[k-l-a-x]

Goin' home...

Lander i Kastrup torsdag 16:20. Har vandret, sejlet, kørt - bevæget mig om her på den "anden side" de sidste 235 dage. Men nu må jeg lige hjem og vende. Hjem til det velkendte og mærke hvordan det føles. Skal også have tjent nogen af de der penge (skal finde et job eller noget!).

Og så var der også noget med et folketingsvalg...

Sesligeomlidt!

— with

Erik Alfred Yumusak Metzger

in

San Francisco, California

.

[k-l-a-x]

— with Phil Wade at San Francisco Giants Stadium.

[k-l-a-x]

The Getty, LA...

— with

Vivian Steindal

and

Anne-Marie Donslund

at

Getty Museum

.

[k-l-a-x]

Efterlod mit skæg i Brasilien!

[k-l-a-x]

VIPASSANA

10 dage – 240 timer: 70 timers søvn 45 timers pause og spisetid 15 timers undervisning – videodiskurs 110 timers meditation

Vi går rundt blandt hinanden. Noble Silence. 48 mænd. Vi må ikke læse, ikke skrive, ikke underholdes på nogen måde. Vi må ikke tale, vi må ikke kigge, ikke gestikulere, kommunikere. Folk kigger ned, folk viger, drejer hovederne, folk standser. Vi bevæger os rundt i bobler som zombier og hvad tænker de andre? Jeg går ned af stien gennem regnskoven mod spiseområdet, gruset knaser under mine fødder. Ham med de sorte krøller, briller og de grimme sorte sko står og kigger intenst med hovedet let på skrå på en træstamme, i trance og længe, bøjet forover med hænderne foldet på ryggen. Er han landet fra en anden galakse og har ti dage til at undersøge denne vidunderlige planet? Har han pludselig set molekylestrukturen i barken? Alle disse brasilianske mænd, kontemplerende, hænder foldet på ryggen, joggingbukser, sokker i havanas klip-klappere, der overhales af bladskærermyrerne i deres meditative tempo. Jeg går rundt blandt dem med mit røde skæg og blusser op i alt det sorte skæg, hår og bryn. Det er som at være i dominikaner klosteret fra Rosens Navn med det brasilianske fodboldlandshold. Ingen stemmer. Ingen grin. Kun host, harken, næsepusning, en prut her og der. Silencio, silencio…

Klokken ringer hver morgen klokken fire. Med huer på tusser vi i mørket op til meditationssalen. Finder vores pude og starter de lange timer med Vipassana. Særpræget, enestående, smukt og forfærdelig hårdt.

Jeg sidder. Øjne er lukket. Mund er lukket. Jeg retter det hele mod min respiration. Luften kommer ind af næseborene, let kølig. Den går ud lidt varmere. Et prik under overskægget. Luften går ind. En let klæbrig fornemmelse i venstre næsebor. Luften går ud. En let strejfen af noget på overlæben. Luften går ind. Svag vislende fornemmelse i højre næsebor. Fokuserer på området mellem næsebor og overlæbe. Luften går ud. To prikker. Tre dage går sådan. Tung ro i salen. Vi er hundrede. Mænd og kvinder på hver side af et forhæng. Et enkelt host. En fugl og cikadernes skærene båndsavesang svinger i det fjerne der ude et sted.

