Mind the Gut er et udstillingsprojekt på Medicinsk Museion, der eksperimenterer med både form og indhold. Vi udforsker forbindelserne mellem hjerne, tarme og mikrober i fortiden, nutiden og fremtiden. Denne Tumblr følger udstillingen. Den vil ændre udseende og indhold undervejs i takt med udviklingen af den fysiske udstilling. Med mindre andet er angivet er indholdet på dette site licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel–DelPåSammeVilkår 4.0 International Licens.
Den 10. og 11. maj deltog jeg i to kursusdage på Center for Ernæring og Terapi. Centret er både uddannelsessted og klinik. Stedet er grundlagt af Mia Damhus og Karen Kaae. På Center for Ernæring og Terapi arbejdes der med Functional Medicine. Funktionel medicin tager udgangspunkt i det enkelte menneske, og behandler hele kroppen, frem for kun eksempelvis maven. Behandlere indenfor funktionel medicin har en holistisk tilgang til deres patienter, og det er derfor vigtigt, at de kender deres patienters livshistorie i grove træk, deres hverdag, livsstil og kost.
Kursets tema var kerneterapi og fordøjelsen. Kerneterapi er en terapiform, hvor klienten foretager en rejse ind i sin egen krop. Terapeutens funktion er at guide klienten igennem kroppens anatomi, og hjælpe hvis der opstår forhindringer undervejs. Ifølge Center for Ernæring Terapi kan kroppen og sindet lide under, at fordøjelsen ikke fungerer optimalt. også selvom problemet eller symptomerne ikke umiddelbart har noget med fordøjelsen at gøre. Omvendt kan dårlige oplevelser og minder desuden sætte sig i kroppen, ikke mindst i fordøjelsessystemet. Derfor tilbyder klinikken kerneterapi, hvor man eksempelvis kan foretage en rejse ind i kroppens fordøjelsessystem og rense eventuelle urenheder ud.
Ifølge Center for Ernæring og Terapi kan det have konsekvenser, hvis vi eksempelvis er blevet tvunget til at spise noget bestemt som børn, og ikke har fået lov til at spytte det ud. Dette kan medføre, at vi som voksne enten ikke kan lide den bestemte madvare, eller at vi udvikler overfølsomhed for madvaren. Når behandlere fra Center for Ernæring Terapi skal planlægge et behandlingsforløb med en klient der har problemer med fordøjelsen, skal de derfor kortlægge, hvad er det klienten spiser, og hvilke følelser er der forbundet med maden. Derefter kan behandleren forsøge at løse problemet ved hjælp af kostændringer, livsstilsændringer og terapi.
Den første kursusdag gik mest med tavleundervisning og indføring i fordøjelsessystemets funktioner. Sidst på dagen skulle kerneterapien så prøves. Her blev et frivilligt kursusmedlem valgt, hvorefter Karen Kaae udførte terapien. Vi andre kursusmedlemmer sad i en rundkreds rundt om briksen. Jeg tænkte for mig selv, at det kunne være sjovt at prøve, så jeg lukkede øjnene og fulgte terapeutens stemme, og gjorde hvad hun sagde. I starten gik det fint, jeg følte ikke så meget, men langsomt dykkede jeg længere og længere ned i min egen bevidsthed. Det blev mørkt omkring mig, og på et tidspunkt oplevede jeg en voldsom svimmelhed og måtte åbne øjnene og ”komme til mig selv” igen. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg var nået et sted i mit indre, jeg ikke turde lukke op for. Det var en sødslig, kvalmende fornemmelse, der gjorde mig tung i hovedet.
Jeg var mildest talt chokeret over, at jeg var blevet så påvirket. Jeg, som ellers er stærk, velfungerende og glad til daglig, oplevede at komme på dybt vand på de ca. 20 min. terapiseancen tog. Da vi efterfølgende evaluerede seancen måtte jeg simpelthen dele min oplevelse. Jeg endte med grædende at fortælle, hvordan jeg var endt et sted i mit indre, som havde gjort mig fysisk dårlig. Min oplevelse blev taget vældig seriøst og Karen Kaae opfordrede mig til at komme igen dagen efter, hvor kursusmedlemmerne skulle øve kerneterapi på hinanden. Der ville jeg have muligheden for at bearbejde dette sted i mit indre. Karen Kaae var bekymret, og fik mig til at love at ringe til hende med det samme, hvis vi havde åbnet op for noget her, jeg ikke selv kunne håndtere.
