#aveny-t

[kulturformidlet]

Isak og Even på scenen

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Julie Andem nytænkte tv-mediet med sin ungdomsserie 'Skam', intet mindre! Det samme kan man ikke sige om teaterversionen, men forsøget på at flytte skærm-succesen til de skrå brædder lykkes mere end hæderligt. Med enkel, effektfuld scenografi og leg med meta-niveauer er vi stærkt fra start denne aften, hvor et propfyldt, forventningsfuldt Aveny-T har verdenspremiere på deres tredje teaterkapitel af den imponerende succesfulde 'Skam'-serie fra Norge. ’Jeg ved godt at I sidder der, og at det her sker lige nu, men det er som om, det ikke er virkeligt’, lyder det fra vores Isak (Lue Dittmann Støvelbæk). Hans ansigt toner frem som en kæmpe sort/hvid filmplakat på væggen bag ham, så hans fine træk forstørres ud til de bagerste rækker. En effektfuld måde at få ham ind under huden på. Isak og Even minut for minut ’Hvis dette var en film,’ fortsætter han, skulle den hedde ’Isak og Even, minut for minut’. Denne titel – flankerer med fed, gul skrift i bedste Skam-stil hans ansigt – bliver en tilbagevendende sløjfe i forestillingen, og det er også ret ordret, hvad forestillingen forsøger; At få det hele med. At man med materiale som dette har lyst til at være vældig tro mod forlægget, kan ikke undre. Hvordan tør man overhoved andet, med så mange dedikerede fans? Men når man samtidig skal have kogt hele tredje sæson ned til halvanden time - denne svimlende inderlige romance mellem den unge Isak, der usikkert omfavner sin spæde homoseksualitet, og den dragende, komplekse Even – ja, så er det sin sag uden at cutte en hæl og klippe en tå. Rigeligt med tempo, lys og volumen Løsningen er her blevet at udelade eller skrive et par enkelte perifere figurer sammen, og så ellers sætte tempoet op, så vi når omkring det meste. Og det er meget. Også for meget. Den rørende scene, hvor Isak er hjemme hos Even for første gang går over stok og sten, og hele joken omkring kardemommeostemadderne fortoner sig. På samme måde går det alt for stærkt, da Isak og Even hopper i poolen sammen og kysser for første gang. Med smuk udtalt reference til Baz Luhrmanns ’Romeo og Julie’-film har vi her at gøre med sæsonens måske mest romantiske scene, og det kunne det også nemt have været på scenen. Musikken, hvor der ellers er åbenlyse rettighedsproblemer og man har måtte tage til takke med en svag afglans i forhold til det oprindelige soundtrack, understøtter her flot den forløsende stemning og ikke mindst lyset, der gør hele salen til en stor bølgende pool, så vi alle ganske magisk er med i vandet med hovedpersonerne, fungerer fornemt. Den teatermagi kunne man godt have turde lade stå en hel del længere end det alt for korte glimt, der er afset tid til. Rolleskift og humor Til gengæld fungerer det særdeles godt at lade de seks unge, velspillende skuespillere klare alle roller, og især Fanny Bornedal noterer man sig. Hun er ganske enkelt formidabel som den fornærmede, utilnærmelige Emma, med skuldrene tilbage og næsen i sky og samtidig absolut elskelig som vennen Magnus, der lidt buttet og bagud ikke just er højest i drengeklikens hierarki. (Hun spillede Noora i teatrets 'Skam 2'.) Også Ferdinand Gomez Glad Bak er skarp som både konfliktsky, fjern far og no bull-shit-vennen Jonas, der indædt er der for Isak, og kyndigt dikterer sms’er uden smileys til Even, indtil han har ’droppet sin dame’. Der er også godt med humor i dette teenage-univers, der samtidig tages så fint i øjenhøjde og alvorligt. Undertegnede er bl.a. vild med Isaks desperate sceneskift flere gange, der foregår ved, at han teenage-agtigt ikke kan overskue situationen og råber ’Skiiift’, eller slowmotion-effekten, da drengene er på vej til fest. Med tyk reference til 'Skam' og dens kække nik til diverse dårlige serier, skrider de langsomt og selvsikkert ned ad den trappe, der er lavet ned midt igennem teatersalen. Alene pga. volumen går musikken lige i mellemgulvet. Godt tænkt teater Der er på alle måder gjort meget for at bruge hele scenerummet. Helt udtalt bliver det under Evens maniske episode, hvor man sjældent har set hverken hurtigere sceneskift eller voldsommere tilbagelægning af teatermil. Nikolaj Groth bouncer decideret fra det ene hjørne til det andet i vildere og vildere rasen. Det er skræmmende, dystert og effektfuldt. Ligesom det kæmpe hvide lys-kors, der uden at afsløre for meget, har vingesus, så det kan mærkes helt på bagerste række.