Øjne lukket. Mund lukket. Respiration gennem næsen. Alt rettet mod toppen af hovedet. Ingenting. To minutter. Et prik. To krusninger. Mange prikker. En fornemmelse af energi.  Det begynder at flyde. Som blød honning flyder det ned over hoved, hals, skuldre, arme, brystkasse, ryg, mave, ben, fødder og tilbage igen. Let sitrende, skridende, varmt. Som bølger på en purpurfarvet græsmark under en orangehimmel flyder denne mere eller mindre diffuse fornemmelse igennem og på hele min krop. En steppebrand , en løbende elektrificering af nervenettet i hele mit legeme. Opblussende helvedesild flammer op til tider og sirup bliver til glødende pigtråd der trækkes gennem knæleddene. Gennem skuldre, nakke, ryg. Blussende hvid smerte. Men hemmeligheden er at betragte alle disse forskellige sanseindtryk neutralt. De kommer og de forsvinder, som alt andet i denne verden. Alt er vibrationer… Og jeg sidder der i mit eget dyb og synker ned i denne krop jeg aldrig rigtig har kendt og omverdenen trækkes langsomt og umærkeligt væk omkring mig. Visualiseringer rejser sig i et åbent rum for mit indre øje i denne katedral rejst i ribben, scener og dybe dunkle organer. Mørke. Hvide mandala strukturer og fraktaler i kimningen og der er en drage. Den drejer hovedet mod mig og åbner øjnene, der er regnbuefarvede som petroleum i en vandpyt, smiler, svag dis fra næseborene, orange, grønne, brune skæl. Og pludselig en eksplosion i stærke farver og molekylære symmetriske, organiske mønstre. Insekter og en tiger, der vandrer langsomt og meditativt ned mod mig blandt stjernerne. Øjnene. En tanke rejser sig. Jeg kommer i tanke om. Respirationen. Jeg er tilbage ved mit felt under næsen. Fokuserer igen. Luften pustes ud. Et prik. To prik. En stjernehob vokser i min skulder. Da mine nervebaners lyskæder løber igennem den. Tænker på Peter Bastian ’Mands Minde foredrag’ – vores væsentligste forfædre er ikke aberne, men eksploderende supernovaer – der blev de tunge grundstoffer dannet. Jeg tænker på chimpanser. På banaer. Pistoler. På Tom Waits. På min Hard disk. På Facebook opdateringer. På Johanne Schmidt-Nielsen foran grønne bøgeblade med en cigaret på Frederiksberg, med sit oprigtige, energifyldte smil. Hvordan er det at være Johanne? Hvordan har du det lige nu Johanne? Noget brister. En hårdt dunkende brænd løber gennem kroppen. Johanne suges væk i grønne blade. Jeg er i efterskælvet. Jeg opdagede ikke hvad der skete. Det er som at stå i disen efter en stor grønbrun sæbeboble er sprunget. Noget har ændret sig. Det prikker, dunker og snurrer svagt under brystkassen et diffust sted. Jeg forstår det ikke. Vi går til frokost. Tygger min gulerod og kigger på tre gribbe der svæver højt over vores lille oase her i skoven. Jeg går tilbage. En prikken på huden. Noget er anerledes. Jeg sidder på en stub. Noget er nyt. Det sitrer i mine arme, ben. Jeg smiller. Klukker. En voldsom energi. Jeg er begejsret. Ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv. Jeg løber lidt. Det bruser og sprutter. Jeg ved ikke hvad det er. Jeg går ud på pissoiret. Gummihandsker på. Jeg skrubber og skurrer og gør alle fire piskummer skinnende rene i energisk tempo med et kæmpe smil. De få der kommer ud, står lidt som saltstøtter i døråbningen, bøjer så hovedet og går tavse ud igen.

Senere har jeg andre oplevelser. Voldsom smerte. En massiv sort knude under hjertet der vokser og vokser og buldrer som en højovn i hele kadaveret, hver gang min kropsscanning suser forbi. Den spreder sig ud i skuldrer, arme, mave, lår, som blækspruttearme. En time. Min brystkasse er spændt. To timer på Den er på bristepunktet. Det glider væk. Kommer igen. Glider væk. Prikken. Snurren. Summen.

Jeg sidder på en blå pude foran min lærer. Gråhåret, fra Missouri. Stort smil. ”du har været ti år i terapi”, siger han. ”det her er den ultimative terapi. Ti års terapi kan være det samme som fem timers Vipassana meditation. It’s very powerful”. Jeg skæver op og min tænkeknold taler ”Jeg mister koncentrationen tit. Jeg kommer til at tænke i hverdagsting og har en masse visualiseringer”, det sitrer lidt i mit højre øjenbryn. Han er et stort smil. Han har arbejdet med meditationskurser  i Alabama Maximum security prison med livstidsfanger, mordere og det der er værre. Han sidder i skrædderstilling på fjerde time. ”Dont beat the monkey – remember, compassion starts at home”, han drejer hovedet lidt på skrå og jeg tænker på en moden udgave af Yoda fra Star Wars og jeg mærker jeg smiler til ham.

Det var en ind-i-kroppen oplevelse, der trodser enhver beskrivelse. Tidligere har jeg set min krop som det transportmiddel, der transporterede mit hoved mellem forskellige kopper kaffe, toiletter, møder, skærme etc. …  Jeg har nu opdaget noget nyt. Som de første spanske conquistadores, der står der på stranden i deres metalrustninger under den brændende sol og ser regnskovens folk i øjnene for første gang. Rystende, urovækkende, usikkert, drømmende, fabelagtigt og utroligt spændende. The rest is history and more will come…

Ja, mere personligt bliver det ikke lige nu.

