Jeg kender ikke detaljerne.
Vi snakker jo ikke rigtigt om tingene, der, hvor vi er fra.
I hvert fald ikke de ting, som betyder noget.
Så jeg ved ikke, hvad det var, der tog pusten fra dig.
Smøgerne hjalp nok ikke på det. Og bødekassen hjalp ikke på smøgerne.
God mad har altid haft rigeligt med smør, også selvom du skiftede til Becel, dengang kolesterol blev en ting.
Separationen var hård, men knap nok begyndt før adskillelsen blev endelig.
Du havde altid haft store armbevægelser, men det her var måske lige voldsomt nok.
Jeg siger ikke, at det var dit eget valg.
Eller måske ligefrem for?
Eller havde du slet intet at skulle have sagt?
Dit liv var fuld af kærlighed, men måske mørket gjorde dig blind over for lyset.
Måske stoppede dit hjerte bare, sådan som hjerter sommetider gør.
Måske var dine sidste øjeblikke fulde af taknemmelighed og glæde, med et snært af vemod over at give slip.
Eller med en længsel mod at vende tilbage til det sted, du kom fra.
Måske blev det hele bare for meget.
Mon du følte dig afmægtig?
Jeg kendte ikke dybderne i dig.
Kendte ikke dine sorger eller drømme.
Heller ikke de ting, du var bange for.
Jeg kendte dig på din humor, din kløgt og dine varme hænder.
På malerpletterne på dine denimskjorter.
Mit unge sind havde aldrig før oplevet følelsen af at miste nogen.
Jeg blev overrasket over skønheden i det.
Jeg græd, fordi jeg elskede.
Måske græd jeg næsten af lykke.
Men også fordi det gjorde ondt.
Eller også gjorde det ondt, fordi jeg græd.
Unægteligt, det gjorde ondt.
Men midt i al sorgen mærkede jeg en skammelig lykke.
Lykke og taknemmelighed over alt det, din eksistens har bragt.
Selv længe efter du har stillet dine Crocs, mærker jeg dig.
Synes du ikke, det er smukt?
Du ved det jo nok godt nu, men der er slet ingen grund til, at frygte døden.
Vi dør alligevel aldrig rigtigt, for vi lever videre i de mennesker, vi har berørt.
Du er en del af mig og sammen lever vi videre.
Og jeg lover dig; vi har det godt.
