn (Bronn i "Game of Thrones") som den fjendske nabo.

For ikke at lave for mange gentagelser af "Yellowstone" har Sheridan lavet flashbacks til Første Verdenskrig samt en eventyrlig og romantisk sidehandling inspireret af "Out of Africa" og "Titanic" med storvildtsjæger-nevøen Spencer Dutton som hovedperson. Det er alt sammen såre spændende og romantisk, men når ikke samme seriøse dybder som den fremragende første sæson af "1883".

Hvis man er til afholdsporno, er der også en del bare patter i de to sidste afsnit ─ en efter min mening unødvendig kulørt afstikker fra seriens gængse fortællestil.

Som abonnent på SkyShowtime vil jeg i øvrigt brokke mig over, at jeg var nødt til at hente alle seriens afsnit fra andre kilder, fordi de danske premieredatoer halter bagefter USA's, denne gang (i starten) hele fire uger. Det må de godt stramme op på.

[filmniller]

Den som dræber - Fanget af mørket (sæson 1)

3 ud af 5 afskårne fingre

TV2-serien "Den som dræber" (2011) blev en stor succes, specielt i udlandet, men af uransagelige årsager lukkede TV 2 den efter én sæson, hvorefter den blev så genoptaget af Viaplay i 2019 med en helt ny cast, og det eneste tilbageværende er altså titlen. Mystisk.

Jeg har ikke de store forventninger til noget som helst fra skodkanalen Viaplay, men blev faktisk glædeligt overrasket over denne serie, der er dejlig kulørt uden at miste jordforbindelsen. En seriemorder, der bortfører og myrder unge kvinder, jages af politiet. Man følger de to hovedpersoner, efterforskeren Jan Michelsen (Kenneth M. Christensen) og profileren Louise Bergstein (Natalie Madueño) i deres forsøg på at indkredse og uskadeliggøre morderen gennem otte afsnit, hvilket desværre er to for meget. Selv om jeg sad på kanten af sædet i starten, blev der tærsket lovlig meget langhalm undervejs, og spændingen begyndte at fordampe. En nedklipning til seks afsnit ville givetvis have forbedret produktet, men alt i alt er det god og professionel underholdning uden de store plothuller. Ser frem til sæson 2 og 3, og der er vist en fjerde på vej.

[filmniller]

The Whale

3 ud af 5 fede kropsproteser

Filmatiseret teater er en såre vanskelig disciplin, især når filmens manus (som her) er skrevet af den samme mand, som forfattede teaterstykket og ikke har formået at transformere projektet til det hvide lærred. På film kan man vise følelser med nærbilleder, hvor man på en scene er henvist til tale og kropssprog, og desværre er et væld af akavede og ganske overflødige replikker og fysiske reaktioner fra teaterversionen kommet med i filmen, så stort set alt kommer til at virke overspillet.

Historien handler om en grotesk overvægtig engelsklærers forsøg på at opnå forsoning med sin rebelske teenagedatter i den korte tid, han har tilbage af sit liv. Datteren blev som otteårig svigtet og forladt af læreren, der var blevet forelsket i en mandlig elev, som senere døde, og nu er han tynget af skyld og sorg nået til slutningen af et langt og pinefuldt grovæder-selvmord. Datteren fremstår som et menneskefjendsk uhyre, der hader alt og alle, især faderen, hvilket han konsekvent nægter at indse. Der er en (efter min mening) komplet overflødig sidehistorie med en ung kristen missionær, der hele tiden løber ham på dørene, men hans sygeplejerske, som er søster til den afdøde bøsseven og den fede mands eneste ven, er en vigtig person, som gennem dialog afdækker fortidens hændelser. Igen noget, som kunne være langt bedre fortalt gennem flashbacks, som ville have været en velkommen kontrast i en film, der næsten udelukkende foregår på den samme grå og kedelige lokalitet. Det er ikke for sjov, man har opfundet huskerådet "Show, don't tell".

Jeg er langt fra begejstret. Når jeg alligevel giver filmen hele tre point, skyldes det Brendan Frasers fantastiske præstation (som den tragiske tyksak), der i skrivende stund har givet ham en oscarnominering. Det er fuldt fortjent, ligesom det er fuldt fortjent, at hverken film, instruktør (Darren Aronofsky) eller manuskriptforfatter (Samuel D. Hunter) er blevet nomineret.