Flyver til Los Angeles i morgen.

— with Aki Ferreira in Rio de Janeiro, Rio de Janeiro.

[k-l-a-x]

Landede i Rio i går. Vi strøg ind over den hvide betonjungle gennem skyerne og Kristus stod der med sine spredte beskyttende arme på toppen af det grønne bjerg. Ud af lufthavnen. Larmen. Igennem varmen, skiltene til Copacabana, Ipanema, små skæve koner der sælger kokosnødder, vild grafitti og det mest multietniske gadebillede jeg nogensinde har set. Her vandrer verdenshistorien rundt med hovedtelefoner på i form af sorte kvinder med stramme bukser, solbriller, tyggegummi. Hvide tiggere, forretningsmænd og bedsteforældre. Små lave koner hvis forfædre sejlede kanoer i amazonas før Pizarro… et mylder, et smukt kraftfuldt mylder. Og jeg finder mit Hostel og styrter ud i myretuen og suser under byen i metroen, køber en meditationspude i et gigantisk shoppingcenter, tilbage igen, henter mit nye pas (!) på det danske konsulat.  Med bus i tre kvarter, finder den park hvorfra jeg kan bestige bjerget til endnu et vidunder. En abe kigger udtryksløst og intenst på mig mens jeg spiser en sandwich. Flere aber render af stien og op i træerne på min hike op af det stejle bjerg med rødder og små træer, der er helt glatte af alle de tusinde hænder der har hevet sig op. Sveden hagler af mig, har ikke taget vand med, mine bukser gnaver og jeg klasker fantommyg på fantommyg. Jeg tænker jeg er langsom, men indhenter fem franskmænd. Endelig når vi toppen og Rio trækkes ud under mig. Maracana – det legendariske stadion, hvor Brasilien tabte VMfinalen til Uruguay i 1950 foran 194.000 tilskuere og hvor de ikke spillede finalen mod Argentina sidste sommer, fordi tyskerne ydmygede dem på eget græs med 7-1. Christo Redemtor troner massivt over mig og det vrimler med japanere og alle mulige andre med ’I Love Rio’ t-shirts på. Der er flere kameraer end mennesker og trodsigt går jeg selv i gang med selfies.

I morgen starter et nyt kapitel dog. Jeg forlader denne verden og isolerer mig totalt i ti dages tavs meditation... Med mit Atlanterhavskryds i baghovedet forsikrer jeg mig selv om at jeg sikkert vil overleve, men jeg må krybe til korset og tilstå: frygter det voldsomt. Ti dage! JESUS!!

— with

Mike John Z Marshall

at

Christo redemtor

.

[k-l-a-x]

[k-l-a-x]

DØDENS BJERG OG EN ØRKEN AF SALT Det er nat i bussen. Folk kæmper med forskellige stillinger. Bussens stød når den sætter i gang. Den tunge rumlen op igennem bussens tunge krop. Den kølige aircondition. Tankstationer, lygtepæle, lukkede restauranter sejler forbi og nye landskaber åbner sig i mellem bygningerne. Men jeg er den eneste vågne i bussen. Seks måneder sejler forbi mit indre blik, mens jeg skrumler af sted på en jordet vej I Bolivia. Tidligt ankomst til en sovende by. Engang en af verdens største da sølvudvindingen toppede under 250 års spansk herredømme. Det siges at otte millioner indianere døde i minerne. Nu dør der omtrent 35-40 om året i det gennemhullede bjerg som knejser over Potosi, verdens højest beliggende by. I 4090 meters højde ligger ’miners market’, hvor man kan købe cocablade, dynamit og 96% alkohol. Trætte minearbejdere vralter frem og tilbage med indsunkne øjne, brunt støv fra top til tå og den tanbyldslignende bule af cocablade. Min fører ned i minen José er tidligere minearbejder. Han er kronisk træt, griner hele tiden og det lyder på en gang sløvt men også hysterisk. Vi køber dynamit og cola til minearbejderne og kører op af dødens bjerg. Mudder og støv i luften, jeg hoster. Mørke klamme dybe huler. Den skrumlende metalliske lyd af de tunge vogne til malmen, som tre mand slider op fra skakterne med et til to tons sten i. Vi tænder lamperne på hjelmene og begiver os ind og ned i denne myretue af sten, sprængninger, overtro, sved, slid og blod. ”Step a side”, råber José og vinker mig ind til siden. Et fjernt lys, en rumlende lyd og så en forvreden og uhyggelig udgave af Odinsekspressen i Tivoli. To ton sten suser forbi mig og jeg trækker bandana'en op foran næsen, der er svovl i luften. Vi kravler dybere og maver os igennem små skakter og jeg må stoppe flere gange. Jeg sidder der i mørket og trækker efter vejret omgivet af et tavs bjerg, som har udryddet flere mennesker end Holocaust. José kalder på mig. Jeg maver mig op igennem et ormehul.

