Ferietid
Det er i den grad ferietid allevegne. Her på arbejdet sker der nul og niks. Begge døtre er taget til Italien med deres familier. Og vi har nu fået bestilt overnatning til vores ferieuge i det nordjyske.
Ferietid på arbejdspladsen betyder færre kolleger til stede, det betyder vikar i køkkenet, og det betyder uendeligt få opgaver på skrivebordet, få opkald til omstillingen og få gæster ved døren. Det giver mig tid til at få læst aviser, få læst op på ferien, få ryddet op og ud i skuffer og på reoler og få planlagt de sidste uger (11 arbejdsdage) med aflevering af udstyr og overlevering af opgaver osv. Det huer mig ikke med så få reelle arbejdsopgaver, men jeg overlever nok.
Ferietid i familien betyder, at jeg også har fri fra at hente i børnehave og skole. Det gør jeg ellers fast om onsdagen og om torsdagen, hvor jeg også har haft tidligere fri. Det er en god tradition, som vi vil holde fast i, også efter jeg jobstopper. Vi laver ikke altid det helt store, men det giver god tid til bare at være sammen. Vi har i den forgangne weekend passet katte for den ene familie, dvs. vi har været frem og tilbage to gange om dagen for at fodre, og vi har tilbragt nogle timer i huset hver gang, bl.a. for at kattene skulle have lidt selskab. De er udekatte, men kom dog ind i ny og næ for at blive kælet med og for at få noget mad. Vi benyttede lejligheden til at prøve den lokale sushirestaurants takeaway; sjældent har vi fået så god sushi. Dagen efter trissede vi ned i den lokale havn, hvor fiskemanden har en lille spisebiks - her fik vi frokost indendøre i ly for vind og vejr.
Ferietid for os bliver som skrevet om 11 arbejdsdage. I den første tid har vi kalenderen fyldt med småting, så campingturen bliver først hen i uge 34, hvor vi har bestilt plads på Hedebo Strand Camping lige nord for Sæby. Vi kan begge lide at trisse rundt i Danmarks byer for at se, hvad de har at byde på, og vi har indtil nu hverken været i Sæby eller i Frederikshavn, så det bliver nu. Skagen skal vi også til, bl.a. har vi aldrig været inde på museerne deroppe, og det er længe siden, vi i det hele taget har været på toppen af Danmark; det var vist, da børnene var under 10. Det bliver vældig spændende, hvordan vi kommer til at synes om campinglivet på vores gamle dage i et stort nyt telt med en anden tilgang til det - ikke noget med at køre fra sted til sted denne gang; vi bliver på samme campingplads og kører i stedet ud på dagsture til museer eller gode vandresteder.










