Det er en farlig leg, at poste sine inderste tanker, nÄr folk kan lÊse med.
Tumblr er min eneste hemmelighed, fordi jeg er verdens mest Äbne bog. Og jeg elsker at jeg her kan skrive prÊcis hvad der falder mig ind, nÄr det falder mig ind, og gÄ dybt ned i mine fÞlelser, selvom de ikke nÞdvendigvis er ligesÄ voldsomme i virkeligheden. Lyder det helt tosset hvis jeg siger, at det fÞles lidt som min kunst? Jeg fÄr aflÞb fra mine tanker og de ting, som gÞr ondt - og de ting der gÞr mig glad.
Jeg er blevet afslÞret fÞr, og det er det mest ydmygende jeg nogensinde har prÞvet. Jeg havde de smukkeste nudes og de grimmeste afkroge af mit sind stÄende pÄ den blog.
Her er mit fristed, og selvom (nÊsten) ingen ved hvem ordene hÞrer til, sÄ fÞles det trygt at dele mine ord med andre, for sÄ fÞles de ikke ensomme.
Jeg Þver mig i at dele detaljer, uden at de kan linkes til mig, men det er svÊrt at gÄ pÄ kompromis, fordi fÞlelserne jo passer pÄ de ting, der sker for mig. What to do with this