Næste dag i Uyuni, hvor verdens største saltørken er hovedattraktionen. En hvid flade, hvor små jeeps med turister fiser på kryds og tværs. En tog kirkegård, en kaktusø. Danmark er langt væk med sine gule marker, vindmøller og røde tegltage.

Om natten sidste bus i Sydamerika.

I morgen fly til Brasilien, Florianapolis…

— with

Patrick Walterson

and

Chantelle Louise

.

[k-l-a-x]

TAXI TITICACA

I receptionen på hostellet i Lima sidder en sorthåret pige, lys hud og skarp mascara omkring øjnene. Hun smiler, hendes neglelak skinner. ”I need your passport”, siger hun og skriver på tastaturet uden at beskadige sine negle. Jeg tænker på hvor gammel hun mon er og lyner det inderste rum i bæltetasken op. Jeg roder lidt rundt mellem pengene og de få dokumenter, jeg strejfes af en kulde. Jeg ligger først min telefon på bordet og begynder at tage alle tingene ud af min bæltetaske, ”Where the fuck is it”, mumler jeg. Telefonen bag disken ringer og hun rækker ud efter den med den ene hånd, mens hun kigger på mig og alle de forskellige ting jeg ligger på disken. ”Hostel Che Lagarto”, siger hun. Jeg kigger ned i den tomme bæltetaske, på disken og i mit op-speedede   tankemylder er det klart for mig: mit pas er væk. Mit pas er væk i Peru. ”FUCK” står malet på indersiden og en skizofren dialog starter: ”det kan ske” versus ”jeg er specielt dum, sådan noget sker kun for mig”. Den smukke pige smiler overbærende til mig og jeg smiler skævt igen. Jeg googler ”pas væk i Peru”, samler alle mine ting, springer ned af trapperne og ud i en mur af larm. Dyttende taxier, gadesælgere, biler, hunde. Finder en taxi, den første af ti de næste ti timer. Lima er gigantisk og taxachaufførerne har ikke gps, så de ved ikke, hvor noget er. Jeg stikker den første adressen på Konsulatet og vi stopper mange steder og spørger om vej. På konsulatet får jeg at vide jeg skal have en politirapport. Taxa igen. ”Momento!” siger politimanden hos turistpolitiet med en håndflade udstrakt mod mig inden jeg har sagt noget. Han har kraftigt sort overskæg og der hænger mindst fire falmede plakater med Machu Picchu  på det lille kontor. Efter en halv time kan jeg få lov at forklare mig og jeg får en politirapport, jeg skal betale for i banken. Taxa. Halv times kø, betaler damen bag bankskranken. Taxa til politiet igen. Rapport. Taxa til konsulatet. Finder ud af jeg også mangler et pasbillede. ”sorry”, siger den søde dame på konsultatet med  et medlidende blik. Taxa til shoppingcenter. Pasfotos i en fotobutik som den så ud i Korsbæk. Taxa til konsulatet. Aflevere billeder. Taxa tilbage til mit hostel. Spise og hvile var meningen, men går som en tiger frem og tilbage, mens jeg trykker på min telefon og drikker kaffe. Taxa til konsulatet. Hente det færdige midlertidige pas, 960kr. Taxa tilbage. Sover uroligt og drømmer om trabanter og bordtennis.

Meget tidligt næste morgen flyver jeg til Cusco, Inkaernes gamle hovedstad. Den næste uge er jeg på et fantastisk hike over Salkantey Mountain (den vilde tinde) og videre ned gennem dalen og regnskoven til Machu Picchu, hvor regnvejret fuldstændigt drukner det storslåede scenarie: Inkaernes bjergby, men en uforglemmelig tur.