[filmniller]

Knock at the Cabin

1½ ud af 5 homoseksuelle forældre

M. Night Shyalaman rammer tit ved siden af, og dette er absolut ingen undtagelse. Historien er igen det rene vås. Der tærskes atter langhalm på ingenting, endnu en gang forklares intet, og slutningen er som så ofte før jammerligt forudsigelig og dybt, dybt åndssvag. Til gengæld er produktionsværdien i top, og det samme gælder skuespillet. Den lille asiatiske pige, der er med i en central rolle, er et fund, og Dave Bautista beviser endnu en gang, at han er Hollywoods eks-wrestler numero uno, og at Dwayne Johnson godt kan gå hjem og vugge sin mor i en teske. Jeg vil ikke spøjle, so that's it. Selv er jeg skuffet, men hvis du har Johannes' Åbenbaring liggende på sengebordet eller tilhører woke-segmentet, er det her lige en film for dig.

[filmniller]

Sharper

4 ud af 5 behændige bondefangere

Jeg elsker con artist movies ... film som The Sting, Matchstick Men, Dirty Rotten Scoundrels og Focus, og her har vi det seneste skud på stammen, som er en rigtig god film med et udspekuleret manuskript og en perlerække af fine skuespillere: John Lithgow, Julianne Moore, Sebastian Stan, Justice Smith og ikke mindst Briana Middleton, endnu en af de nougatbrune krøltoppe, som skyder frem overalt for tiden, og hende skal vi nok se mere til. Det vil være synd at røbe noget som helst af handlingen, men det hele starter med, at en ung kvinde går ind i en boghandel i New York ...

Se den! Det er en rigtig god gang fup og fiduser, iscenesat af Benjamin Caron, der tidligere har instrueret episoder af Sherlock og Andor og hele elleve afsnit af The Crown.

[filmniller]

Infinity Pool

2½ ud af 5 rige røvhuller

Lige så begejstret jeg var for Brandon Cronenbergs forrige film, Possessor, lige så skuffet blev jeg over at se infinity Pool, der er et stykke venstrehåndsarbejde camoufleret som horrorkunst, og kritikerne synes generelt at være hoppet på limpinden. Et rigt ægtepar holder ferie i en fiktiv ø-nation et ukendt sted på kloden (men optaget i Kroatien), hvor stort set alle idømmes dødsstraf for hvad som helst, men hvor man for penge kan købe sig til at få lavet en klon, der bliver henrettet i stedet. Da James (Alexander Skarsgaard) ved et uheld kører en mand ned, og denne dør, udnytter han denne udvej. Vi får imidlertid ikke at vide, hvordan det dybt tilbagestående land har båret sig ad med at opfinde en teknik, der ikke alene skaber perfekte kloner, men også udstyrer dem med originalens erindringer og personlighed. Det er med andre ord ikke science fiction, men fri fantasi (eller måske snarere mangel på samme). Ideen er ikke engang original, men blev brugt sidste år i Dual, der om muligt er endnu dårligere. Filmen bliver heller ikke bedre af, at den kvindelige hovedperson (i hvert fald på plakaten) er Mia Goth, som på trods af sin åbenlyse talentløshed bruges en del i tidens gysere. Forstå det, hvem der kan. Skarsgaard spiller glimrende, og det samme gør Cleopatra Coleman som James' rige kone.

Brandon Cronenberg synes at være mere interesseret i at lave en underlig og skæv film end at fortælle en logisk sammenhængende historie, og det er ærgerligt. De to ting kan nemlig sagtens kombineres. Bare spørg hans far.

[filmniller]

In the Line of Fire (1993)

3½ ud af 5 hjemmelavede pistoler

Clint Eastwood er secret service-agenten, der har været med i korpset siden Kennedy, som han ikke kunne redde, men nu melder en ny trussel sig i skikkelse af psykopaten Mitch Leary (John Malkovich), der har svoret at myrde den siddende præsident. Fin spændingsfilm af Wolfgang Petersen. Lidt gammeldags fortællestil med påklistret kliché-romantik (leveret af Rene Russo), men bestemt seværdig, især på grund af Malkovich.

[filmniller]

Mission Impossible (6 spillefilm)

4½ ud af 5 umulige opgaver

For at være klar til film nummer syv, der kommer til sommer, brugte jeg et par dage på at gense de seks første film. Og jeg var behageligt overrasket. Faktisk mere, end da jeg så dem første gang. Det er (i modsætning til Bond-serien med Craig) velkomponerede historier uden idiotiske plothuller, alle centreret om en eller anden kompliceret mission, som det altid lykkes Ethan Hunt og kompagni at gennemføre på et hængende hår.