Når Isak i starten opfordrer os: ’Fyld vores mangler ud med jeres fantasi’, som for at komme krævende Skam-fans i forkøbet, så er det altså ikke fordi, stykket ikke med vold og magt prøver at imponere. Aveny-T giver den alt, hvad de har, og fans går ikke forgæves her.

Om man kan se stykket uden at have set serien, det er en anden ting…

FAKTA Aveny-T: Skam 3 - Manuskript: Julie Andem. Instruktør: Anders Lundorph. Scenograf: Jon Stephensen. Dramatiker Line Mørkeby. Lyd Rasmus Overgaard Hansen. Lys: Malthe Haugaard. Medvirkende: Lue Dittman Støvelbæk, Nikolaj Groth, Fanny Bornedal, Nanna Finding Koppel, Andreas Dittmer og Ferdinand Gomez Glad Bak. Alder: 12+ .Varighed: ca. 90 min. uden pause. Set torsdag 19. september 2019 på Aveny-T, hvor den spiller til 9. november - og igen 13.-16. november i Musikhuset Aarhus. www.aveny-t.dk  

[keychainbarbie]

så er stykke der hed damphjerte på aveny-t for et par måneder siden og kan vitterligt ikke stoppe med at tænke på det

[imminentinertia]

«Skam» blir teater i Danmark

Det danske teatret Aveny-T har sikret seg eksklusive rettigheter til å lage teater av nettserien Skam. – Jeg gleder meg til å se hva de får til, sier Skam-skaper Julie Andem.

Danish theatre company Aveny-T has secured the rights to put on four plays based on the SKAM seasons. The first of the plays premieres in Copenhagen 15 September 2017.

[kulturformidlet]

Dagen Før - Kim Larsen teaterkoncert

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på gaffa.dk

Masser af succes! Eminent balancering mellem det afvæbnende akavede og det alvorligt rørende giver Kim Larsens imponerende bagkatalog nyt liv.

Instruktør Elisa Kragerup har igen kreeret en lille genistreg med teaterkoncerten "Dagen Før", hvor Aveny-T, som det første teater nogensinde, har fået lov at lege med sange og tekster fra Kim Larsens 40 år lange solokarriere. Meget sammenligneligt med hendes forløsning af Anne Linnet-universet i "Hvid Magi" på Betty Nansen Teatret i 2010 bliver man også her inviteret indenfor i et aparte, skævt univers, der på en gang er dybt fjollet og aldeles rørende.

Skuespillerne er iklædt hvide heldragter, der uværgerligt får dem til at minde om en flok afblegede teletubbies, og scenografien er holdt enkel. Et lille legetøjstog kører rundt om scenen aftenen igennem og sammen med et bugnende væld af kufferter, slår det rejsetemaet an. Vi er ganske enkelt på tur i Kim Larsens bagkatalog, og det betyder minder og historier. For langt de fleste af os har den selvudnævnte gamle hankat været lydtapet for vores liv, og der er taget mange friheder og gjort vilde krumspring for at undgå, at det hele ender i retro-kitsch og nostalgi.

Frie fortolkninger

Hvis man er meget ortodoks omkring de traditionelle Larsen-sange, er denne forestilling derfor muligvis hård kost, for der bliver i den grad leget med tingene – numre blandes, tekster skrives sammen, og fortolkningerne ligger til tider milevidt fra de oprindelige. Det hele er dog gjort med stor respekt for grundtonen i det larsenske lune, og heri ligger genialiteten. For hvor kan man dog slippe af sted med meget, når blot originalforlæggenes ømme gennemslagskraft matches i ridtet ud ad de vilde tangenter.

