Tanker om undervisning

[johanenevoldsen-blog]

Inklusionens etiske slagside

Argumenterne flyver fra den ene ende af bordet til den anden. ”Inklusion kan styrke alle børn”. ”Inklusion er kun for pengenes skyld”. ”Inklusion virker ikke”. ”Det er et demokratisk problem, hvis vi ikke inkluderer nok børn i undervisningen”. På et tidspunkt ryger et nyt argument hen over bordet: ”Det er ikke etisk forsvarligt at sætte så høje krav til inklusion!”

Argumentet er måske ikke helt gennemtænkt og grebet ud af et øjebliks desperation, men kan der være noget om det? Er det inklusion etisk forsvarligt?

Først må vi lige have afklaret hvad vi mener med inklusion. Jeg tror alle lærere er enige om at der skal være en hvis grad af inklusion i en klasse. Det kan jo ikke gå at læreren bare kan udvælge nogle fagligt stærke elever og fravælge de svage, for at lave en eliteklasse. Der skal være plads til både stærke og svage elever i en klasse, og dette er der mange argumenter for. Nej, med inklusion mener jeg fx når regeringen i 2012 satte et mål op, der hed at 96 procent af alle skoleelever skal gå i den almindelige folkeskole. Det kvantitative mål er siden blevet afskaffet, men udgangspunktet er stadig at jo flere, der gå i den almindelige folkeskole, jo bedre.

Gang på gang høres der dog historier om folkeskoleklasser, der er præget af kaos, grundet et enkelt ”inklusionsbarn” - eller grundet at læreren ikke er uddannet til at kunne håndtere inklusionsbarnet. Hvis skyld det er, er i princippet underordnet. Faktum er, at det sker. Så hvis vi med det i baghovedet hæver os lidt op, og ser på det lidt mere overordnede plan, kan inklusion så forsvares rent etisk?

”Som i vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal i gøre mod dem”.

Sådan sagde Jesus for 2000 år siden. Dette er dog svært at trække ind i inklusionsdebatten - det er de færreste politikkere eller skolelærere, der selv har haft inklusion inde på livet, så dette besværliggør debatten ud fra Jesu præmis. Men hvad så med Kant? Kants kategoriske imperativ siger: 

”Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning”. 

Dette er dog også lidt svært at bruge som argument, da det jo lige præcis er det, politikerne gør. Laver en almengyldig lovgivning. Ellers skal vi til at kigge på logikken bag, men dette bliver svært. Hvis vi i stedet kigger på en anden del af Kants etik, har han også sagt: 

“Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål”. 

Kan politikkerne se sig selv i spejlet for tiden og sige at de ikke har brugt inklusionsbørnene som middel til at opnå besparelser i det offentlige? Er det virkelig argumentet om at det styrker demokratiet, der er den egentlige årsag til inklusionsmålene, eller er det kun sekundært? Et skalkeskjul for en spareøvelse?

Dette kan vi dog ikke bedømme udefra, og det må altså være op til debattørerne selv om de kan sove om natten i troen på at det er vigtigere at demokratiet bliver styrket end at der bliver sparet penge.

Men hvad kan vi så se udefra? Hvis vi anlægger en utilitaristisk diskurs, kan vi foretage en vægtlægning af de forskellige sider af sagen. Men hvad vejer mest? At der bliver frigivet penge til andre i systemet, der har mere brug for det? At det lykkes at få inkluderet nogle elever, mens andre bliver tabt? At demokratiet bliver styrket hos nogle, mens der bliver større indbyrdes afstand mellem andre?

Vi kan hurtigt blive enige om at der er mange både positive og negative sider af inklusion, men at inklusion skulle være etisk forkert, er svært at argumentere 100 % klart omkring. Så næste gang du hører etik-argumentet” flyve hen over bordet, så kan du vide at det hverken er et bedre eller værre argument end så mange andre. Og så fortsætter den fantastiske debat ellers ufortrødent.

[jeopardyh-blog]

Godt indlæg og jeg giver dig ret i at det kan være svært at finde et klart svar på inklusion problematikken. Selv tænker jeg at det kunne være interessant at bruge harbamas diskurs etik til at finde det bedste kompromis for alle parter.

[jeopardyh-blog]

En god historie

Et blog indlæg skrevet til faget KLM på læreruddannelsen. Den handler ikke meget om at være lærer, men i sted om hvad vi siger og tænker om hinanden, noget som må siges at være yderst relevant for en folkeskolelærer.

