Mange af jer, der læser med på min blog, ved at jeg har været gravid og jeg har nu haft mulighed for, at kunne skrive lidt ned omkring, hvordan min fødsel gik. Først og fremmest gik det som det skulle og vi fik en lille pige, Annabelle. Mit skriv omkring mine valg og hvordan fødslen forløb er mine egne erfaringer og derfor ikke noget der kan relateres til hos alle. God læsning 🙂
Dagen hvor det hele skulle ske! Endelig kom dagen, hvor vi skulle møde vores baby, dagen hvor vi skulle få vished om hvad der gemte sig i maven. Natten havde været okay, men følelserne og spændingen havde gjort at det var svært at finde ro.
Vi skulle møde på barselafsnittet kl. 07.00 og jeg havde derfor forinden været i bad hjemmefra, så vi var klar når vi ankom til sygehuset. Min svigermor havde fået fornøjelsen af, at aflevere os denne morgen og det var lidt mærkeligt at tænke på, at vi ved næste møde kunne vise vores barn frem. Vi ville indenfor få timer gå fra at være 2 til at være 3.
Vi blev mødt af nogle søde sygeplejersker og en jordmoder, vi blev vist ind på vores værelse, hvor vi skulle tilbringe de næste par dage sammen med vores nye liv.
Vi blev gjort klar og før vi vidste af det, var vi på vej ned til operationsstuen, hvor det hele skulle foregå. Jeg var både nervøs og spændt på samme tid. Både fordi vi snart skulle være forældre, men også fordi jeg var nervøs for om man kunne anlægge rygmarvsbedøvelsen i min ryg og hvad jeg ville sige til at få den lagt. Jeg skulle have kejsersnit – en beslutning jeg længe havde været bevidst om.
Beslutningen omkring kejsersnit Jeg havde siden jeg blev opereret i ryggen for min skoliose, haft taget beslutningen om, at jeg ville have planlagt kejsersnit. Dette grundet uvisheden om, hvorvidt der kunne opstå komplikationer i min ryg ved en vaginal fødsel. Efter min operation af ryggen blev jeg bekendtgjort med, at der var en øget risiko for, at jeg kunne udvikle en diskusprolaps i lænden. På dette tidspunkt vidste man ikke hvad der kunne forårsage sådan en komplikation, måske et vrid, måske en fødsel. Derfor har jeg altid haft tanken omkring at denne risiko ville jeg ikke løbe og derfor har tanken altid været, at jeg skulle have planlagt kejsersnit når vi skulle have børn.
Selve rygmarvsbedøvelsen og kejsersnittet På operationsstuen blev vi mødt af mange mennesker, jeg tror der var omkring 10 på stuen foruden min mand og jeg. Alle havde en funktion, selv min mand der kunne holde mig i hånden når bedøvelsen skulle anlægges. Han skulle tage vores barn når det kom ud, så hud mod hud kunne etableres fra starten af.
Jeg blev gjort klar til at modtage min rygmarvsbedøvelse. Det var en erfaren anæstesi der skulle lægge den og hun måtte da også erkende at det var en større udfordring end hun havde regnet med. Hun stak mig i ryggen med bedøvelsen og jeg kunne mærke en meget trykkende og intens udvidelse indeni min rygmarv. Dette blev fortalt og hun måtte derfor dreje nålen en smule, imens at jeg sad med nålen indeni i ryggen. Efter noget tid ramte hun rigtigt og jeg kunne begynde at mærke at mine ben blev tunge. Jeg blev lagt på operationslejet inden at mine ben blev følelsesløse og derefter gjort klar. Dette foregik ved at jeg fik anlagt et kateter i blæren og sprittet af på maven. Dette uden at jeg kunne mærke det. Selve anlæggelsen af bedøvelsen kunne jeg heller ikke mærke som sådan, da mine nervetråde var blevet beskadiget under min rygoperation og derfor havde mistet følelsen i dette område.
På under 1 time kom vores baby ud af maven og vi mødte vores dejlige pige Annabelle for første gang.
Hun blev kort lagt op på min brystkasse, så hun kunne føle min varme og ikke mindst min duft. Derefter gik min mand og jordmoderen ud i et børnerum med vores pige for at få hende vejet og målt. Hun vejede 2840 gram og var 49 cm lang. Min mand fik fornøjelsen af at klippe navlesnoren over og fik derefter fornøjelsen af at sidde med vores lille pige, imens at jeg blev syet sammen igen. Efterfølgende kom hun over til mig igen og vi kunne sammen tage tilbage til vores stue på barselsafsnittet.
Tilbage på barselsafsnittet Vi skulle nu til at lære vores lille datter at kende og jeg skulle komme mig efter operationen. Jeg var forholdsvis hurtig på benene igen og kunne gå små ture hen af gangen. Under vores indlæggelse fik vi stort set besøg hver dag fra familien, som alle var spændte på at se, hvad vi sammen havde lavet, min mand og jeg. Vi var indlagt i 4 dage før vi måtte komme hjem.
Har du spørgsmål eller andet så skriv endelig og jeg ville besvare dem så hurtigt jeg kan 🙂
Tak fordi du læste med 🙂
Min fødselberetning :) Mange af jer, der læser med på min blog, ved at jeg har været gravid og jeg har nu haft mulighed for, at kunne skrive lidt ned omkring, hvordan min fødsel gik.