Det er lidt af en bedrift at give nationalklenodier som "Rita" nyt liv, men det er ikke desto mindre det, der sker, når kækt klaver og tralalej-omkvæd får lov at danne rammen for en bavlende, håbløst naiv og "out of key"-frontvokal. Nummeret starter absolut lavkomisk som en selskabssang "gone bad", hvilket får samtlige publikummer til at knække sammen af grin, og ender i gammeldags visestil med trompet, kontrabas og cancan fra de sparkedragtsklædte skuespillere, der lige så smittende får hele salen til at klappe i takt.

"Stille i verden", der leveres som en stille vuggevise, afbrydes på samme måde af et grotesk, rasende og spruttende råbevers, og titelnummeret "Dagen før" blander med største selvfølgelighed marchtrommer og linedans på kufferter. Det skrøbelige går således hånd i hånd med det kraftfulde, og her får vi også godt med spade så at sige.

Løg og tårer

"Kvinde min" var aftenens højdepunkt for undertegnede. Udsat for rå mængder af løg står Rikke Bilde (der ligesom Kitt Maiken Mortensen også var med i "Hvid magi") og synger tudende og helt uimodståeligt – alene på en kuffert. Tempoet holdes nede, og der er en tilbageholdt intensitet hos Bilde, der får undertegnede til at tænke på en sanger som Kira Skov. Tunge taktfaste trommer akkompagnerer den hjerteskærende staccato-sætning: "Og du er sta-dig-væk ak-ku-rat lige så smuk, som al-ler-før-ste gang du kys-sede mig", der gentages i næsten det uendelige. Det er stærkt, og – også lidt på grund af løgene – er der ikke et øje tørt.

Numre som "Tarzan Mama Mia" med sin showstemning og sit forførende fællesskab, "Mig og Molly" der kører trubadur-derudad med akustisk guitar og godt med rytme samt "Forklædt som voksen", der med balloner og tubablæs kærligt minder os om, at vi skal huske at lege, fungerer også bragende. Til gengæld forråder Jimmy Jørgensens affekterede vokal i "Frøken Sauterne" det fremragende nummer lidt ved at gøre det mere klovnet end inderligt. Men det er en undtagelse i den ellers så imponerende balancering mellem netop disse yderpunkter, der aftenen igennem forbilledligt har formået at dramatisere melankolien i det muntre hos Larsen.

Vores nationalskjald får med andre ord godt med kant via de pudsige indfald i denne moderne opsætning, og det uden at give køb på den brede folkelige appel. Det er også noget af en linedans, og det er endog rigtig godt gået.

Der sluttes af med "Om lidt" med alle mand på scenen. Et forventeligt og virkningsfuldt punktum for en fremragende forestilling. Dagen Før på Aveny-T spiller indtil den 7. december 2013

[kulturformidlet]

