Jeg skriver stadig til Bondegatan da jeg ved at lader breve eftersend om du rejser, min egen adresse er stadig ukendt men i dag eller i morgen tænker jeg at vi ved ,hvor vi skal stationeres.
Der var virkelig lagt den ’røde løber’ ud for os her i Danmark, jeg har aldrig været med til noget så bevæget, som over den modtagelse som vi var ude for.
Da vi forlod Helsingør kl ½ 10 i strålende solskin med vore biler, førte regimentechaufføren min vogn, så jeg rigtig kunne nyde turen, alle flag var hejste mest Dannebrog men også engelske og amerikanske flag og folk stod ved havelågen, i vinduer og ude på vejen og råbte ’velkommen tilbage’ og vinkede med flag.
Et sted i Rungsted, hvor vi holdt og ventede på en bil der var punkteret, kom en herre ud fra Fru Triers Villa med en hel flaske cognac til os. De to jeg var sammen med på vognen blev efterhånden mægtigt imponerede over så mange mennesker der kunne kende mig, da de brølede ’Da’ Heckscher’ langs hele ruten. Både folk jeg kendte igen og mange flere, som jeg ikke kunne kende i farten.
I Vedbæk hilste jeg også på den lille Dukkemand Weidermann og hans datter, på ’røde’ Schou i Skodsborg parken, Glanson-Petersen på Eremitagevej på Malbecks, så du forstår det var en oplevelse.
I Rungsted kom en Frihedskæmperbil og fortalte at en bil 28728 var ude med ’Hipo’ mænd, og at vi skulle skyde uden varsel, så snart vi så dem, så vi fik geværerne frem, men vi mødte dem nu ikke. Det vrimlede med frihedskæmpere glimrende bevæbnede med engelske og amerikanske våben. Vi så meget få tyske soldater og officerer og de stod og gemte sig langt inde i haver og bag stakitter og så meget ’nebbich’ ud.
I Hellerup var en masse villaer stillet til disposition for Brigaden og der talte jeg med Fru Halvad, med Arne fra J.S.Salomonsen med Sheested-Hansen, det vrimlede i det hele taget med folk på vejen derude.
Kl 19:00 samledes vi til turen gennem byen også den bliver et minde for livet, den eneste begivenhed jeg mindes, som den kan sammenlignes med var Charles Lindbergs indtog. Alle var ude langs ruten, de havde stået opstillet siden klokken 14 og ventet, og da vi endelig kom, var de ellevilde, kastede blomster, løb efter vognene for at trykke vore hænder og når trængselen blev, så vi måtte holde et øjeblik, kom folk frem med 4-5 års børn, som skulle hilse på en dansk soldat. Så det var med en følelse af, at det var os, der var vendt hjem som Triumfatorerne og havde slået fjenden.
Turen gik ad Ryvangen til Strandvejen, Østerbrogade, langs Søerne til Vestre Boulevard, og da min vogn nåede frem til Landsoldatens statue, begyndte et maskingevær at skratte et sted oppe på et tag, og de tusindetals mennesker som stod på Rådhuspladsen flygtede til beskyttelsesrum og porte. Og så var vi midt i en gevaldig ildkamp. Vore folk skød også som rasende, men jeg løsnede ikke et skud fra mit gevær, da jeg ikke med bestemthed kunne udskille, hvor de enkelte skud kom fra og jeg ikke ville risikere at ramme uskyldige mennesker.
Jeg har tit tænkt på ,hvordan man ville tage en sådan situation, og jeg må sige, at det ikke gjorde større indtryk. Jeg var ganske rolig trods at ruderne i Helmerhus bag os et efter et knustes. En af mændene på min vogn gik amok af iver eller skræk, så jeg måtte tale alvorligt med ham, da han pludselig tog sine håndgranater frem, for at han ikke skulle kaste dem blandt uskyldige mennesker. Da pladsen efterhånden var blevet tømt for folk, kørte vi videre frem, forbi Rick’s Huset og videre langs Rådhushaven og holdt så for at samle os ud for Arena. Der blev stadig skudt efter os især fra et vindue øverst i Rådhuset som var dækket med et Dannebrogsflag, men heldigvis undgik vore folk at blive sårede.
Livet på vor vogn var nok lidt usikkert, men hvis døden skulle nå den, så bliver man i hvert fald ikke invalid, da der kun bliver et stort hul i jorden, hvor den har været, da den er lastet med 3000 kg sprængstof.
Så fortsatte turen ud over Langebro – som stadig er ret laset – ud ad Amager Boulevard til Amagerbrogade, til Frankrigsgades Kommuneskole, hvor vi lå i nat i halm, denne gang dog i papirsposer ligesom i Malmø, men uden senge kun på det bare gulv, men jeg sov som en sten hele natten.
Her er ellers stadig uroligt i byen med jagt på Hipo folk og der skydes livligt. Vi holdes stadig som fanger, må ikke forlade området men i går kom jeg dog over en telefon og ringede til revisoren men ingen svarede, så ringede jeg til V.677 men ingen svarede, endelig fik jeg fat i Glasel, han havde vist nær fået et slagtilfælde sådan tog det på ham og jeg måtte endelig hilse jer alle og komme derud men nu må vi først se, hvad der skal ske med os.
Gennem Ellen som havde talt med Vera i Malmø kan jeg forstå, at du havde sendt mig en sovepose, det var sødt af dig, men den nåede altså ikke frem.
Jeg vedlægger, hvad jeg har af rationeringsmærker og frimærker
Kærlige hilsner og kys til dig og Dorrit
Fra din Knud.