Dagen efter fik jeg så muligheden for at rejse igennem mit fordøjelsessystem. Det var lidt svært at se de øvrige kursusmedlemmer i øjnene, efter at jeg dagen forinden havde siddet med tårerne trillende ned af kinderne. Vi blev delt op i grupper af tre, en patient, en terapeut og en observatør. Karen Kaae havde sat mig i gruppe med en af kursusmedlemmerne som var psykolog, og en anden som ofte var i behandling hos Karen Kaae. Jeg skulle så være klient og psykologen skulle være terapeut. For mig var det hele lidt kunstigt. Jeg kunne ikke rigtig finde gårdsdagens følelser frem igen.
Nuvel, vi påbegyndte kerneterapien, og jeg startede med at gå ind i min krop gennem munden. Derefter forsatte jeg ned igennem spiserøret og ned i mavesækken. Det var mest lystigt og slimet, og det føltes egentlig meget godt. Dog lurede der noget mave pine, men vi valgte alligevel at fortsætte ind i tarmene. I tyktarmens begyndelse stødte vi på det første rigtige problem: En mørk korridor i et meget gammelt hus. Malingen skallede, gulvet var støvet og der hang 100 år gamle spindelvæv i lofterne. I denne korridor var der lukkede døre. Jeg havde ikke lyst til at være i gangen, og vi besluttede ikke at åbne dørene. Inden jeg forlod korridoren tændte jeg en enkelt pære der hang i en ledning i loftet. Da jeg kom ud i tyktarmen igen var der så mange forhindringer, at jeg ikke kunne bevæge mig igennem tarmen, uden at skubbe en masse sorte fnullermænd foran mig. Vi forsøgte at rense fnullermændene ud ved hjælp af en lem i tarmen, men det kunne ikke lade sig gøre. Derefter foreslog min terapeut at rense med en farve, men dette var heller ikke muligt. Til sidst foreslog hun en lysende lyskegle og det lod faktisk til at virke. Jeg gik nogenlunde problemfri gennem resten af tarmen. Til sidst bad min terapeut mig forlade min krop gennem anus, hvilket jeg gjorde uden problemer (ja, super mærkeligt og ret akavet at dele med mennesker jeg kun havde kendt én dag).
Da jeg åbnede øjnene igen så jeg observatøren sidde med et kæmpe smil smurt ud i ansigtet. Hun kunne næsten ikke få armene ned over, hvor langt jeg var nået på bare én terapi gang. Jeg var ikke helt sikker på, at jeg præcis vidste, hvad hun mente. Hun gentog flere gange, at hun mente jeg havde store evner indenfor dette område. Efter en evaluering tumlede jeg ud af døren lidt forvirret, men mest bare glad for at komme væk. Det var en meget intens oplevelse, og den skulle på afstand.
Her, noget tid efter kan jeg stadig ikke rigtig finde ud af, hvad jeg egentlig mener om hele episoden. På den ene side føler jeg mig ikke anderledes end før terapien. Jeg er præcis ligeså afbalanceret, som jeg hele tiden har været, og der er heller ikke sket det store med mit fordøjelsessystem (som i øvrigt fungerede fint inden terapien). Men på den anden side, er jeg ikke i tvivl om, at nogle mennesker kan få enormt meget glæde ud af kerneterapi. Det kan give troen på, at man kan aktivere sine egne energier, skulle man få brug for dem. Jeg tror ikke kerneterapi er noget for mig i fremtiden, men hvem ved, måske ligger jeg på briksen igen om 10 år, og åbner døre i den gamle slidte korridor.
The final selection – presenting our five co-curators for Mind the Gut
We are extremely happy to announce the final composition of our co-curatorial team. Following our open call we received 155 applications from an amazing variety of both Danish and international scientists, artists, curators, chefs, designers, philosophers, science studies scholars, poets, authors and many more. Based on the overwhelming response, it was a long process to choose the applicants we thought would help us make the best exhibition, and to select a group who complemented our internal team and each other.
We are grateful to all the applicants for the time and effort put into their applications, and for challenging us to see this topic in a kaleidoscope of different ways. And to the jury, for their indefatigable journey through a box of paper and a forest of competing considerations as to what a good co-curator might be.
Without further ado, the co-curatorial team will consist of:
Naja Ryde Ankarfeldt
Working between art and science, Naja Ryde Ankarfeldt investigates the repetitive forms of living systems. The artists ongoing research is focused on ecological thinking and communicated through aesthetic experiences using various materials and media. She graduated from Koninklijke Academie van Beeldende Kunsten, The Hague in 2015 and The Royal Danish Academy of Fine Arts School of Design, 2013. Some of her work can be seen here.
Marie Balslev Backe
Marie Balslev Backe completed her Ph.D. at the Institute for Biomedicine, University of Copenhagen, in 2015. In her Ph.D. she examined epigenetic mechanisms related to the development of diabetes. Currently she is employed at the Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, University of Copenhagen, where she does research on how defects in hormone release influences metabolism via the brain and endocrine organs like the pancreas.