Ondskab og overlevelse

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på kultunaut.dk

      Reumert-belønnede Jens Albinus udviser en sjælden, hudløs blanding af raseri og resignation i sin Primo Levi-monolog om kz-livets ekstremer og menneskets potentiale – på godt og ondt. Stykket blev opført med kæmpe succes i 2010 og 2011 i Skuespilhuset og er nu stillet til rådighed for Aveny-T. Albinus har kompromisløst kompileret, komprimeret og kondenseret Primo Levis berømte erindringsbog Hvis dette er et menneske til en intens, nøgtern monolog af knap en times varighed. Den formelle skuespilteknik er i centrum med behersket kropsprog, svingende stemmeintensitet og fokus på sprogets rytme og fremsigelsens temposkift. Undervejs er der indlagt pauser med enten stilhed eller klaver, men frem for alt er det teksten – ordene – som er råmaterialet i denne uhyre enkle opsætning. Koncentreret lader Albinus kemikeren og kz-lejr-overleveren Levis ord strømme igennem sig. Albinus fremstår på en gang ydmyg, beskeden, rolig, rationel og saglig, og samtidig virker han så edderspændt ætsende indigneret, trodsig, forknyt, vred og anklagende. Manden kan eksplodere hvert sekund, men han behersker sig, og vi lytter. Hvad andet kan man? Primo Levi bærer vidnesbyrd om den benhårde, stædige overlevelse fra dag til dag i kz-lejren. Han fortæller om arrestationen i Italien, den lange tur i kreaturvogn til Polen og om livet i lejren ned i de mindste detaljer. Herigennem belyses de umenneskelige forhold, der systematisk sletter alle menneskelige træk, ydre som indre. Der er ikke energi til medmenneskelighed midt i kulden, sulten, sygdommen og udmattelsen. Man må økonomisere med alt: Bevægelser, åndedræt (som Albinus på scenen), men også tanker og følelser i kampen med sig selv og andre om at overleve. Trangen til at begribe det uforståelige over for den totale tilfældighed, hvormed menneskeskæbner afgøres, er ubærlig. Om man havner til højre eller venstre er fatalt, og det besluttes på sekunder i lejrens maskinelle produktion af død og lidelse. Der er dem, der klarer sig, og dem, der går til grunde. Intet andet. Hvis dette er et menneske er således en rapport fra helvede på jord; om et af de mørkeste kapitler i Europas historie. Og den fortælles med en slet skjult genistreg netop på en (pun intended) europalle. En helt standardiseret af slagsen, der er lige så grufuldt anonym som Albinius’ mørke jakkesæt. Pointen, at dette blot er én skæbne blandt millioner, og at uhyrlighederne – af alle steder – kunne ske i Europa, er på den måde elegant iscenesat. Udover europallen er der ingen rekvisitter eller dekoration. Scenerummet er nøgent, som de fanger, der beskrives. Ikke så meget som et bagtæppe er sat op. I stedet for Skuespilhusets store hvide væg ser vi på Aveny-T en sort, rå bagvæg – betegnende nok med både flugtvejsskilte og hjertestarter. Auschwitz er verdener væk og alligevel så betvingende tæt på i kraft af det historieansvar af dimensioner, som vi allesammen skylder – ikke bare de overlevende – men selve menneskeheden. Albinus virker udmattet, da han bukker for os, og det er man som publikum også. Sikke en bedrift. Hvis dette er et menneske på Aveny-T indtil 20. april Idé og manuskript: Jens Albinus – efter Primo Levis Hvis dette er et menneske i Nina Gross' oversættelse. Musik: Sjostakovitjs klaverkoncert i g-mol  Dramaturgi: Jesper Bergmann og Sabina E. Z. Seest Scenografisk konsulent: Mia Stensgaard Originalt lydkoncept: Jonas Vest Konsulent: Emmet Feigenberg

[kulturformidlet]

Mikael Simpson, Albumkoncert 2

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på gaffa.dk Mikael Simpson følger med sin anden albumkoncert godt op på den første med et mere råt electronica-udtryk. Rocken er dog langt fra gemt væk. Så nåede vi frem til anden del af Mikael Simpsons albumkoncerter med "Stille og Uroligt" og "Slaar skaar" som uforstyrret centrum. Her er ingen svinkeærinder. Konceptet forfølges gennemført. Igen er Aveny-T scenen, og igen er salen fyldt med fans, der har glædet sig til denne treat: at høre de to albums fra ende til anden. Og det er en treat, om end lyd og lys kaster malurt i bægeret.

Udtrykket er mere råt denne gang. En bar scenevæg og et hidsigt lysshow med lystofrør, der blinker så kraftigt og hurtigt, at det nærmer sig stroboskobeffekt udgør de visuelle effekter. Undervejs får varmere lys også lov at dominere, men koncerten igennem bombarderes man med dette hvide, hidsige lys som effekt. Det er lige nok. Dertil er lyden (for) høj og med så meget rumklang, at den bliver mudret. Vokalen drukner lidt i det ellers vanvittigt smukke første nummer "Mist dig selv i mig", og faktisk er det først i andet sæt, at der kommer ordentlig styr på det rodede lydbillede.

