Konfirmationen ud af folkeskolen
I denne tid, hvor der render en masse konfirmander rundt til blå mandag, kan jeg ikke lade være med at tænke en lille smule på samvittighed og etik.
Jeg blev selv konfirmeret i 2008, men jeg troede ikke på Gud. Det gør jeg i øvrigt stadig ikke. Derfor kan jeg ikke lade være med at have den påstand eller holdning, at mange unge i dag bliver konfirmeret, selvom de ikke tror på Gud. De bliver det måske for festens skyld eller pengenes, gavernes, oplevelsens eller traditionens skyld. Jeg selv blev konfirmeret, fordi mine forældre lidt ”tvang” mig til det, da der i vores familie er tradition for, at man bliver konfirmeret. Jeg er hverken fortaler eller modstander af konfirmationen (hvis man altså gør det af de rigtige grunde), men jeg er meget imod, at folkeskolen forkynder og opfordrer til religiøse overgangsritualer.
Den Store Danske definerer samvittighed som ”moralsk selvbevidsthed”. Nu til dags bruges moral og etik lidt som det samme, men uanset hvordan man forstår ”moral” og ”etik”, så handler det vel i bund og grund om, hvad der er korrekt at gøre. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en smule uetisk at blive konfirmeret, når man ikke tror på Gud. Eller sagt på en anden måde, så er det uetisk at vedkende sig en tro – oveni købet til offentligt skue, når man ikke mener det eller gør det af materialistiske grunde.
I forhold til samvittigheden, så havde jeg det selv sådan, da jeg blev konfirmeret, at jeg på en måde syntes, at jeg gjorde noget forkert. Det synes jeg stadig. Jeg følte, at det var tarveligt overfor dem, der rent faktisk tror på Gud. Jeg synes også, at mine forældre gjorde noget forkert ved at ”tvinge” mig til at blive konfirmeret.
Løgstrup taler om ”urørlighedszonen”, som handler om, at man aldrig må krænke et menneskes værd – eller sagt på en anden måde: Man må ikke beslutte noget for andre. Det kan man i princippet sige, at mine forældre har gjort. De har besluttet noget for mig – altså at jeg skulle konfirmeres, selvom jeg egentlig ikke ville, fordi jeg ikke troede på Gud. Jeg bebrejder dem ingenting, da jeg trods alt havde en god dag med fest og gaver, men min samvittighed siger mig alligevel, at jeg gjorde noget galt, og at de gjorde noget galt. I øvrigt kunne jeg også sagtens have gjort mere modstand – men hvem vil som trettenårig ikke gerne have en masse penge, en stor fest eller en fed tur i Tivoli på blå mandag?
Der står intet i Folkeskolens Formålsparagraf om, at folkeskolen skal opfordre til den kristne tro eller konfirmationen, men folkeskolen gør det alligevel! Jeg ved ikke, om det er sådan i hele landet, men jeg ved, at man på min gamle folkeskole ikke har religionsundervisning i syvende klasse, fordi der derimod er konfirmationsforberedelse. Dermed opfordrer folkeskolen vel til, at man bliver konfirmeret. Er det ikke forkert? Er det ikke at overskride urørlighedszonen, og er det dermed ikke også uetisk?
Folkeskolen skal uddanne og danne, men i syvende eller ottende klasse er man vel hverken uddannet eller dannet, og derfor vel heller ikke voksen eller vidende nok til at træffe en beslutning om, hvorvidt man tror på gud eller ej. Så ville nogen måske mene, at konfirmationen netop er med til at danne, og at man med konfirmationen træder ind i de voksnes rækker.
Som et frit og selvstændigt tænkende individ, som ikke-troende og vigtigst af alt som kommende folkeskolelærer, så mener jeg ikke, at folkeskolen skal opfordre til konfirmationen og kristendommen, som de på mange måder gør. Hvis man virkelig tror på Gud og virkelig gerne vil konfirmeres af egen fri vilje, så kan man vel (”for Guds skyld!”) blive det, uden at folkeskolen skal være en del af det.
Interessant indlæg, Marie. Jeg oplever selv, at børn vælger at blive konfirmeret, enten fordi deres forældre er fortalere for det, eller fordi de ser frem til de mange gaver, de kan få på den bekostning. Jeg synes, det er interessant, at du inddrager, om hvorvidt det er etisk rigtigt eller ej, og om man i virkeligheden overskrider børns “urørlighedszone”, som du nævner at Løgstrup har talt om i hans etiske retning. Som du nævner, skal folkeskolen danne og uddanne, og jeg er en af dem, der mener, at konfirmationen sagtens kan være dannende. Mange ser konfirmationen som et ritual - en overgang fra barn til voksen. Dette ritual er gået hen og er blevet en del af den danske kultur, som også rummer mange andre religiøse ritualer og traditioner, som vi nødvendigvis ikke tænker som særlig religiøse (jeg tænker jul, dåb, påske osv.) Elever i den danske folkeskole skal bl.a. dannes med henblik på dansk kultur og historie, og konfirmationen er nu engang en del af denne kultur og historie - om man vil det eller ej. Konfirmationen skal være et valg, og i mine øjne, er der aldrig blevet set ned på dem, der har taget fravalget. Det fravalg tog jeg selv, og jeg kan da godt huske, at jeg ikke modtog undervisning i kristendomskundskab i 7. klasse, hvor de andre tog til præst, og det er ikke noget, jeg har lidt særlig skade af. Du skriver, at folkeskolen forkynder og opfordrer til religiøse overgangsritualer, fordi at eleverne ikke modtager “normal” kristendomskundskabsundervisning i 7./8. klasse. Jeg giver dig ikke ret i det, da konfirmationen lige netop er et valg. Man kan vælge at lade være, eller man kan vælge at gøre det - om man er kulturkristen, ærkekristen eller noget helt tredje. På nogle skoler er det gjort således, at forberedelsen til konfirmationen ligger udenfor skoletiden - dét synes jeg, er den ideelle løsning. Dem, der vælger det til, kan bruge deres fritid på det, og dem, der vælger det fra, kan bruge deres fritid på noget andet. At de børn, der vælger det fra, så ikke modtager undervisning i kristendomskundskab i et år, ja, jeg tror såmænd nok, de skal klare sig. Bare fordi, der ikke foregår undervisning i kristendomskundskab i ét år af elevernes skoletid, mener jeg ikke, at folkeskolen opfordrer til, at de i det år skal lade sig konfirmere. Tværtimod synes jeg, at det sender et stærkt signal om, at konfirmationen er et valg, og at det er helt okay at fravælge det.