Tilbage over broen
Et øjeblik er jeg opslugt af en trøstesløs idé
der ikke vil omvælte sig fra andet
end det jeg selv kender til
Du vidste det ikke
Jeg vidste heller ikke
at jeg skulle klemme øjnene sammen
for at se
Men vi kunne slå døren ind sammen
Den dag vi vil
Og vi kunne klemme en sø bort mellem vores fødder
og samle hænderne om hele gården
med træerne og det gule græs og bænkene og de grædende børn
som om det var første gang
vi hilste på hinanden
ude blandt alle andre
Tiderne skal gå langsomt
så jeg kan hvile i den milde vrimmel
af udtryk du giver bort
Kan vi cykle ned ad bakken sammen?
Du svarer ikke
Hvor går vi hen?
Tilbage over broen
og ind i Rema
Minderne vælter frem
og vi bevæger os hen mod boulevarden
Jeg kan mærke cigaretterne og dengang svømmetagene rigtigt tog til
Jeg ytrer mig om alt det jeg ikke har forstand på
men det rimer alligevel på tårer og uden at tænke over det
glider regnen ned i min hals
og fryser fast
Og uden at lægge mærke til det
er jeg væk igen
Og kører i bus, det blinker, og kører i tog, det blinker, og lyset stopper
Hvor ligger jeg gemt?
Jeg tænker på hvor jeg skal sætte fødderne næste gang
Og kigger udover kirkebakken
og mærke et glimt
der rækker udover det jeg en dag kan bliver til
Eller jeg kan bidde mig fast
men først flyve bort
til medlemmernes begyndelse
Der hvor stjernerne tager til i styrke
vil jeg gemme dit ansigt
skubbe tågen ned i lommen
Og du vil være en lyd jeg ikke har lagt mærke til før
En uvis linje
i mit eget hjemland
Men lige nu vil stjernerne vandre henover dit ansigt
og stå stille en lørdag morgen