Vi elsker historier, hvad end det er den nyeste superhelte film, fortællingen om Cæsars sejr ved Farsalos eller et kort resume af hvad der huskes fra den sidste bytur. Særligt elsker vi at fortælle historier om os selv eller om ”de andre”. Men hvad er garantien for at vores historier er sande? Særligt når vi taler om andre, har de ofte en anden historie om dem selv. Betyder det så, at deres historie om dem selv er mere sand? Og hvad er pointen med at søge efter sandenheden? Er det ikke relativt hvad vi opfatter som sandt. Vores historie om hinanden har desværre ført til megen uretfærdighed, vi bliver derfor nød til at tale om hvordan vi taler om andre.

Jøderne blev kaldt for børneædende demoer, de afrikanske folk kaldt for lavt udviklede aber. Der er her tale om den værste form for fremmedgørelse. På engelsk kaldes det social alienation, altså at de fundamentalt er noget andet en os, hvilke neutralisere uretfærdigheden i mod dem. Men der behøver ikke være folkemord, for at der kan være uretfærdighed. Fordomme kan let skabe et forvrænget billede af en person eller gruppe, et billede der kan styre vores valg, og det med et falsk grundlag.

Lad mig komme med et eksempel. ”De fleste sjællændere elsker København, de er alle en smule snubbede, og så taler de mærkeligt og siger ik efter hver sætning”. Det var nogenlunde, hvad jeg som vestjyde tænkte for snart to år siden, inden jeg selv flyttede til Sjælland. Vi er alle klar over at disse fordomme eksister og går begge veje, selvom de fleste af os er klar over, at det er en generaliserende fordom. Vi ved bare ikke hvad vi ellers skal tænke så, vi bliver ved med at fortælle historien videre. Hvad jeg tænkte om sjællænderne var simpelthen, hvad jeg var blevet fortalt af min primært jyske omgangskreds.

Min historie om sjællænderne ændrede sig, da jeg så flyttede. Jeg fik måtte nemlig få be-eller afkræftet min fordomme. Jeg fandt ud af at der byer som Rødovre, Valby, Hillerød, Kagerub, Ringsted, Køge og mange flere og at de rigtig nok taler mærkeligt, men på hver deres måde. Desuden er sjællændere ikke så snubbende som jeg havde regnet med, ja jeg har endda mødt sjællændere der er mere bonderøvede end jeg selv. Jeg opdagede altså fejl i min historie og måtte derfor lave en ny. Den nye historie er forhåbentligt et skridt nærmere sandheden. Sandheden er måske nok relativ for den enkle, men det betyder ikke at nogle historier er mere sande en andre. Sandheden vi taler om er jo objektiv, kun betydningen kan diskuteres.

Så hvad vil jeg frem til? Jeg håber, at jeg med mit eksempel har tydeliggjort at fordomme skal opleves, for rigtigt at kunne blive be-eller afkræftet. Jeg mener derfor vi som dansker, har en række fordomme som vi tager for sandheder. Dette skyldes primært medierne og internettet. Vi i dag er udsat for så mange historier om mennesker om grupper vi ikke kender.

Tænker over det? hvad er det billede af en kineser eller lad os sige en inder?  Der er en milliard i begge folkegrupper, hvor sandsynligt at din historie om dem passer på dem alle? Vi er rigtig nok blevet mere kritiske, men samtidig bliver de kritikere og trendsætter, vi henviser til vores nye sandhed og deres historier bliver vores. Værre bliver det når vi tager historien til os, og begynder at fortælle den videre, et fjer bliver hurtigt til fem høns, og pludselig lyder den første historie ikke så urealistisk.

Historier påvirker os, hvis vi ikke ved bedre. Historier om muslimer i Grimhøj moskeen, enemødre, ufaglærte, mandlige pædagoger, flygtninge osv. De på virke alle vores syn.

Forstå mig ret, sandheden skal frem, men vi har alle et ansvar, for at være ydmyge over den sandhed vi bliver givet. Et særligt ansvar har de der fortæller historierne, og dem der skal handle efter dem. Her tænker jeg særligt på medierne, men også erhverv som socialrådgiver og skolelærer. Vi må alle være kritiske over for vores kilder, og være klar til at accepter at de eller vi tog fejl. Og lad os de fortælle de god historier om hinanden.