Søndag aften, Cusco. Natbus til Titicaca søen, verdens højest placerede sø. Vi besøger de flydende øer og hilser på den lokale præsident, en lille tyk kone med hat og skæve fingre. Mandag formiddag når vi grænsen til Bolivia. Immigration. Jeg er først. Den sorthårede unge kvinde i uniform kigger undersøgende på mit midlertidige pas og siger noget jeg ikke forstår. Det begynder at dæmre for mig, noget er galt. Min mave slår en knude. ”stampa?” siger hun. Der står en lang række af trætte backpackere bag mig. Kommissæren kommer til. Gråt hår, pæn uniform. Han tager mit pas og vurdere det gennem sine smalle læsebriller. ”imposíble”, siger han. Inden i sparker og skriger jeg ”Fuck!”, men jeg smiler og spørger om de taler engelsk?

Lidt senere er jeg på vej tilbage i en lille taxibus med syv små koner med hatte og to spanske backpackere. Der er 176 km fra grænsen til Puno langs Titicaca, hvor jeg kan få det stempel jeg mangler. Klokken er 12 og min bus kører klokken 18 fra en by på den anden side af grænsen. Ankommer i Puno kl 14, hopper ind i en motortaxi, en knallert med hus på og kører til Plaza de Armas, hvor Immigration Peru ligger. Stopper forskellige taxier og spørger ”u speak english?” Ved nummer fire er der bid, ”maybe”, siger han og smiler. Jeg forklarer ham min situation og spørger om det er muligt at kører tilbage til tiden. ”Yes, yes, it’s possible”, siger han. Jeg kigger på hans Toyota stationcar fra firserne, på ham og stikker næven frem og gir hånd. Vi kører hen til immigration office. Det åbner først klokken 15. Vi venter, jeg stresser. ”Buenas Dias”, siger endnu en lav embedsmand med sort hår. Han kigger på alle mine papirer, politirapporter, brev fra konsulatet og siger hmm, hver gang. Han beder os tage nogle kopier. Vi løber hen til en lille kiosk der reklamerer med Fotocopia. Det tager ti minutter, der må fire forskellige til at betjene maskinen, de kan ikke finde ud af det. Jeg siger ”det var dog utroligt” højt og de forstår det uden at forstå det. Tilbage til vores mand på kontoret. Da vi kommer ind i forhallen. Siger han ”un momento” og går op af trappen. Der går tyve minutter, hvor vi ikke aner noget som helst om hans færden. Jeg er ved at springe i luften. Han kommer endelig ned. Han spiser kage. Jeg forsøger at slukke min indre vulkan. ”please”, siger jeg til ham. Han viser mig en dæmpende hånd ”tranquil”, han ser ikke glad ud og han begynder, at snakke roligt med en anden officer bag skranken og går så ovenpå igen. Efter 15 minutter mere kalder han os op. Jeg springer op og vrider et smil frem til ham. Han bevæger sig som en skildpadde og jeg gennemgår forskellige morderiske scenarier i hovedet mens jeg betragter hans sirlige måde at nærlæse og skrive på. Endelig hamrer han stemplet i passet og jeg nærmest flår det ud af hånden på ham.

Klokken er 15:48. Vi halser op til taxaen og banker ud af byen igennem alle de små gader. Vi stopper på PetroPeru og Walter, min chauffør får benzin på, tager taxaskiltet af taget og køber en grøn sodavand. Vi pisker af sted langs Titicaca søen 176km, lamaer, grise, hunde, æsler og små tykke koner stryger forbi sammen med ufærdige huse, plastikaffald, kors på bjergtinder og socialistisk graffiti. Ved alle vejbump og tunge lastbiler, der skal overhales siger Walter ”Mui Mal” og jeg tænker trafikuheld. Men Toyotaen hoster afsted og han formår at kører over 100 på lange stræk. Han tager mig af og til på skulderen og siger ”possible, possible”. Jeg kigger på uret. 17:25, jeg aner ikke hvor langt der er igen, men himlen rives over af et lyn og pulsen forstyrres af et tordenskrald. Kraftig regn. Vinduesviskerne virker ikke rigtigt. Walter drikker halvdelen af den grønne sodavand ”possible, possible”, siger han igen og læner sig hen over rettet og lægger mere vægt på speederen. Vi når grænsen 17:40. Løber ind i immigration, springer køen over. Stempel. Løber med begge tasker til Bolivias Immigration, 800meter, udfylder en formular, er helt smadret, kan næsten ikke holde kuglepennen, stempel, Walter har fundet en anden taxi til mig, drøner afsted. Når byen 17:57. Hvor er bussen? ”where is the bus?” råber jeg til taxichaufføren. ”Finito”, siger han og viser mig sit ur på telefonen. Klokken er 18:57 på grund af tidsforskellen. Adrenalinet er væk. Jeg bliver til en karklud, sover klokken 20 Bolivian time på et billigt hostel og finder en lokal bus næste morgen.

