Shakespeares klassiker "Romeo & Julie" som ballet af John Neumeier med musik af Prokofjev. Det er nogenlunde så stort, det bliver inden for klassisk ballet. Forventningerne er følgeligt skruet godt op, og de bliver - imponerende nok - indfriet til fulde. Bravo!
En lille advarsel skal måske sniges ind fra start. I skrivende stund tordner Prokofjev ud af højtalerne, og denne anmelder tenderer det uforbeholdent begejstrede - stadig helt beruset over, hvor magisk en oplevelse det var at se denne opsætning af Romeo & Julie på Gamle Scene.
Verona introduceres omhyggeligt. Der går lige vel lang tid med maleriske miljøbeskrivelser, men så starter familien Capulets store bal med et brus. Musikken omslutter os kraftfuldt, scenen fyldes med dansere klædt i sort, og Gitte Lindstrøms Lady Capulet (Julies mor) troner frem i orange-rød lang kjole og meterhøje majestætiske saksespark. Streng, i takt, korrekt - og fuldstændig blændende. Så er vi igang!
Prokofjevs kendte musik til Romeo & Julie bliver siddende i kroppen længe efter forestillingen og er i sig selv grund nok til at se denne smukke ballet. Det intime og fortættede blandes med det dystre, magtfulde, pompøse og storladne. Det Kongelige Kapel giver den fuld gas, når de sansebombarderer os med fuld strygerbesætning, messingblæsere og slagtøj, alt hvad den kan trække. De må have glædet sig til at spille dette fantastiske partitur. Teatrets smukke lille video giver et godt indtryk af både musik og stemning. Her er drama for alle pengende. Alt er på liv og død!
Susanne Grinder er en ung, kejtet og legesyg Julie. På den ene side utrolig menneskelig i sin ungdommelige opsætsighed over for ammen, der kæmper med at give hende sko på, mens hun danser(!) og ikke mindst i forhold til uviljen mod Prins Paris (en skøn Marcin Kupiñski, der tager afvisningen ærefuldt), som det er meningen, hun skal giftes med. Samtidig fremstår hun som en æterisk skikkelse af en anden verden, når hun duvende svæver over vandene og bærer sin smerte med oprejst pande. Det er en betagende blanding. Helt mageløs er hun, da hun efter at have slugt Broder Lorenzos gift svækket flakker rundt i akavede, unaturlige positurer badet i grønt lys. En scene der vækker stærker minder til Grinders smukke forløsning af den forheksede, ten-stukne Tornerose.
Ulrik Birkkjær er ligeledes en smuk prins, omend man måske selv havde snuppet Mercutio i form af den potente Alban Lendorf, der springer højere og svæver længere i luften end nogen. I de fjerlette pas de deux'er, hvor Romeo løfter rundt på Julie og de to kommer helt i sync, er der dog ikke et øje tørt. Vi tror på dem - det er ægte kærlighed det der, og det er i sandhed en tragedie, at de ikke kan få hinanden. Med Romeo i bar overkop i deres sidste dans flirtes der med den moderne ballets udtryk og rendyrkede linjer. Parret smelter væk i hinanden og igen slåes det fast med syvtommersøm, at disse to sjæle hører sammen. Det er, så man sidder med hjertet i halsen og hepper på en umulig happy ending.
De snedige løsninger i forhold til handlingen, hvor Julie og Broder Lorenzo eksempelvis står som forstenet, mens gøglertruppen udspiller den vilde gift- og flugtplan, der skal redde det elskende par, samt de flydende, ubesværede sceneskift, gør deres til at understøtte intensiteten. Den nok så kendte balkonscene omdannes smidigt til kirkeplads med en enkel forskydning af bagvæggen, og med et par kister umærkeligt gelejdet ind fra højre er vi pludslig indenfor. Lige så elegant er vi med ét tilbage på bytorvet, hvor den ikke får for lidt med festivitas inden Tybalt og Mercutios drabelige fejde.
Mercutios dødsrallen sker flot i takt til musikken, mens alle omkring tror, det er skuespil. What a way to go! Det samme kan man sige om Tybalt, der hævndræbes af Romeo, og ligefrem falder ned fra balkonen. Han får et storladent begravelsesoptog med fakler og fremprovokerer en hjerteskærende, desperat sorg hos Lady Capulet. Trods hendes korrekte ydre og den strikse opdragelse af Julie, fornemmer vi tydeligt, at hun mister mere end blot en god ven af familien i Tybalt. Ingen dør dog selvfølgelig mere fuldent og tragisk end vores to hovedpersoner. Det er ikke til at bære, men det skal ikke desto mindre så absolut opleves.
Romeo & Julie er en vaskeægte klassiker i dansk ballethistorie. Den tysk-amerikanske koreograf John Neumeiers opsætning fik dansk premiere helt tilbage i 1974 (førsteopførelsen var tre år inden i Frankfurt) og har siden - med god grund - været en fast del af repertoiret. Et væld af prominente dansere har således fortolket denne eviggyldige tragedie, der også er pakket med gode karakterroller. Det øger naturligvis presset på danserne og lægger op til sammenligninger på kryds og tværs af generationer. Noget undertegnede må lade andre om, da dette var denne anmelders første Romeo & Julie. Og sikke et sted at starte. Det bliver med sikkerhed ikke den sidste.
Romeo og Julie på Gamle scene indtil 7. maj 2013