1: Brian de Palmas udgave er lidt gammeldags i stilen, men holder stort set stadig. Den umulige opgave her er at stjæle data fra CIA's hovedkvarter i Langley. Vi får den ikoniske scene (tyvstjålet fra "Topkapi") med Tom Cruise hængende i tynde wirer over et trykfølsomt gulv. En scene, der visuelt refereres til i næsten hver eneste af de følgende film. 2: John Wus udgave skæmmes (i hvert fald for mig) af de mange John Wu-manerer, der er mindst lige så irriterende som Guy Ritchies. Jeg hadede den første gang, men synes faktisk nu, at den er okay, især på grund af den purunge og pivlækre Thandie Newton, der giver actionfilmen et romantisk løft. I film #1 går Cruise formentlig i seng med Emmanuelle Béart, men det antydes kun. Her er der ingen tvivl. Ethan får sin Bond-babe, men det er så også sidste gang, man spilder tid på lir i denne serie. Den umulige opgave er at stjæle en dræbende virus fra et svært bevogtet højhus samt at narre overskurken (Dougray Scott) til sidst. Nok den svageste af filmene, men altså nogenlunde okay. 3: I J.J. Abrams' udgave bortføres og fanges den farlige våbenhandler Davian (Philip Seymour Hoffman) af Ethans team, men slipper fra dem og hævner sig ved at bortføre Ethans forlovede Julia. Den umulige opgave er bortførelsen af Davian fra Vatikanet ved højlys dag. Og en ekstra mission er at få fat i filmens macguffin (kaldet The Rabbit's Foot) i Shanghai. Alt ender godt (for denne gang). Vi får også omsider et tiltrængt indblik i, hvordan teamet laver de masker (og stemmeforvrængere), de så ofte snyder modstanderne med. 4: I Brad Birds udgave (min personlige favorit) er der flere umulige opgaver: Man skal infiltrere Kreml og bagefter arrangere et kompliceret dobbeltmøde mellem to skurke i verdens højeste bygning i Dubai. Begge gange går alting naturligvis galt. Det hele ender i Indien, hvor man også kommer i kapløb med tiden for at forhindre et atommissil i at ramme San Francisco. Teamet suppleres med en ny fast person, Brandt (spillet af Jeremy Renner). Vi får at vide, at Julia er blevet skilt fra Ethan og er gået under jorden for ikke at kunne blive brugt imod ham igen. 5: Christopher McQuarrie (manden der skrev "The Usual Suspects") overtager instruktørstolen, og dér bliver han siddende i hvert fald de næste fire film. Denne gang er Ethans team oppe mod en hemmelig forbryderorganisation kaldet The Syndicate, ledet af den tidligere MI6-agent Solomon Lane (Sean Harris). Den umulige mission er at kidnappe den engelske premierminister, fordi kun hans stemme kan åbne en krypteret besked. I filmen møder vi også dobbeltagenten Ilsa Faust (Rebecca Ferguson), som fra nu af bliver seriens leading lady (dog uden at hoppe i kassen med Ethan, i hvert fald ikke endnu).

6: McQuarrie er på igen som instruktør, og nu er der for alvor gået gået serie i serien. Som sagt er Ilsa med igen, og Julia dukker også op med ny ægtemand, så vejen formentlig er banet for et mere romantisk forhold mellem Ethan og Ilsa i næste film. Vi får se. Også Sean Harris er tilbage, og denne gang har han fået fingre i to atombomber, som er teknisk forbundet, så ingen af dem kan neutraliseres uden at aktivere den anden. I et vanvittigt kapløb med tiden lykkes det alligevel Ethans team at knække nødden. Spillets joker er Henry Cavill som CIA-agent.

Man kan mene om scientologen Tom Cruise, hvad man vil, men han er perfekt i rollen som Ethan Hunt, hvor han også selv laver mange halsbrækkende stunts. Især starten på 5'eren, hvor han hænger på siden af et fly, er imponerende. Jeg ser frem til den næste film, som kun er første del af to. Den eneste anden person, som har været med i alle filmene, er Ving Rhames som Luther. Faste teammedlemmer (nu) er også Simon Pegg som Benji og Rebecca Ferguson som Ilsa. Renner er tilsyneladende ikke med længere.

[filmniller]

Plane

3½ ud af 5 panikslagne passagerer

"Plane" byder ikke på noget nyt, Manuskriptet er en kompilation af klichéer og forudsigelige scener hentet fra katastrofe-genrefilm. Cinematografien er konventionel uden nogen større appel. Soundtracket går helt ubemærket hen.