Christian Bache Billesbølle
Christian Bache Billesbølle is a postdoctoral research scientist at the Faculty of Health and Medical Sciences at University of Copenhagen. My research interest is in understanding the role of protein-interaction networks in signaling by neurotransmitter-sensing receptors, with a particular focus on identification of novel pharmacological targets. I have a background in Pharmacy, Human Biology, and Molecular Pharmacology.
Mogens Jacobsen
Mogens Jacobsen is a Danish artist working with reactive artifacts and installations. In 1992 he embraced the internet as a new and open platform and founded the Danish net.art groups Artnode. In 2000 Jacobsen changed focus, moving away from screen-based works and towards critical objects and networked installations often humorous in tone.
Guston Sondin-Kung
Guston Sondin-Kung is a visual artist born in the USA and currently living in Copenhagen, Denmark. He works in a project-based manner primarily in the mediums of film/video, installation and writing. His artwork explores how historical narratives, memory, and ideology are constructed.
Mind the Gut is an interdisciplinary and experimental exhibition project, and winner of the Bikubenfonden Vision 2015 award. It is set to open in the fall of 2017. You can read more about the project here and follow the work of the curatorial team here.
(this was originally posted on the Medical Museion website)
I vores søgen på forbindelsen mellem krop og sind har vi i Mind the Gut teamet forsøgt at opspore mennesker, institutioner, kliniker og behandlere, som arbejder med kost og behandling i psykiatrien. Flere og flere studier antyder som bekendt, at tarmens bakterier kan have indflydelse på vores sind, og derved også på sindslidelser. Da kosten er en medbestemmende faktor i tarmbakteriernes sammensætning og mangfoldighed, er det derfor nærliggende at tro, at netop kosten kan have betydning for sindet.
Klinikchef for Region Hovedstadens Psykiatri, Ida Hageman, ville gerne tage en snak med os om kost, bakterier og sindslidelser. Ida Hageman fortalte om flere forskellige studier, som netop skal undersøge den mulige forbindelse mellem bakterier og psykisk sygdom. På forskningsplan er kost, probiotika og bakterier således hotte emner, men hvordan ser det ud i praksis den dag i dag? Hvad får psykiatriske patienter egentlig at spise?
Vores næste tur gik til Sct. Hans Hospitals centralkøkken. Der mødte vi konsulent Susanne Hviid og køkkenchef Tine Gram, som fortalte os, at lægerne ikke interesserer sig for kost. Køkkenet skal selvfølgelig overholde fødevarestyrelsens anbefalinger, men derudover er det op til køkkenchefen at lave madplanen. De forskellige afdelinger på Sct. Hans modtager madplanen og bestiller derefter maden hos køkkenet, som laver og leverer den.
Om patienterne kan lide maden, eller om de overhovedet spiser den, får køkkenet ikke at vide. Der er ingen feedback tilbage. Derfor kunne Susanne Hviid og Tine Gram ikke svarer på, om der er et stort madspild eller ej. For patienterne er ikke tvunget til at spise den mad hospitalet tilbyder. De kan frit gå ud og købe lige det de lyster. Der er således ingen kontrol med patienternes kost på Sct. Hans hospital, og derfor heller ingen behandlingsmæssige overvejelser ved denne.
Turen gik videre til Juvelhuset i Herlev. Juvelhuset er et kommunalt botilbud for mennesker med psykiske lidelser. I Juvelhuset gennemførte personale og beboere en omfangsrig kostomlægning i 2008. Blandt andet skulle der skæres ned på hvidt sukker, kød og forarbejdet mad. Derimod skulle der indtages langt større mængder bælgfrugter, grøntsager og salat.
I Juvelhuset valgte man således at tage stilling til kosten. Det er dog vigtig at understrege, at kosten i huset ikke er en del af behandlingen, da huset er et botilbud og ikke et behandlingssted. Nogle af resultaterne af kostomlægningen er blandt andet at PN medicin, medicin efter behov, blev brugt mindre. Derudover oplever personalet, at beboerne har en større lyst til at socialisere sig og komme ud fra hjemmet.
Den seneste udflugt gik til Center for Ernæring og Terapi, hvor vi mødte Mia Damhus og Karen Kaae. CET er blandt andet en klinik, hvor mennesker med forskellige problemer kan henvende sig. Behandlingen på CET er drevet ud fra principperne indenfor Functional Medicine. Et af den funktionelle medicins kerneområder er blandt andet kosten. Mia Damhus forklarede os, at ernæringsmangler hos mennesket kan medføre tilstande, som i den etablerede medicin ville blive diagnosticeret som en psykisk sygdom.