Spørgsmålet står tilbage. Hvorfor glemmer man ting. Hvorfor glemmer man meget vigtige ting? Hvad er det værste man kan glemme?

— in La Paz, Bolivia.

[k-l-a-x]

På vej til Titicaca søen...

— in

Cuzco, Cusco, Peru

.

[k-l-a-x]

Goodbye again.

—

travelling to

Cusco, Peru

from

Aeropuerto Internacional de Lima - Jorge Chavez

.

[k-l-a-x]

Lima

— at

Che Lagarto Lima

[k-l-a-x]

Welcome to the Jungle II

Jeg tumler ud af en bus og ind i en anden. Kører 12 timer gennem natten. Vi bumler af sted på jordede veje og jeg kigger morgensur ud af den vitrede rude, for at se om regnskoven er ankommet. Lidt senere blir jeg sammen med elleve andre groggy turister bugseret ned i en kano med 40 HK bagpå. Vi sidder der med redningsveste og får-følelse og jeg tænker - 'hvad fanden er nu det her'. Men det ændrer sig, da vi kommer ned af Amazonas og ind i det grønne inferno. Som en storby, der aldrig sover udfolder den voldsomme biologiske eksplosion sig over de næste døgn. En konstant larm af insekter i alle afskygninger. En massiv tilstedeværelse af livsfare. Kæmpemyrer, hvis bid med nervegift føles som pistolskud, giftige frøer, skolopendre med cyanid, taranteller, skorpionedderkopper, tolv meter lange anakondaer der æder køer, kaimaner, giftslanger, jaguarer og så videre. Men også vandrene træer, der går tyve centimeter om året, lyserøde delfiner, søkøer, tapirer, aber i flokke på flere hundrede og alle mulige fantasiagtige planter med utrolige egenskaber. Ligesom døden lurer alle vegne er også kurmageriet og farverne ekstreme. En kæmpe bio-bazar, hvor der ikke er plads til fejltrin.

Den sidste dag sejler vi ned ad floden for at bade inden det bliver mørkt. Den slanke kano pløjer ned af floden for fuld skrald, alle træstammerne ligner kaimaner, tænker jeg. Floden åbner sig og vi sejler ud på søen. Der er andre kanoer og brudstykker af samtaler danser hen over den blanke sø, der står i et orangeskær fra den nedad gående sol. Vi springer i vandet. Larmer, plasker og forsøger at svømme efter nogle delfiner der bryder overfladen længere ude. Det bliver mørkt. Vi slår et sving forbi the Kaiman Lake og lyser ind i budskadset efter de røde øjne, men der er intet. Vi sejler tilbage og skal til at lægge til ved broen, da min sidekammerat siger at han synes han så et par røde øjne på den anden side. Guiden giver tegn. Kanoen slår et slag til højre. Han vifter med den ene hånd, motoren slukkes, vi driver ind mellem buskene. Han lyser med sin lygte. Peger. Jeg kan ikke se noget. Jeg fjerner en gren fra mit hovede. Læner mig frem. ”look, red eyes”, visker han. Jeg kan intet se, kun bregner, grene, mørkt vand. Min puls går op. Jeg læner mig forsigtigt frem. Guiden kravler langsomt op foran i kanoen, mens han tysser på os. Vi er elleve. Han lyser ned i vandet. Jeg bøjer mig frem, intet at se. SPLASH – Et kæmpe hårdt ryk i vandet. Med en lynsnar bevægelse forsvinder noget meget stort en meter fra mine øjne. Det giver et ryk i kanoen, vi skriger, griner og rystes i sekundet med bevægelsen. Guiden griner også. Jeg er ikke klar over om vi er i livsfare. Indtil det øjeblik, havde det hele været lidt søvnigt og uvirkeligt i al sin storslåethed – som Randers Regnskov. Men der trådte virkeligheden igennem tapetet og min tvivl om, hvorvidt dette krokodille monster kunne have flået mig i stumper, skabte kontakt til junglen. Vi tager hjem og spiser og tarantellen, der kravler på dugen, virker afvæbnende. The jungle is for real man, tænker jeg.

