Kristendomskundskab i folkeskolen
Jeg startede på lærerseminaret på Frederiksberg i sommers. Tiden er fløjet afsted, og nu er det allerede forår igen, og 2. semester er snart slut. Jeg har dansk som undervisningsfag, og det er jeg fint tilfreds med. På 3. semester skal jeg til at have kristendomskundskab, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Men her i den seneste tid er jeg begyndt at tænke på, hvilke problematikker, der kan være forbundet med det fag. Det skal lige siges, at jeg på ingen måde er religiøst funderet - jeg er hverken døbt eller konfirmeret, men jeg har altid haft en stor interesse for de forskellige religioner og livsopfattelser. Jeg kan godt mærke, at det første, jeg ikke bryder mig om, er, at faget hedder kristendomskundskab. Burde det i virkeligheden ikke hedde religion? Sandheden er, at det først er i udskolingen (7.-9. klasse), at eleverne begynder at skulle beskæftige sig med andre ikke-kristne religioner og livsopfattelser. Dvs., at de første 7 år (med BH.-klasse) af folkeskolen skal eleverne beskæftige sig med livsfilosofi, etik, kristendom og bibelske fortællinger. Jeg kan godt forstå, at nogle forældre træder på bagben over dette. Udadtil virker det måske forholdsvis forkyndende, at eleverne udelukkende skal beskæftige sig med kristendom og bibelske tekster (dog med undtagelse af etik og livsfilosofi) frem til 7. klasse.
Det er juridisk lovligt at fritage sit barn for kristendomsundervisningen, hvis der vel og mærke er grobund for det. Det er der nogle forældre, der gør, og jeg forstår i virkeligheden godt, at det kan virke skræmmende udadtil, at børnene først begynder at beskæftige sig med andre religioner og livsopfattelser i 7. klasse. Ofte er det jo forældre, der dyrker en anden religion derhjemme, som ikke begriber, at kristendommen har sådan en plads i kristendomsundervisningen. For hvorfor skal deres barn lære om kristendom, når nu de ikke praktiserer det i hjemmet? Jeg ville kunne komme med mange gode grunde til, at kristendom er vigtigt at lære om, selvom man praktiserer en anden religion. Man kan ikke komme udenom, at den danske velfærdsstat er kristent funderet, og at store dele af vores samfund er bygget op omkring kristne værdier. Derudover kan der findes ligheder mellem religionerne - nogle tager afsæt i samme personer og begivenheder. Det nytter heller ikke noget, at man lukker sig ind i sin egen lille religiøse boble, og fornægter, at der findes andre religioner og livsopfattelser end ens egen. I folkeskolens formålsparagraf står der, at eleverne skal gøres “(…) fortrolige med dansk kultur og historie” - og kristendom er nu engang en del af dansk kultur og historie. Kristendomskundskab er et fag med mange sider, og det er dét, vi skal åbne øjnene op for. Jeg kan med garanti sige, at min undervisning aldrig ville blive forkyndende. Jeg er vokset op i en familie, hvor man på ingen måde dyrker religion, men man interesserer sig for det, og forstår, at alle mennesker nødvendigvis ikke lever og gør som en selv. Det er lige netop den her forståelse og tolerance, vi skal åbne op for. Hvis man skaber et dialogisk klasserum, hvor man ikke frygter at diskutere religiøse spørgsmål, så tror jeg, man er et langt stykke af vejen. Udover at eleverne skal gøres fortrolige med dansk kultur og historie, så skal eleverne også i løbet af folkeskolen få “forståelse for andre lande og kulturer.” De lande og kulturer rummer jo nogle religiøse opfattelser, som nødvendigvis ikke ligner ens egen, men folkeskolen skal altså give eleverne denne forståelse for, at vi alle nødvendigvis ikke er og lever ens.
Jeg tror, det er vigtigt, at man gør det klart for forældrene, hvad ens undervisning vil bygge på, og hvordan man vil belyse et givent emne. Forældresamarbejdet er virkelig essentielt. Hvis man viser, at man har styr på sine ting, og at der er en tydelig dagsorden, med hvad man nu underviser i, så tror jeg, at det skaber en form for tryghed hos forældrene. Ønskescenariet er jo, at alle elever kan deltage i kristendomsundervisningen, uden de føler, at de bliver forkyndte eller at deres religion bliver nedprioriteret frem for andre. Den evangelisk lutherske lære blev sidst nævnt i folkeskolens formålsparagraf i 1937 (og 1958) - så den danske folkeskole må altså ikke forkynde.
Der findes mange dilemmaer, en lærer kan blive sat i, i forbindelse med undervisningen i kristendomskundskab. Jeg tror, det kan have noget at gøre med, at mange mennesker har ret mange følelser forbundet til det at tro og have en religiøs opfattelse. Flere bygger jo hele deres liv op omkring en bestemt religion, og det tager jeg virkelig hatten af for. Jeg tror, man skaber mere åbenhed og forståelse, hvis man afvikler en kristendomsundervisning, hvor alle kan deltage. Der skal være plads til, at alle har hver deres baggrund og forudsætninger for at kunne deltage, og det er min opgave som lærer i kristendomskundskab at tage højde for disse baggrunde og forudsætninger, når jeg udvælger det stof, som jeg vil undervise i.
Spørgsmålet om, hvorvidt faget "kristendomskundskab" skal have et andet navn i skolen, er rigtigt nok et interessant spørgsmål. Som du skriver, kan der helt sikkert være nogle forældre til børn i folkeskolen, som vil gå på bagben over dette. I virkeligheden handler det jo om, at disse forældre ikke har forstået, hvad faget handler om. Det ligger egentlig i navnet "kristendomskundskab" - kundskab = viden, altså viden om kristendom, derfor er det ikke et forkyndende fag. Med det, at det handler om, at eleverne skal have viden om kristendom - ifølge formålsparagraffen “være fortrolige med dansk kultur og historie samt have forståelse for andre lande og kulturer”, bør man måske i virkeligheden genoverveje, hvad det er, der skal undervises i (hvad det er eleverne skal lære og have viden om), og derfor er jeg helt enig i, at fagets navn godt kunne være mere tydeligt, sådan så alle forstår ud fra navnet, hvad der undervises i, og hvad fagets formål er, for det er vel nok de færreste forældre, der går ind og læser om kristendomskundskabs formål. At det først er i udskolingen, man begynder at skulle lære om andre religioner og livsopfattelser, er måske også forkert. Kristendommen er en stor og vigtig del af den danske kultur, og derfor skal kristendommen heller ikke udelukkes fra undervisningen i den danske folkeskole. Men vi lever i et multikulturelt samfund i dagens Danmark, hvor mange forskellige religioner også er en del af disse forskellige kulturer - det er vel ikke for tidligt i indskolingen, at vores børn lære noget om dette. Det er en meget indviklet og svær debat, og derfor har jeg heller ikke noget entydigt svar eller løsning på noget, men du har helt klart sat nogle tanker igang hos mig.