Det er selvsagt en skam, men det hindrer ikke, at "Jeg kan se det, at du ved det", som introduceres som "lidt af en lækkerbisken" og med blæret mundharpeintro, kryber ind under huden og sænker paraderne.

Fine kontraster

Der er god plads til improvisation og tilføjelsen med Asger Baden på keyboard understøtter electronica-fokuset glimrende. "100 bpm" bliver spillet for første gang live og byder på god knitrende dub. Så sidder man der i sit lille røde plyssæde og raver af sted. Det er en speciel sammenblanding, der har sin charme. Det samme kan man sige om Simpsons distancerede ironi mellem numrene og så det gribende nærvær musikken fører én ind i. "Næste nummer er en øm, fin lille en", lyder det eksempelvis, og man når lige at grine lidt forløsende, inden "Vi 2" med skrøbelig, indtrængende vokal og afdæmpet backing effektivt angriber følelsesregistret.

"Bistand og bling" "lyder sådan her foran det rigtige publikum", kurtiseres vi, og med den er vi nede i tempo i et stemningsfuldt, dystert univers, for så igen at blive sparket op i gear med "En bacille i mit blod", hvor Niclas Tanges insisterende trommer afføder fælles klappen i takt. Denne gang er det ikke tilladt med øl i salen, hvilket Simpson beklager meget. Mange gange. Af samme grund spilles koncerten ikke ud i et, og "Uren besked", der introduceres med lækker blues af Henrik Liebgott, afslutter første set i fin stil.

God variation

"Et stød mod grund" og "Slaar skaar" starter andet set smukt, om end undertegnede savner den klagende trompet på sidstnævnte. At bandet leger med albumversionerne og varierer dem efter forgodtbefindende skal dog langt fra beklages. Der veksles med godt overblik mellem elektronicaen og det faktum, at vi dybest set har med et rockband at gøre. Meget af rytmen samples, men samtidig har man en Niclas Tange siddende på trommer, som også bruges flittigt. Det fungerer fornemt.

Simpson fortsætter sin særegne blanding af knusende ærlighed midt i et røgslør af distance og ironi, som er svært ikke at elske. Han roser Asger Baden i høje vendinger og fortæller at især dennes dugfriske kærestesorg var noget, han kunne udnytte: "Jeg tog al Asgers smerte og gjorde til min", griner han ondt. Som optakt til "Det var en lørdag aften", som afføder aftenens længste bifald og muligvis også er aftenens bedste nummer, lyder det med reference til Lulu Rouge: "Hør nu her, technobønder. Vi skal bruge det nummer, så nu får I lige en rockalbue lige i face".

Et andet højdepunkt er den stille "Vi stod lige her (nu staar vi her)", hvor scenen bades i rødt lys og lydbilledet gøres helt enkelt med guitar, keyboard og vokal. Det brænder i den grad igennem og igen efterfølges det eftertænksomme, følsomme af en gedigen fest i form af "Medicin" med sin legende grundmelodi og bragende bas-sekvenser fra Georg Rune Andersen.

Slaar skaar's allersidste skæring "Møjn" droppes, og der afsluttes med "Inden du falder i søvn". Det er ikke for meget for os, og Simpson får igen sit stående bifald.

Summa summarum

Andet sæt er klart det bedste, men trods rørende momenter og godt eksekverede numre mangler der grundlæggende både lidt nerve og stemning. Det er en gedigen koncert, der desværre ikke løfter sig til noget rigtig stort, men denne anmelder må efterhånden erkende sin svaghed for dette band live. Mikael Simpson, Aveny-T, København, den 8. december 2012 

[kulturformidlet]

Mikael Simpson, Albumkoncert 1

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på gaffa.dk ”Vi spiller på dansk. Vi har byer, vi skal ud til”. En ekstremt veloplagt Mikael Simpson forførte et meget dedikeret fan-publikum på Aveny-T.

Mikael Simpson fejrer sit 10 års jubilæum med syv albumkoncerter med det oprindelige Sølvstorm-lineup på Aveny-T. De er meget logisk opdelt i albums: "Os 2 + Lidt Ro 2002" og "De Ti Skud" denne weekend og så "Stille og Uroligt" og "Slaar Skaar" anden weekend i december.