På vej hjem fra denne tropiske fugtige jungle i bussen ser vi en vulkan, der sender kæmpe skyer af sted, som et varsel. Vi kører langs en flod, så bred at Hillerødmotorvejen skal udbygges med adskillige spor for at matche den. Den snor sig dovent gennem dalen og disen driver som mosekonebryg langs de grønne knejsende bjerge. Jeg kan skide godt lide bjerge, træer og det levende vand. Absolut storslået. Fabelagtige fotogene landskaber, der får det til at summe i knolden på en fladpande som mig fra fladlandet. Min guide i regnskoven spurgte mig, hvad jeg lavede i Danmark. ”Nothing, I’ve quit my job”, svarede jeg. Og den samme benovelse og forundring bredte sig i hans ansigt, som den jeg fik, når regnskovens mangfoldighed udfoldede sig for mine øjne. ”In Ecuador you would loose your arm or your leg before your job”, sagde han og smilede. En forrygende situation vi er i i Dannevang, tænkte jeg. Tænk, at vores trygge samfund sætter os i stand til at sige  vores job op, uden at undergrunden skrider! Fabelagtigt! Vi kan sige til vores børn uden reel bekymring for deres overlevelse: ”hvad kunne du godt tænke dig at bruge dit liv på?”

— with Ellen Hansson Henne and 2 others at Amazon Rainforest, Ecuador.

[k-l-a-x]

Karaoke and hiking in Banos!

— with

Gitta Veldt

and

2 others

at

Baños City

.

[k-l-a-x]

COTOPAXI

Betyder skinnende top og er Ecuadors næsthøjeste aktive vulkan. 5.897m over havets overflade og tættere på solen end Mount Everest, fordi den ligger tæt på ækvator. Jeg havde håbet lidt på at Cotopaxi betød den sovende drage, men ligesom som de kalder floder for stor flod (Rio Grande) og bjerge for snedækkede tinder (Sierra Nevada), så har spanierne altid været meget konkrete i deres stedangivelser.

I 4.800 meter indkvarteres vi på et refugio på kanten af gletcherkappen. Vi blev kørt op i 4.200m og gik den sidste time op. Træthed og tunge ben sætter ind fra starten. Hiven efter vejret og okse afsted. Fødderne skrider og tågen tager til, ’er vi der ikke snart’ og ’hvorfor gør jeg egentlig det her’ blandes med en sær svimmelhed. Et indre lysglimt og et sug, falder jeg mon bagover? Jeg fokusere på min medklatrers hæle og jeg forsøger at glemme. Gruset lyder da højre støvle sætter i og jeg falder ind i rytmen. Tæller til syv. Tasken føles som en gravsten om mine skuldrer. Hvide snekiler møder os som kæmpemæssige stearinløbere mellem de røde og sorte lavesten. Den sovende drage, tænker jeg. Vi er ikke begyndt endnu… På refugiet indkvarteres vi og må sove hurtigt. Vi skal op ved midnat, da vulkanen er farlig at bestige i dagslys pga. lavinefare. Jeg når at hilse på Anne-Mette og Kristoffer fra Silkeborg. ”jeg har lidt tryggen for hovedet, ved sgu ikke om jeg klarer det”, siger Kristoffer. Vi prøver at sove. Jeg er blundet hen og drømmer om Cykelløb på Cotopaxi. En susende lyd, som en kæmpe presenning der trækkes over grus får mig op på albuerne. Kæmpe snedriver suser af refugiets tag. Min guide Francesco kigger ud af vinduet med missende øjne og rynket næse. Det sner voldsomt. ”Mui mal, mui mal”, siger han. Han er lille og tyk og spytter hele tiden, når han går op ad. Han smiler til mig. Vi spiser morgenmad, klokken er 0:30. ”Jeg er sgu usikker på min tryggen i hovedet”, siger Kristoffer igen. Jeg pirres af hans bekymring ”vi er vikinger!” jeg tager isøksen op ”let’s go and kill some orcs!” Siger jeg og slår min store handske ind i brystet. Min amerikanske ven har voldsom hovedpine og har ikke sovet. Han er allerede faldet fra. Jeg er helt ovenpå og smiler til to franske brødre, der er de sidste der skal op i nat. De har eftersignende besteget mange tinder og de smiler ikke igen. Det er holdt op med at sne, da vi går i en lille række ud fra hytten. Hvis der er for meget sne, bliver det svært, hvis man synker i. Men jeg føler mig på toppen. Ingen svimmelhed, ingen tryggen i øjnene. Head Lamp, isøkse, fem lag tøj, chokolade og energidrik. Det er en rigtig han-ting at kravle op ad en vulkan. Dette ursymbol på maskulin kraft nede fra moder jord. Den ligger der bare og sover i tusind år og så en dag så sprøjter det ud af den, så det trodser enhver beskrivelse. Skabelse og tilintetgørelse. Men nu er den stille og iskold. Vi svinger op og Quitos lys folder sig ud som et gyldent tæppe i dalen 80 km væk, store kuglelyn lyser kortvarigt vores lille karavane op. Otte kilometer op og fra 4800 til 5897m. Det burde kunne lade sig gøre. Jeg gik 1.000 km for halvandet år siden i Spanien. Otte kilometer! Franskmændene er sakket agter ud og min Guide har bragt os forrest. Han stopper engang i mellem og stikker isøksen ned. ”mui mal”, gentager han ”mui mal”, sneen er åbenbart for dyb og blød. Hans ben skrider engang i mellem i til skridet og han kæmper sig op igen. Jeg tæller til syv. Langsomt, langsomt går det op ad. Små kriser undervejs, men jeg kommer ind i rytmen, tæller til syv og tænker på Hobbitten og kineserne og prøver at huske, hvor det der ordsprog med ’alle rejser starter med det første skridt’ kommer fra. Chokolade, pause. Jeg hiver voldsomt efter luft. Den bliver tyndere, den river mine røde lunger op. Danskerne er nede bag os. Frankrig er bagerst. 5000 m, 5200m, 5400 m, jeg begynder at spørge, hvor langt der er igen hele tiden og jeg må stoppe hvert tiende minut. 5450m mine ben er afsindigt tunge, jeg kan ikke forstå vi kun har gået 50m siden sidst jeg spurgte. 5500m. Jeg er ved at falde i søvn og er blevet 198 år gammel. Danskerne kommer op. Kristoffer er frisk. Anne-Mette er færdig. Franskmændene kommer op. Da deres guide stopper, falder de begge spontant på knæ. ”I’m going down”, siger jeg. Jeg siger ”bon voyage” til franskmændene,  men de ænser mig ikke. De er helt døde i blikket og der hænger frosset savl ud af deres mundvige. Turen ned er ubeskriveligt smuk. Solen står op. Jeg er trættere end jeg kan huske jeg har været og vælter flere gange. Små snebolde triller ned af de enorme skråninger og flere snedækkede tinder rejser sig. Jeg er fuld tænker jeg, mens jeg skøjter rundt. Dengang jeg var sagde jeg også altid at jeg var vulkandanser, men det var ikke bogstavelig talt som i morges.