Derfor starter behandlerne på CET med at afdække om en ny patient har ernæringsmangler. Derefter skal den nye patient desuden fortælle en detaljeret livshistorie. Indenfor den funktionelle medicin er det nemlig vigtigt, at man ser patienten som en helhed. Sind og krop hænger sammen, og derfor er det ikke kun kroppen og ernæringen der skal tages fat på; oplevelser, følelser og tanker er også vigtige faktorer, når et behandlingsforløb skal planlægges.
Sidst men ikke mindst ser vi frem til et heldagskursus på CET i næste uge. Til vores møde med Mia Damhus og Karen Kaae blev vi inviteret med til dette kursus, som kommer til at handle om fordøjelsen. Vi glæder os!
Forekomsten af det moderne mikrobiom placerer nye levende væsener inden i den humane krop. Mikroorganismer, der regnes for at have en stor betydning for både tarmene og sindet. Det er dog ikke første gang, at andre levende væsener har gjort indtog i den menneskelige krop, og i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede den fransk-russiske kirurg Serge Voronoff med xenotransplantationer.
Dr. Serge Voronoff (1866 - 1951), der var født i Rusland, havde studeret kirurgi og transplantation under en af kirurgiens pionerer, den franske kirurg Alexis Carrel. I det kirurgiske miljø blev Voronoff interesseret i dyrekirtlers foryngende effekter. I slutningen af 1800-tallet havde den franske fysiolog Charles-Édouard Brown-Séquard forsøgt sig med et foryngelses-serum, som bestod af knuste marsvin- og hundetestikler. Det lykkedes dog ikke Brown-Séquard at producere et virksomt serum, hvilket fik Voronoff til at overveje muligheden for at operere levende væv fra andre dyr ind i den humane krop.
I løbet af Serge Voronoffs kirurgiske karriere transplanterede han testikler fra primater til mere end 2000 humane patienter. Der var tale om en anden type transplantation end dem, som vi kender i dag, hvor andres væv eller organer erstatter nuværende i den levende krop. Voronoff derimod tilføjede væv til kroppen, som ikke erstattede nogle manglende funktioner, men tilføjede nye til kroppen.
I en avisartikel fra 1927, skriver Voronoff om sine eksperimenter med xenotransplantationer, transplantationer fra en type organisme til en anden, typisk fra dyr til menneske. Om valget af aber i forhold til andre dyr:
I decided to use monkey glands [kirtler] simply because the blood of no other animal is sufficiently to that of human beings, to insure its proper circulation through human blood vessels. This, of course, is a capital point, for it means that whereas the gland of a sheep, for instance, would become atrophied in the body of a man, monkey-glands live and thrive there just as though they were “at home,” thus insuring the success of the operation.
Som det fremgår af citatet, var pointen at ”abe-kirtlerne” skulle leve videre i patienten krop, typisk mandlige patienter. Primaterne blev valgt, fordi de var tættere på menneske, og derved minimerede risikoen for at blive udstødt af kroppen - abekirtlerne var nærmest ”hjemme” i den humane krop. Voronoff er dog klar over, at der var nogle problemer med primaternes naturlige habitat; det var meget dyrt at fragte aber fra fjerne egne til Frankrig. Transporten, ville ifølge Voronoff, gøre det alt for dyrt at foretage xenotransplantationerne, og derfor blev der oprettet en abegård i det sydlige Frankrig.
Det interessante er overskridelsen mellem to forskellige arter, mellem to forskellige species. En grænse, der ifølge den franske historiker Catherine Rémy, var med til at gøre samtidens civilsamfund og medicinvidenskab kritiske overfor Voronoff transplantationer. Voronoff beretter også om, at hans patienters frygt for transplantationen:
Many of my patients express the fear that monkey glands grafted onto their own, their lives are likely to become influenced by animal instincts. This is a most preposterous absurdity.
Voronoff afviste, at abetestiklerne ville gøre patienterne mere dyriske. Men hvorfor transplantere abetestikler til mennesker? Svaret var et ønske om foryngelse. Transplantationerne skulle forhindre forældelse og give patienten genvunden ungdom. Voronoff beretter om sine patienter:
Besides a general improvement in health, most of the patients have reported that their mental condition has been rejuvenated. An idea of the change in the physical aspect of men who have had their endocrinal glands grafted, can be had be glancing at some of the photographs which I had taken before and after each operation
Voronoff tog billeder af mange af sine patienter, så han kunne følge deres efterfølgende udvikling:
Samtidens medicin var kritiske overfor Voronoffs xenotransplantationer. Den franske historiker Catherine Rémy påpeger, at den kritiske modtagelse af Voronoff hænger sammen med overskridelsen af to grænser i samtiden; at blande menneske og andre dyr, og at manipulere med kønsdele.