"Jeg har hørt mange sige, at jeg tager publikum for givet. Det vil jeg gerne lige råde bod på, inden vi når til de stående ovationer", starter Mikael Simpson kækt med karikeret arrogance til stor fryd for salens mange fans. Manden har humor, og stemningen er helt i top fra start. Det er tydeligt, at dette publikum har fulgt og hyldet ham i mange år. Der er endda helt familiært tradition for at købe øl med til ham fra baren. Sætlisten giver sig selv sådan en aften, og allerede med "Faldskærm" (første nummer på første album) suges man ind i det minimalistiske, melankolske univers, som Simpson mestrer så unikt. Med sit miks af guitarbaseret pop, hvor Simpsons spinkle stemme emmer af skrøbelig længsel på de simple, poetiske tekster, og den enkle elektronika med fantastiske dub-sekvenser drømmer man sig væk i sit lille røde plyssæde og nyder udsynet til det dybe scenerum. Også lyden fungerer fornemt, og det står ikke overraskende lysende klart, at disse to albums stadig holder 100 procent og har ageret inspirationskilde for mange siden.

Når der spilles op til dub

"Der Er Så Meget Vi Skal Nå" er for undertegnede det første store højdepunkt. Her kommer elektronikaen op i gear, der er ekko på vokalen og hjerteskærende mundharpe. Det drømmende lydbillede løfter sig her for alvor til noget stort, godt understøttet af lyset, hvor et par diskokugler illuderer stjernehimmel. Det er magisk. Første albums titelnummer følger denne stemning godt op, hvorefter Simpson introducerer "Det Er Ligemeget" med ordene:"Det er ligesom mit liv. Første del med rank ryg, så en masse damage control og videre ned i en skæv ballade". Undertegnede smiler bredt og nyder den sakralt ophøjede intro og forvrængede vokal.

"De Ti Skud" har mere fokus på elektronikaen, som ifølge denne anmelder er den del, der fungerer bedst. Bandet er lige loose nok, ikke helt så tight og sammenspillet som i gamle dage, og undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget d'herrer mon har fået øvet. Dog slipper de endog rigtig godt fra at spille deres version af det decideret fremragende Trentemøller-nummer "Virus". Sikke et treat at høre det live. Andre numre bør også fremhæves. "Sexponering 2004" får en fantastisk intro, og storhittet "Du drømmer om et andet sted" giver gåsehud med sin insisterende udlængsel: "Du ville bare væk, og jeg ville bare med. Men det gjorde vi ikk'". Så enkelt et budskab i storladne rammer. Den går under huden. Hver gang. Entertaineren Simpson 

Undervejs ryger der også nogle finker af panden, så at sige. Der er hug til så forskellige ting som tv-serien "Forbrydelsen" – som ordmanden Simpson behændigt omdøber "Fortrydelsen" – technofesten "Sensation White", der omtales som et tandpastamærke, forlængst droppet forståes, og heller ikke den unge rapper Kidd går ram forbi. Han får følgende musikalske svada med på vejen midt i en fantastisk dubbet fremførelse af "Set Det Ske": "uh-uh-uuh det' så svært at være så dum". Igen er det umådelig svært ikke at lade sig charme. Simpson er en dreven live-musiker, og han har salen i sin hule hånd. Selvironien driver, da han kort forklarer, hvordan han helt fra begyndelsen dødsdømte Trentemøllers engelsk-sprogede projekter. "Næh, vi synger på dansk. Vi har byer, vi skal ud til".

Sidste højdepunkt er afslutningen, som i stedet for et syv minutters rygermix af "Set Det Ske" (ifølge Simpson), bliver hans danske Bowie-cover af "Let's Dance". Med den får Simpson sit stående bifald, og vi danser alle ud i natten. Der er lang kø til Café Kellerdirk lige ved siden af, og Simpsons linje fra "Er du kommet for at få noget" snurrer uværgerligt i hovedet: "Ingenting kan friste her". Undertegnede glæder sig til gengæld usigeligt til næste albumheat i december.

Mikael Simpson, Aveny-T, København, den 3. november 2012