Fredags hygge i eftertænksomhedens tegn
Status.. Klokken er 23.32 fredag aften.
For 5 år siden havde jeg nok været ude og fyre den af med veninderne. Sådan en rigtig tøsetur i byen, som så mange gange før, hvor det handlede om at slå hjernen fra, nyde mine dejlige veninders selskab og lade hæmningerne slippe til den lyse morgen.
Sådan er det ikke just i dag. Mange af veninderne holder heldigvis stadig ved og flere dejlige piger er kommet til. Vi ses ikke så tit, da de fleste af os efterhånden bor milevidt fra hinanden, spredt ud over både vores lille land og den store verden.
Til gengæld sender jeg dem mange tanker, og jeg ved de også tænker på mig - Det varmer i den grad indeni. Nu og da får vi også taget en god snak over telefonen og så er det pludseligt som om vi så hinanden i går. Så gør det ikke så meget, at vi ikke er ude og danse natten lang sammen hver/hver anden fredag.
Jeg synes ofte jeg har hørt folk - inklusiv mig selv - spørge "hvor ser du dig selv om 5 år". Jeg tror bestemt ikke jeg havde set mig her. Jeg havde en masse drømme og tanker om hvor jeg kunne være, hvad jeg ville lave, om jeg ville få indflydelse, gøre en forskel og sætte mit aftryk. Jeg tror dog ikke mine tanker var faldet på netop dette øjeblik, denne situation, og de omgivelser jeg er i.
Når jeg så er her må jeg sige, at det da er ret hyggeligt lige nu. Lige her i min stue i København med et godt glas vin, med varme tanker, gode minder, håb og drømme trods alt intakt.