Det interessante ved Voronoff er, at han indførte materiale ind i en patients krop, der skulle leve videre derinde, og at disse indgreb angiveligs påvirkede både patients krop og sind. Er der nogen ligheder med moderne bakterieterapi, hvor bakterier indføres i den levende krop? Vi siger ikke, at det er det samme, men vi er interesseret i, om det er nogle grænser, der overskrides? Hvordan afgrænses menneske, og hvordan kan andre arter, dyr eller mikroorganismer påvirke vores krop og sind? Og ligeledes, hvordan indgreb i kroppen påvirker sindet.
Kilder:
Eric Grundhauser, “The True Story of Dr. Voronoff's Plan to Use Monkey Testicles to Make Us Immortal” i Atlas Obscura, 2015
Catherine Rémy, “The Animal Issue in Xenotransplantation” i History and Philosophy of the Life Sciences, vol. 31, no. 3/4, 2009.
Læs mere:
Serge Voronoff, Life; a Study of the Means of Restoring Vital Energy and Prolonging Life, 1920 (?).
Billeder:
Voronoff fra Det Konglige Bibliotek// CC BY-NC-ND 3.0
Første Mind the Gut workshop løb af stablen i tirsdags d. 5. april. Der var kaffe og croissanter da museumsfolk og de fem nye samarbejdspartnere Marie, Mogens, Christian, Naja og Guston klemte sig sammen omkring bordet i vores Mind the Gut kælderrum. Adam Bencard åbnede workshoppen med et par introducerende ord om, hvilke målsætninger udstillingen Mind the Gut og, ikke mindst, samarbejdet om udstillingen har. For Mind the Gut er ikke blot en udstilling som handler om hjerne/mave forbindelsen, Mind the Gut er et eksperiment i samarbejde fagligheder imellem.
Eksperimentel forskningsformidling har fået stadig større opmærksomhed. I artiklen Research-Creation: Intervention, Analysis and ”Family Resemblances” forklarer Owen Chapman og Kim Sawchuk, hvordan kunst kan være katalysator for viden og nysgerrighed. Ved at inddrage både kunst og forskning i samme udstilling, kan kunsten inspirere publikum til fordybelse og skabe dialog om udstillingens emner. Samarbejder er desuden medhjælpende til en kreativ proces, ifølge Chapman og Sawchuk. På denne måde gør samarbejdet ikke kun processen mere kreativ, samarbejdet er i sig selv forskning.
De fem samarbejdspartnere har alle forskellige baggrunde indenfor kunst, design og forskning. Nogle har erfaring med at lave udstillinger, andre slet ikke. Allerede efter første workshop står det klart, at der er masser af interessante og kreative idéer at arbejde videre med. Det bliver spændende at se, hvor dette samarbejde fører os hen, og hvilken udstilling Medicinsk Museion vil slå dørene op for engang i efteråret 2017.
Forfatter Matilde Dohm
Chapman, Owen, and Kim Sawchuk. “Research-Creation: Intervention, Analysis and ‘Family Resemblances.’” Canadian Journal of Communication 37, no. 1 (2012): 5–26.
Neurons as other cells in the body require a constant supply of oxygen and nutrients and a means of getting rid of metabolites such as carbon dioxide. When blood supply to an area of the brain is cut off by a clot, we call it a stroke. The affected area immediately begins to die due to ischemia. The body responds quickly and dispatches immune cells to clean up the mess. And as if the infarction itself wasn’t bad enough, the inflammation that ensues can be quite detrimental unless kept in check.
This is obvious in the gut where the immune system is constantly challenged by the billions of bacteria occupying our intenstines. Certain types of cells work to regulate the immune system and make sure it doesn’t go berserk when it’s not needed. These cells are called regulatory T cells or simply Treg.
A new elaborate study points to a connection between the state of the intestinal flora and the outcome of strokes. In mice with an altered intestinal flora, the damage following an induced ischemic brain injury was reduced significantly compared to controls. Here’s a summary of the experiments and results:
Male mice were treated with antibiotics (AC - amoxicillin and clavulanic acid) for 2 weeks. One group of mice were housed with so-called seeder mice that carry an AC-resistant flora. Because mice are coprophagic - yuck - the bacterial gut flora is quickly transferred. After two weeks, the result was 2 groups of mice; one with an altered flora (ACSens), and one with a normal flora (ACRes) but both treated with AC. This was done to control for antibiotics side effects.
After 2 weeks, the overall diversity of the bacterial gut flora had decreased in the ACSens mice. Proteobacteria were now dominant, and normal players like Firmicutes and Bacteroidetes were depleted.
