Øv på øv på øv på øv DEL 1
Fredag d. 10/4-2015 12:09 Ciwec Privat Hospital, værelse 406
Wow, hvor er der sket meget siden, jeg skrev på min blog sidst. Sidst jeg skrev, var i tirsdags (d. 7/4) så ca. 2-3 dage siden. Jeg har lige siddet og kigget på mine tidligere indlæg og blev ret forargret over, at jeg allerede d. 3/4 skrev noget a là “jeg har været syg hele dagens så ingen gåtur i dag,” og “de andre rejsende har oplevet noget lignende.” Jeg tog derfor ikke min dårligdom så alvorligt og tænkte altid, at i morgen bliver bedre. Dagen efter tirsdag forværredes min situation. Af en eller anden mærkelig grund blev jeg ikke yderligere mistænksom – jeg tænkte bare, at jeg højst sandsynligt bare havde spist noget dårligt mad og måske kommet til at drikke noget vand fra hanen, når jeg børstede tænder. Samme dag jeg har det dårligt, beslutter jeg mig for at gå over på Hiamlayan Java på Mandala St. for at chille – skrive nogle af de mange postkort, jeg har købt, som skal sendes til folk. Jeg bestiller en iced peach tea og falder hurtigt i snak med, hvad der senere viser sig at være en enormt interessant person, Mitchell Silver. Han er fra Hawaii og er født i 1951. To år ældre end mine forældre. Mitchell beroliger mig meget med min sygdom, da han siger at alle, der rejser i Nepal på et eller andet tidspunkt bliver syge og oplever noget lignende det, jeg har. Senere erfarer jeg, at Mitchell altid siger: well, this is Nepal, baby. Han siger det til samtlige, han møder, som ikke kan forstå, de bliver syge (ligesom jeg selv), fordi de ellers aldrig bliver syge.
Snakken går og da Mitchell spørger om mine planer for denne tur, siger jeg, at jeg ikke rigtigt har nogle, men at jeg kraftigt overvejer at tage til Pokhara for at nyde naturen og komme lidt væk fra Kathmandus kaotiske atmosfære. Mitchell selv fortæller, at han skal på en spændende trekking tur i Manaslu og Tsum Valley og beretter begejstret videre om, at han har købt en personlig guide, der skal følge ham og eventuelt bære nogle af hans ting. Pludselig spørger han, hvorfor jeg ikke joiner ham? Jeg vil aldrig kunne få en lignende trekking tour til de samme penge, og de fleste ting ved rejsen var allerede betalt (helikopter transport og guide), så alt jeg skulle have fat i ville være trekking permit samt equipment. Jeg tænkte over det i en halv times tid og endte med at sige ja, selvom jeg var langt fra at være rask og ved mine fulde fem. Igen tænkte jeg (dumt nok), this too shall pass, og at jeg aldrig nogensinde i mit liv ville få et tilbud så godt.
Sammen gik vi over til en af Mitchells utallige kontakter, som ejer et trekking kontor, hvorfra jeg kunne få udstedt mit trekking permit. Lang historie kort ville det være en smule besværligt, da man minimum skal være 2 personer, som trekker sammen og derfor skal købe trekking permittet sammen. Da Mitchell allerede havde fået permit (og havde lånt en amerikansk vens pas, sådan det ligner, at han ville tage afsted med en trekking partner og dermed ikke trekke alene), kunne jeg ikke have Mitchell som partner, hvilket også betyder, at jeg skulle betale for to trekking permits. Bummer. Mitchell snakkede med sin nepalesiske buddy, som stod for papirarbejdet og fik ham til at ringe rundt til forskellige offentlige institutioner for at høre, om vi kunne bytte Mitchells amerikanske vens permit ud med mit. På den måde ville det ikke engang være nødvendigt for mig at betale mit permit, men desværre kunne det ikke lade sig gøre. Jeg skal altså betale $270 for de to permits. Jeg tænker, at jeg sparer en masse penge ved en masse andre poster (deriblandt den allerede betalte guide, som normalt koster 120 kr. om dagen ca.), og jeg går derfor med til at betale det ekstra.
All excited tager Mitchell og jeg over til nogle af hans nepalesiske venner, der sælger trekking udstyr, og jeg får mig:
· Et par super fede trekking bukser
· En praktisk, sort regnjakke
· En vandflaske (sponsoreret af Mitchell)
Efter vores shopping tur finder vi et sted at spise og drøfter nogle ting ang. vores fremtidige tur. Mit helbred på daværende tidspunkt er kritisk, men jeg tænker (igen dumt), at det nok går over. Jeg går forholdsvist tidligt i seng, men har problemer med min søvn p.g.a. feber og diarré. Jeg husker, at jeg vågner den nat og griber min værelsestelefon og hører, at linien er død. Jeg tjekker febrilsk (måske stadig ikke helt ved bevidsthed), om min far har lagt på på FaceTime. Det har han. Shit. Jeg kigger på klokken og forstår nu bedre hvorfor. Klokken er 04.30 om morgenen. Jeg kan ikke lade være med at blive en smule ked af det og panikslagen, fordi på daværende tidspunkt (og er det stadigvæk) meget beroligende for mig at snakke med de gamle. Det har det især været, fordi jeg har været syg i lang tid og derfor ikke haft lyst/muligheden for rigtigt at komme ud og møde nogle rare mennesker. Jeg går på toilettet og falder hurtigt i søvn igen, da jeg lægger mig ind i sengen.
Næste morgen har jeg det faktisk væsentligt værre. Det er dagen inden, at jeg skal på trekking turen med Mitchell. Både han og jeg er meget optimistiske omkring turen, selvom jeg på daværende tidspunkt stadig er ekstremt syg og helt har mistet stemmen. Det er anstrengende for mig at snakke, men efter nogle timer hen over middag, har mit stemmebånd vænnet sig til det, og det er efterhånden lige meget, hvor meget jeg anstrenger min stemme. Da jeg får det værre, som dagen fremskrider, aftaler Mitchell at mødes med en doktor, Dr. Bishal Dhakal, som han har stiftet bekendtskab med før gennem hans mange år i Nepal. Da Dr. Dhakal ankommer til den café, hvor vi har aftalt at mødes, har han taget sin seks årige søn med, som virker sød, men generet. Lægen selv kan jeg ikke rigtigt vurdere. Først virker han meget professionel, men efterhånden som jeg lærer ham at kende, bryder jeg mig mindre og mindre om ham.
Han virker som en meget stolt person og er tydeligvis udmærket klar over, at hans lægetitel er noget stort her i fattige Nepal. Efter at have udspurgt mig om diverse ting, vurderer han, at jeg skal have foretaget en blodprøve, urin test og måske en stool-test. Dr. Dhakal kører os alle fire hen på en klinik og laboratorie, hvor jeg bliver testet.
Blodprøven viser slem dehydrering, hvorfor jeg straks skal begynde at indtage elektrolyter (salt, mineraler og andre vigtige næringsstoffer min krop har mistet p.g.a. længevarende diarré) ved at opløse noget pulver (elektrobion) i 1 liter vand og drikke det. Det smager ganske gyseligt. Producenterne af elektrobion har tydeligvis tilsat noget orange koncentrat i håb om at gøre smagen bedre, men desværre har det modsatte effekt. Jeg er flere gange ved at brække mig, når jeg indtager “vandet”. Udover elektrolyterne får jeg 3 anti-biotika piller, som jeg skal tage over 3 dage. Om aftenen er jeg ekstremt udmattet og enormt træt af min situation, der desværre kun viser sig at forværredes.
janainaart
titsay
gummygunk
snowghoul