Vi er med andre ord i selskab med en klassisk popcornfilm. Og den er ganske veldrejet. Her er ingen overflødige sidespring, ingen fjollet damsel-in-distress-sidehistorie, kun en heltemodig luftkaptajn og hans fremmedlegionær-sidekick i kamp for livet mod brutale, sværtbevæbnede gidseltagere på en afsidesliggende ø i Sydøstasien, hvor et passagerfly er blevet tvunget til at nødlande uden mulighed for at kontakte omverdenen. Altså elementær spænding og suspense a la Die Hard og Con Air. Og Gerard Butler i topform. Anbefales til alle drengerøve, der elsker at slå hovedet fra og bare lade sig rive med i små to timer.

[filmniller]

When You Finish Saving the World

1½ ud af 5 inkarnerede narcissister

En af de kedeligste film, jeg længe har set. En langtrukken historie om en mor og hendes søns manglende evne til at kommunikere med hinanden og resten af verden. Jeg holdt ud til den bitre ende i håb om en forløsning, men den kom aldrig. Havde det ikke været for Julianne Moore og Jay O. Sanders (forældrene), der begge er blandt mine favoritter, var jeg nok stået af efter tyve minutter. Sønnen, der er røvirriterende (men det skal han jo være) spilles af Finn Wolfhard, kendt fra "It" og "Stranger Things". Filmen er skrevet og instrueret af manden, der sammen med Zack Snyder totalspolerede Lex Luthor, Jesse Eisenberg, som for fremtiden burde finde noget andet at lave end film. Jeg bør dog nok se "Resistance" fra 2020, hvor han spiller Marcel Marceau og formentlig holder kæft en del af tiden.

[filmniller]

Captain Fantastic (2016)

3½ ud af 5 cellosuiter af Bach

Feelgood-film for gamle hippier. Og ja, jeg er selv en af dem.

En far laver sit eget lille familie-Christiania langt ude i skoven for at skærme sine seks børn mod verdens ondskab, men er nødt til at besøge den (u)civiliserede verden, da ungernes mor skal begraves. Moralen er vist, at man ikke skal indoktrinere sine børn og isolere dem fra omverdenen. Filmen kunne sådan set lige så godt have handlet om Jehovas Vidner eller ortodokse jøder og muslimer. I stedet valgte man en gruppe, de fleste kunne pege fingre ad.

Men fin balancegang med glimt i øjet. Og Viggo er jo altid god.

[filmniller]

Babylon

5 ud af 5 tarmsyge elefanter

Babylon er en fantastisk film, hvilket en del kritikere da også kan se, men der er mange, som ikke kan lide den, heriblandt Oscar-komiteen, som kun har nomineret den for kostumer, musik og production design. Det er mig aldeles ubegribeligt, at den ikke er nomineret for bedste film, instruktion, klip og cinematografi. Jeg troede ellers, at folk i show business elskede film, der handler om dem selv. Og det her er en af de bedre. Det lugter et eller andet sted af internt fnidder.

Nå, men det må tosserne da selv om, og Damien Chazelle, som allerede har en Oscar (for "La La Land") klarer sig nok. Men lad mig lige gentage, at Babylon er en fantastisk film, og den er over tre timer lang, så lav en spand popcorn, før du sætter dig i rutsjebanen. Plottet virker grundigt gennemtænkt, men fortællestrukturen er lige så sprælsk og episodisk som selve de brølende tyvere. Vi starter i 1926 med et gigantisk og meget imponerende orgie i Fellini-stil, hvor vi får præsenteret de tre hovedpersoner, som endnu ikke kender hinanden: Manuel Torres, en ung mexicansk immigrant (som er altmuligmand for den millionærproducer, der afholder festen, som ender i noget, der tydeligvis er inspireret af den famøse Fatty Arbuckle-skandale); den midaldrende Jack Conrad (Brad Pitt), som allerede er et stort navn i Hollywood; og stjernespiren Nellie LaRoy (Margot Robbie), en upoleret vildbasse fra et hjem uden klaver, men med et fotogent ydre og en gudbenådet evne til at græde på kommando. Hun er baseret på Clara Bow, ligesom Pitts figur bygger på John Gilbert, der ikke kunne håndtere overgangen fra stum- til talefilm. Og det er præcis (som i "Singing in the Rain", som der refereres flittigt til) netop denne periode, der er filmens omdrejningspunkt. Gennem et væld af anekdotiske indslag krydsklippes der mellem disse tre personer og en masse andre. Takket være et medfødt organisatorisk talent stiger Manuel hurtigt i graderne og avancerer til chef for et filmselskab; Nellie ender som stumfilmsstjerne, men vi er sidst i tyverne, og lydteknikken lader sig ikke bremse, hvilket viser sig at være katastrofalt for Jack.

