Fik jeg nogensinde skåret det ud i pap for jer, hvor fucking meget jeg ELSKER at arbejde i Osmans pizzaria? Om et par uger har jeg arbejdet der i et år, og det bliver kun sjovere og sjovere for hver dag, der går. I dag er der valg i Tyrkiet, så Osman havde taget sin computer med derud og sad på sin sædvanlige læderstol i hjørnet af køkkenet og fulgte med, mens han kværnede en pose bland-selv-slik og kæderøg en pakke Prince. Han var så lykkelig over, hvordan valget gik, at han gik hen og tvang mig rundt i en sving-om. I dag fik jeg også kælenavnet “Stjerneskud”, og han sagde “Alt tøj passer på dig”, og jeg tænkte bare, nej, Osman, tøj kan for det første ikke passe på én, og alt tøj passer mig ikke, ikke en størrelse XL, men ved jo godt, han mener, at alt klæder mig. Elsker bare, hvordan de - modsat os remouladedanskere - ikke er bange for at vise følelser derude; ikke er bange for at rose hinanden og være kærlige og slås for sjov. Eller omvendt kaste med frosne grillkyllinger ude i køkkenet, hvis de er frustrerede. Der er så meget liv derude. Jeg elsker deres kultur. Elsker, at elektrikeren Dennis får rabat på pizza for at ordne ting for Osman. Elsker, at Osmans frisør får gratis mad. Jeg elsker, hvordan de bare allesammen er brødre og gør hinanden små tjenester og “betaler” hinanden med alt andet end penge. Det er så primitivt, men der er også ret meget kærlighed over det. Altså, jeg prøver ikke at overromantisere, at jeg altid får min løn for sent og i kontanter. Slet ikke. Men det er altså smukt, hvordan det handler om alt andet end bare at få stukket et par sedler i hånden ved månedens ende. Osman spørger mig altid, hvordan det går med kærligheden eller siger ud af det blå ting som: “Hvad er livet?”, og så taler han om, at han vil bo på en gård med en masse får, fordi der ikke er nogen brok med dem, som der er med mennesker. Han har også nogengange sin 8-årige søn med derud, og i går havde sønnen spurgt efter mig hele dagen. Sønnen kan svensk, dansk, og enten tyrkisk eller kurdisk og er ret så kvik. Samme med Osman. Og de andre derude. Tænker ofte, at det er en smule trist, at skæbnen vil, at de “bare” arbejder i et pizzaria. Ikke at der er noget galt med det. Det skærer bare lidt i hjertet, når Osman taler om sine store drømme, som integrationen forhindrer ham i at realisere, mens jeg eksempelvis bare sådan kan starte på universitetet. Sådan en simpel ting som sproget gør det hele ret svært. I det store. Men også mellem ham og jeg. Forestil jer fx, hvordan det er at diskutere filosofi, religion og politik, når der er en kæmpe sprogbarriere mellem ham og jeg. Ingen af os kan udtrykke os helt. Det er også noget af det, jeg elsker allermest ved at være derude. Det er mig, der er den fremmede. 50 % af tiden taler de kurdisk. Det er mig, der skal forstå kulturen og indordne mig. Jeg tror virkelig, det er sundt for os priviligerede danskere, at det pludselig er den anden vej rundt; at det er OS, der er fremmede. Ikke at man kan sætte mine timer i pizzariaet op mod at være flygtning og komme til et helt nyt land. Men alle burde virkelig opleve, hvad jeg gør og se tingene fra et andet perspektiv.
Når jeg på et eller andet tidspunkt pakker mig selv ned i en 3.persons fortæller i en roman, I ikke kan vurdere om er fakta eller fiktion, så optræder der nok en karakter ved navn Osman deri. Pssst, og han er altså ægte. Han findes. Og han er præcis, som han bliver beskrevet her. Osman er vist blevet lidt af en onkel for mig. Eller Amca, som man siger på tyrkisk.