Om at starte fra begyndelsen
Hvis De læser dette, er der to muligheder: De er enten en af denne blogs allerførste besøgende, og i så tilfælde tak, eller også er De en nyere besøgende som har læst et af mine fremtidige blogindlæg, har syntes om det, og har valgt læse nogle af de ting jeg tidligere har skrevet.
Hvis De har valgt at bevæge Dem baglæns igennem arkivet, med henblik på at læse alt hvad jeg har skrevet, kan jeg ikke andet end gratulere Dem med at De nu næsten er ved vejs ende. Men hvis De derimod har valgt at gå direkte tilbage fra de første blogindlæg og derefter arbejde dem fremad for at få opleve bloggen i den rækkefølge den opstod, må jeg venligst bede Dem om at lade være.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå denne reaktion, og jeg har også selv haft den, når jeg har fundet et eller andet nyt. Vi er blevet vandt til at den underholdning vi forbruger bliver rigere, hvis vi er med helt fra starten af, eller at den måske endda føles fattigere hvis vi ikke var det.
Et stort problem tegneserieindustrien har, er at de fleste tegneserier bygger på mange årtiers etableret kontinuitet. Det derfor kan være svært for nye læsere at komme i gang, hvis der står at det hæfte man har lyst til at læse, er nummer femhundrede i serien. Det virker bare naturligt enten at starte fra begyndelsen, eller at glemme det helt.
Hvis en skurk som blev besejret i hæfte nummer tohundrede kommer frygteligt tilbage i nummer trehundrede vil entusiasten, der har læst hele serien, måske få mere ud af den end nybegynderen. Hvis forfatteren er kompetent nok, vil nybegynderen sikkert også få noget ud af det, men veteranen vil sandsynligvis nyde historien mere.
Der er selvfølgelig også mange dramaer, hvor historien bliver mere spændende hvis man er med fra starten, og det ville være synd og skam hvis nogen snød sig selv fra de første afsnit af Firefly, eller Game og Thrones, men der er også tilfælde hvor det forholder sig anderledes.
Hele den første sæson af The Simpsons er temmelig sølle, og ikke kun fordi animationen er dårlig, men også fordi forfatterne og stemmeskuespillerne endnu ikke havde fundet sig til rette. Man var simpelthen endnu ikke kommet frem til den kerne der gjorde The Simpsons til The Simpsons endnu. Og den første sæson var ikke særligt god i sig selv, men et nødvendigt onde i den proces.
Det betyder ikke nødvendigvis at vi er nød til at se den første sæson, for at nyde resten. Det samme er tilfælde for mange andre produktioner, især på internettet, hvor ”underholdere” bruger lang tid på at komme frem til en stil og en stemme.
Og det er det niveau jeg er på lige i øjeblikket. Det er ikke en buddhistisk dannelsesrejse, eller en målrettet proces, men mere noget jeg har set ske for andre, og som jeg forventer, vil ske for mig.
Derfor synes jeg vi skal lave en aftale, De og jeg. Hvis De lover mig at læse Dem igennem mit arkiv baglæns fra de nyeste blogindlæg, frem for forlæns fra begyndelsen af, vil jeg til gengæld give Dem nogle links, til et par af ting, jeg rent faktisk er stolt af at have skrevet. Aftale? Det tænkte jeg nok.
Ja så er det selvfølgelig her det er lidt pinligt at jeg ikke har nogen links, men hvis De kan læse dette, betyder det bare, at de er en af de første besøgende, og det er vel også en slags trøstepræmie.