En skuespiller, der også bør nævnes, er Toby Maguire, som jeg ikke har set i menneskealder, men som hen imod slutningen uventet dukker op i en fin karakterrolle som bindegal gangsterchef i en elementært spændende sidehistorie.

Vi tager den lige en gang til: Babylon er en fantastisk film for alle sanser, og Damien Chazelle, som endnu ikke har lavet en dårlig film, kæmper lige nu med Denis Villeneuve om førstepladsen på min topti-liste.

[filmniller]

The English (miniserie i 6 afsnit)

5 ud af 5 rygende seksløbere

Mens jeg stadig havde armene i vejret over miniserien 1883, kom den BBC-producerede The English på Prime, og den viste sig at være mindst lige så god. Jeg vil faktisk kalde den et lille mesterværk, der slår bro til "den gode gamle cowboyfilm", som ellers er dømt ude med sit hvide overherredømme og politisk ukorrekte verdensbillede. Af samme grund forekommer selv en nytænkning af genren vanskelig. Men det lykkes for denne serie, som både er en fryd for øjet og vildt ambitiøs som et klassisk drama om hævn og barbari.

Historien starter som en Sergio Leone-western på både billed- og musiksiden. Og også handlingsmæssigt kan der drages paralleller til den italienske mester: Den engelske lady Cornelia Locke (Emily Blunt) ankommer i 1890 til det vilde vesten for at opspore den afskyelige mand, der er ansvarlig for hendes søns død. Hun støder tilfældigt ind i en etnisk pawnee, den tidligere kavalerispejder Eli Whipp (Chaske Spencer), som er på vej hjem til en jordlod, han er blevet lovet for sine tjenester, men som han næppe nogensinde kommer til at eje. Det umage par virker måske umiddelbart som en fortælleteknisk konstruktion, men begge fremstår som ægte, spillevende mennesker kastet ud i et sindsoprivende drama i et nådesløst og brutalt miljø, hvor døden lurer konstant.

Parret suppleres undervejs af en række kendte karakterskuespillere, eksempelvis Toby Jones som diligencekusk og Cieran Hinds som nederdrægtig hoteldirektør. Og overskurken portrætteres modbydelig oplagt af Rafe Spall, som man kommer til at hade af et godt hjerte, hvilket naturligvis også er meningen.

På trods af den udpenslede vold er serien en slowburner. De første par afsnit er svære at følge, simpelthen fordi det er umuligt at forstå mange af personernes motivation uden de afslørende begivenheder, der kommer i afsnit fire, men belønningen er stor for dem, der er villige til at følge med på den lange rejse. Serien, der er skrevet og instrueret af Hugo Blick, tager sig god tid til at skildre de smukke omgivelser og nærstudere de blodige detaljer.

Jeg åd alle seks afsnit på en weekend.

[filmniller]

Tár

2 ud af 5 klassiske symfonier

Mod alle odds lykkes det den fænomenale Cate Blanchett at hive dette makværk op af mudderet med en intens skildring af en ulidelig narcissist, her den fiktive chef for Berlinerfilharmonikerne, som er i færd med at færdiggøre sit livsværk ─ den ultimative indspilning af Mahlers symfonier.

Hvis man har glædet sig til masser af god klassisk musik, bliver man skuffet. Der gives kun stumper, og resten er tågesnak og glimtvise klip fra Társ kaotiske privatliv. Filmen varer over 2½ time, og det er mindst tre kvarter for meget langhalm. Men igen: Blanchett stråler. Det er fuldt fortjent, at hun er oscarnomineret for denne præstation, men at filmen, instruktøren (Todd Field) og manuskriptforfatteren (også Todd Field) er det, er mig ganske uforståeligt.

[filmniller]

Legends of the Fall (1994)

3½ ud af 5 bjørnekløer

I morges var jeg en af de få danskere over 50, der aldrig havde fået set dette 29 år gamle hollywoodmelodrama om tre brødre fra Montana, der alle bliver forelsket i den samme kvinde i tiden omkring Første Verdenskrig. Castet er solidt: Anthony Hopkins som faderen, Brad Pitt, Aidan Quinn og Henry Thomas (Elliott fra E.T.) som brødrene og Julia Ormond som filmens macguffin, uden hvem der ikke havde været nogen historie. John Tolls fotografering er eminent og vandt da også en Oscar, Edward Zwick instruerede lydefrit, og James Horner øvede sig på musikken til Titanic et par år senere. Alt i alt et fint periodestykke for romantikere af alle køn, men så heller ikke mere.