Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Der er så mange ting, som tynger mit hjerte. Jeg har konstant en knude af gråd i halsen, som bryder ud hvor og når den vil. Jeg har tænkt så meget på døden de sidste dage, hvordan alting ville blive nemmere, hvis jeg slap væk herfra. For intet er fair. Intet føles godt. Jeg er så ked af det, så ødelagt... og jeg er helt alene. Dominobrikkerne falder med et tungt brag, een efter een. Alting bliver værre og værre og jeg kan ikke rumme det. Verden, jeg er så ked af det! Hvem skal jeg sige det til? Jeg forstår godt, at de forsvinder alle sammen - jeg ville gøre det samme. Men jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for et kram. Jeg har brug for en million kram og brug for, at det er okay at græde og en at græde ud hos og fortælle alle de frygtelige tanker, jeg tænker. Jeg føler, jeg bliver straffet, men jeg ved ikke, hvad jeg har gjort forkert! Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, for at fortjene det her. Og please, fortæl mig, hvornår det ender. Afslør slutningen. Bliver det nogensinde “og de levede lykkeligt...”? Eller er jeg med i een af de historier, som ender brat og forfærdeligt? Kommer der overhovedet noget godt? For alting visner lige nu. Jeg kvæles af angst og sorg og tanker og de forpulede følelser. Jeg er ramt dér, hvor det brænder og banker og buldrer. Mit hjerte er langsomt blevet pillet fra hinanden og der er nogle, der har glemt at lukke lågen af ribben ind til det, så det bliver lige nu ramt af alt, hvad det støder ind i. Jeg vil ikke mere. Jeg har ikke mere at give af. Jeg har virkelig, virkelig brug for hjælp.