Both groups of mice were now subjected to a so-called middle cerebral artery occlusion (MCAO) mimicking a stroke. After 3 days, the size of the infarct (tissue damaged by stroke) was measured, and a 60% reduction was seen in the ACSens mice. The sensory and motor function of the mice was also assessed at days 3 and 7 after MCAO, and this showed a similar picture in which ACSens mice were able to perform tasks faster.
An increase in number of Treg cells was observed in the small intestine of ACSens mice, and this was accompanied by a decrease in number of another type of T cell (γδ T cells), known to be aggrevate ischemic injury by secreting a hormone called IL-17.
The entire setup was repeated in genetically altered mice that don’t have this type of T cells. The difference between ACSens and ACRes was abolished suggesting that the neuroprotection induced by gut dysbiosis is conveyed through these cells.
Using another mouse model, in which cells express a fluorescent protein that can be converted from the color green to red by UV light exposure, they illuminated the small intenstine with UV light, induced a stroke, and observed how red (i.e. intestinal) T cells migrated to the meninges of the brain.
So what does all of this mean? Well, it would appear that following a stroke, immune cells from the intestines travel to the brain to clean up the mess. Depending on the state of the intestinal flora, the profile of these cells can vary. If the flora is disturbed (dysbiosis), the bacterial priming of the immune system causes the number of Treg cells to increase and number of γδ T cells to decrease. This apparently leads to less neuroinflammation and tissue damage following a stroke. This is of course peculiar as we tend to consider diversity good and dysbiosis bad. But in this case, it seems two wrongs do indeed make a right!
Big question is of course how we translate this to treatment perspectives for stroke patients. First of all, this was all carried out in mice, so we don’t know if the results translate directly to humans. But it is another, mind-bogglingly fascinating example of the gut-brain-microbiota axis that is becoming increasingly evident in research...
Photo: Cropped version of 72 year old stroke sufferer. Baumgartner, 1929 by Wellcome Library, London [CC BY 4.0], via Wikimedia Commons
I begyndelsen af det 20. århundrede udforskede flere fysiologer forholdet mellem følelse og fordøjelse. Det var den russiske fysiolog Ivan Pavlov (1849-1936), der banede vejen for den nye interesse, hvor forholdet mellem forsøgsdyrenes følelser og fysiologi blev eksperimentelt udforsket. I en række forsøg lykkedes det fysiologer at få øget kontrol med forsøgsdyrenes fordøjelse. Igennem disse forsøg kunne fysiologerne studere forsøgsdyrenes fysiologiske reaktioner på følelser.
Den russiske fysiologi Ivan Pavlov opfandt i begyndelse af det 20. århundrede et nyt kirurgisk indgreb, som gjorde det muligt at tappe og studere hundes mavesafter mere præcist end tidligere. Gennem kirurgisk præcision kunne Pavlov ændre på hundenes fysiologi. Pavlov indopererede en åbning i mavesækken, en fistel, og skar spiserøret over i to, således at maden aldrig ville komme ned i mavesækken, men straks blive ført ud af kroppen. Når hundene blev fordret, såkaldt ”skinfodring” [på engelsk sham feeding], kunne Pavlov konstatere, at der blev produceret masser af mavesafter i hundenes maver, som nemt kunne tappes fra fistlen [se billedet fra Pavlovs laboratorium nedenunder]. Dette tillod Pavlov at studere den levende organismes reaktion på oplevelsen af at spise uden at maden kom ned i mavesækken, samtidig med at han kunne tappe rene mavesafter.
Ifølge Pavlov, nød hundene ”at spise” selvom maden aldrig kom ned i mavesækken, og han kunne konstatere, at mavesækken producerede safter, selvom maden straks forlod kroppen igen. Den amerikanske fysiolog Walter Bradford Cannon (1871-1945) nævner Pavlov, som en af pionererne indenfor studierne af forholdet mellem følelser og fordøjelse. Cannon arbejdede selv med kroppens reaktioner på forskellige følelser og studerede det blandt andet med dyreforsøg. I flere forskellige forsøgsopstillinger forsøgte Cannon at påvirke forsøgsdyrenes følelser, eksempelvis studerede han hundes reaktioner på dyrepassere eller katte, eller kattes fysiologiske reaktioner på hunde.
På ”gruppebilledet” øverst ser vi forsøgshundene og dyrepasserne fra Pavlovs laboratorium. Forbindelserne mellem mennesker og forsøgsdyr har været, og er stadig, vigtige i medicinvidenskabens udforskningen af kroppens fysiologi. Det er vigtigt, at understrege at Pavlovs og Cannons interesser ikke var i de konkrete forsøgsdyrs fysiologi. I Pavlovs og Cannons laboratorier blev der etableret en form for symmetri mellem menneske og dyr, hvor forsøgsdyrenes fysiologi også kunne fortælle videnskabsmændene noget om den humane krop. Den moderne udforskning af mikrobiomet er også afhængige af dyr, som er blevet skræddersyet til formålet; hvor Pavlov kirurgiske skræddersyede sine hunde til eksperimentelle formål, har forskere i dag adgang til mus, der er genetiske modificerede, eller opdrættede i sterile miljøer. Forståelsen af forbindelserne mellem krop og sind forbinder også mennesket med andre arter.
