Jeg skal beklage den lange tids tavshed. Det har bestemt ikke været intentionen, men nogle gange er livet vigtigere end fiktionen.
Problemet er at vi har haft vandskade ude på gården. De af jer der har prøvet den slags, ved hvor besværligt det er. Og det er ikke fordi at vi er blevet ramt af nogen storm og oversvømmet den vej. Eller jo, vores storm hedder Stig. Han havde over en weekend fået revet et af vandrørene over. Spørg mig ikke hvordan, men chimpanser er ret stærke. Og det blev først opdaget da Albert kom ind mandag for at se til dem. Det syn der mødte ham, var Atlantis værdig. Hele huset sejlede i én meter vand. Bøtter, bananskræller og papirer flød rundt. Det har kostet en frygtelig masse penge at udbedre og endnu flere at sikre vandrørene og andre installationer for at noget lignende ikke skal ske igen. Beløbet er røget ud af min egen lomme, dog har jeg også ansøgt kommunen om at kompensere mig for noget af det, men de processer rejser over store vidder.
Som de skarpsindige nok kan regne ud, er det gået ud over produktionen. Jeg har massive klumper af papir hvor der sikkert gemmer sig flere gode historier fra chimpansernes hånd - jeg ved at Anders havde været særdeles produktiv - men de er gået tabt fordi jeg ikke havde nået at genindskrive dem på computer og tage backup. Det er den slags der sker, og det er jo ikke fordi de skulle bruges til noget særligt, men de er jo meget sjove at læse.
Det er status herfra. I skal dog ikke snydes for en af de historier der rent faktisk stod til at redde:
"Det var det sidste år vandrefalken forsøgte at yngle i Danmark. Markerne stod i vand, og store dele af skoven var en slagmark efter stormene. Berit ville ikke at vi skulle reparere taget det år, det var sparetider, men det fortrød vi begge. Stuen havde op til flere spande stående rundt omkring hvor det dryppede ned og skabte en simpel repetitiv symfoni med små forskydninger. Der var noget fredeligt ved at sidde der i drypstenshulen og se TV Avisen fortælle at vi havde sagt ja til EF. Vi var egentlig imod det, men vi kunne ikke have klaret os uden støtteordningerne de sidste 10 år. Ingen ejer jorden. Det gik nu egentlig fint med høsten det år selvom der gik råd i nogle af jordbærrene, men det var heldigvis ikke vores hovedindkomst. Gad vide hvad der egentlig blev af Petersen nede på Mariegården? Han solgte pludselig det hele og rejste. Der var ikke nogen gæld i ejendommen. Økonomien var faktisk helt solid. Brugsuddeleren mente at han var rejst til Mauritien og havde giftet sig med en lokal. Jeg ved ikke hvor han havde det fra. Det ville i grunden være noget sært noget at foretage sig. Vi fik lappet taget og har da levet fint nok lige siden. Tidens tand bider jo i os alle, men vi har nul huller. Ja, det skulle da lige være derude i laden hvor Henrik skød hul med haglgeværet. Det var dét år mor og far holdt sølvbryllup for jeg kan huske jeg havde set en vandrefalk-rede nede ved klinten. Året efter var der ikke nogen."
Mon ikke der kommer flere historier nu hvor Vandmanden efterhånden er blevet spærret inde...
/Kim