Nu er jeg nede i 3000m på hostal med kaffe og tyske backpackere. Her dufter af pastasauce. Jeg skal ud og mødes med mine danske vulkankravler venner og høre hvad der skete med de franske zombier og om Kristoffer nåede toppen. Det mest underlige er at ikke antydelsen af ærgerlse fylder mig. Det var rart at prøve, men er måske ved at blive gammel i forhold til det der han-kamp...

— with Jakob Egsgaard Thomsen and 2 others at Cotopaxi Volcano.

[k-l-a-x]

Så fik jeg af uransagelige årsager min kære moders gamle efternavn. Hvad mon det skal betyde?

Er nu landet i Quito. Det regner voldsomt og uafbrudt. Busturen på 34 timer var mildest talt forfærdelig. På selskabets hjemmeside skrev de at man ville få mad og der var intet. Heller ikke nogen steder, hvor jeg kunne bruge mit Mastercard. Så jeg tiggede en halv flaske vand hos en amerikansk-kinesisk medpassager og en franskmand brugte halvdelen af sine sidst to dollar på en kaffe til mig (Herren velsigne ham). Buschaufførerne kunne ikke finde vej. Både i Cali og i Quito kørte de længe rundt for at finde bus stationen og flere gange undervejs måtte de bakke med den store tunge dobbeltdækkerbus, fordi de havde taget en forkert afkørsel. Så der sad man og skumlede i sit vestlige rettighedssind, mens vi sneglede os op gennem Andesbjergene. Det var et gigantisk syn og man savner ikke Svaneke bakker, når disse kæmpe grønne jordens skuldre knejsede mod solen. I Equador, der hedder Equador fordi det ligger på ækvator, kan bestige det bjerg som ligger tættest på solen i verden. Men jeg må se hvad sker, det vælter ned med vand og det ser ikke ud til opklaring de nærmeste dage.

— in

Quito, Ecuador

.

[k-l-a-x]

Next stop Quito, 31 timer i Bus.   De spillede Kashmir, Mouthfull of Wasps på Hostellet da jeg smuttede, det tager jeg selvfølgelig personligt.

— at

Terminal de Transporte de Bogotá