Læs mere:
Wallter Bradford Cannon: Bodily Changes In Pain Hunger Fear And Rage, 1920.
Otniel E. Dror: The Affect of Experiment: The Turn to Emotions in Anglo-American Physiology, 1900-1940 i Isis, 90:2, 1999.
Jackie D. Wood: The First Nobel Prize for Integrated Systems Physiology: Ivan Petrovich Pavlov, 1904 i Physiology, 19:6, 2004.
Fotos: L0022519 og L0022535 af wellcomeimages.org // CC BY 4.0
Et amerikansk studie fra North Carolina undersøger sammenhænge mellem tarmbakterier og angst, depression og anoreksi hos 28 personer. Ved at kortlægge tarmbakterierne hos 16 kvinder med anoreksi, og sammenligne med 12 kvinder uden kendt anoreksi, har amerikanske forskere undersøgt hvorvidt anoreksi, angst, depression og tarmenes bakterieflora påvirker hinanden.
Hos patienter med anoreksi var der, både ved indlæggelse og udskrivelse, færre forskellige bakteriearter i tarmen end hos personer uden anoreksi. Den mindre mangfoldighed hang også sammen med patienternes score i et spørgeskema om depression. Jo mindre mangfoldigheden var, des mere deprimerede var patienterne ifølge resultaterne fra spørgeskemaet.
Forskerne tog afføringsprøver fra patienterne med anoreksi ved indlæggelse og ved udskrivelse. Samtidig blev patienterne bedt om at udfylde spørgeskemaer, specialdesignet til at diagnosticere depression, angst og spiseforstyrrelser. Herefter brugte forskerne scorerne fra disse spørgeskemaer og kortlægningen af bakteriefloraen i afføringsprøverne til at undersøge sammenhængene mellem anoreksi, depression, angst og bakteriefloraen i tarmen.
Forskerne fandt også ud af, at indlæggelsen og behandlingen for anoreksi påvirkede patienternes bakteriesammensætning. Da patienterne blev udskrevet havde de en anderledes bakteriesammensætning, i end de havde ved indlæggelse. Især var der sket en ændring i antallet af en art bakterier, som normalt forbindes med inflammatoriske tarmsygdomme som f.eks. irriteret tyktarm. Dog er det ikke til at vide om ændringerne skyldes anoreksibehandlingens særlige kost, eller om vægtstigningen alene er med til at ændre bakteriefloraen. Forskerne foreslår at det undersøges nærmere.
Tidligere genetisk og neurologisk forskning har vist at anoreksi kan forstås som en biologisk basseret psykisk lidelse, selvom selve neurobiologien bag endnu ikke er kortlagt. Studiet viser også en sammenhæng mellem tarmens bakterieflora og både anoreksi og depression, hos de kvinder der deltog. Og fra andre forsøg ved vi at der er en sammenhæng mellem tarmflora og temperament. Men om det er bakterierne eller humøret som kommer først ved vi ikke endnu. Derfor er det nok for tidligt at behandle anoreksi og depression med probiotika.
Mere om humør og bakterier: Indblik i bakterie-hjerne forskningen del 3: Kan tarmbakterier ændre vores humør?
Læs forskningsartiklen her: Kleiman m.fl. (2015): The Intestinal Microbiota in Acute Anorexia Nervosa and During Renourishment: Relationship to Depression, Anxiety, and Eating Disorder Psychopathology; Psychosomatic Medicine. 77(9):969-981
Foto: Tummy006 by GEM // CC BY-NC-ND 2.0
Forholdet mellem krop og sind har altid været et element i psykiatrisk behandling. Ikke mindst i dag, hvor der forskes i forbindelsen mellem tarmbakterier og sindstilstand. I 1800-tallet var et sundt legeme en vigtig del af den sjælelige sundhed, og derfor skulle patienterne beskæftiges, så ikke de blev dvaske og dovne. Kosten har desuden betydning for et sundt legeme, og i årsberetningerne fra Sct. Hans Hospital for psykiatriske lidelser kan man få et indblik i, hvad patienterne på hospitalet fik at spise.
I årene 1866-1869 kan man se oksekød, flæsk, smør, havregryn, ost og øl på indkøbslisterne, for ikke at tale om de mange grøntsager patienterne dyrkede på hospitalets grund. Arbejdsterapien havde mange formål: Arbejdet skulle beskæftige patienten, så denne fik afledt tankerne fra sindssygdommen, arbejdet skulle give patienten en mening med tilværelsen, og derudover skulle arbejdet gøre patientens legeme sundt og raskt.
Hvor meget overlæge Professor Steenberg har tænkt over kosten på Sct. Hans fremgår desværre ikke i årsberetningerne 1866-1869. Dog skriver Steenberg i årsberetningen fra 1868, at der er langt flere der bliver indlagt i årets begyndelse, fordi mange mennesker grundet fattigdom ikke får nærring nok om vinteren: De lide derfor Kulde og Nød om Vinteren, faa ikke tilstrækkeligt og kraftig Næring til at erstatte Stofskiftet i Nervesystemet, og følgen deraf bliver da, at en anæmisk (…) Hjernesygdom gradeviis udvikles (…) (Årsberetning Sct. Hans Hospital 1868, 3). Som eksempel på dette kan nævnes, at Steenberg året efter omtaler en kvinde, som bliver indlagt på hospitalet. Kvinden er både urenlig og larmende, men efter et par måneder aftager symptomerne, da hun er begyndt at sove roligt, og er blevet fyldigere! (Årsberetning Sct. Hans Hospital 1869, 8). Dette giver os således et lille indblik i, hvordan overlæge Steenberg opfattede sindssygdom og forbindelsen mellem krop og sind. Selvom det ikke fremgår af årsberetningerne om kosten indgik som et element i behandlingen af patienterne, fremgår det, at et sundt legeme var en vigtig del af helbredelsen.
Foto: Sct. Hans Hospital årsberetning 1866-1869
Forfatter: Matilde Aage Dohm
Kroppen er ikke bare en krop, men også de millioner af tarmbakterier, som lever i symbiose med os. De er ikke os, men de er en del af vores øko-system, og de har enorm betydning for, hvordan vi har det.
Louise Whiteley, Medicinsk Museion
Citatet er en del af denne artikel om tarmbakterier i Berlingske Tidende.
What relationship exists between sleep and this microbial ecosystem within the human body? Emerging science demonstrates that there is a very real, dynamic connection between the microbiome and sleep itself.
The current Antenna Exhibition at Science Museum, London: Cravings is on food, eating, digestion, obesity etc. Interesting to see other interpretation of subjects that we at Medical Museion also have been working with the past year.
Would the artificial gut be an item for Mind the Gut ?
A new review that came out yesterday in the journal Depression and Anxiety explores yet another link between a psychiatric disorders and the gut bacteria. Obsessive Compulsive Disorder (OCD) is characterized by “recurrent intrusive thoughts (obsessions) and ritualistic behaviors aimed at reducing distress (compulsions)”. Although an relatively unexplored area, the authors highlights a few interesting examples of studies that suggest a connection.
In one study from 2014, the authors used a chemical to induce a form of OCD-like behavior in mice. The behavior included moving differently that normal in an open-field, stereotypic turning, and burying marbles(!) The mice were initially divided into 3 groups: one pretreated with a probiotic, one pretreated with with Prozac, and finally one pretreated with saline (i.e. control group). Then all 3 groups were injected with the OCD-inducing chemical. After 4 weeks the OCD-like behaviors were significantly reduced in both the probiotic group and the Prozac group compared to the control group.
In another study, 25 otherwise healthy humans were divided into two groups to receive either a probiotic or a placebo for 30 days. The people were scored before and after the treatment using a number of systems examining anxiety, stress, and depression. It was shown that the people in the probiotic group improved on three sub-scores of the observed parameters, one of them being “obsessive compulsive”:
This is absolutely preliminary, but nevertheless another interesting piece in the mind-gut-bacteria-puzzle! Let’s keep digging!
Photo: Obsessive Compulsive Disorder by Benjamin Watson / CC-BY 2.0
We are looking for four curious and inventive collaborators for the prize-winning exhibition project, Mind the Gut. Read more about the project here: http://www.museion.ku.dk/mindthegut/
Apparently Pomegranates somehow protect against Alzheimer’s disease. A new study, however, hints to involvement of the gut microbiota. It seems that the main active constituents of the fruit, the ellagitannins, are not able to cross from the blood stream into the brain.
But ellagitannins are also metabolized by gut bacteria to create urolithins, and these are indeed able to cross the blood-brain-barrier. Urolithins were also shown to be able to prevent β-amyloid fibrillation (hallmark of the disease) in vitro, something pomegranate extract or ellagitannins didn’t.
So pomegranates may be able to protect against Alzheimer’s, but only because our gut bacteria eat them and poop out a compound that may protect the brain.
