Jazzpoethouse møder indieguitar
Jeg praler gerne af at være blottet for nostalgi. Jeg nægter at ende som generationerne før mig, der bliver ved med at tale om "dengang i 60'erne" eller hænger fast i den musik, de (vi) hørte i de formative år.
Men (mindst) en ting kan få mig ned ad nostalgiens gustne spor: Pianobreaks, der lyder som 1980'ernes tidlige houseplader. Hallelujah!
Hvis man kombinerer dén feeling med skramlede rytmebokse og Gil Scott-Herons overjordiske jazzpoesi, er jeg solgt. Derfor spiller jeg lige nu "I'll Take Care Of You" på repeat. Det er en skæring fra sidste års "I'm New Here"-album, men i et nyt remix lavet af Jamie xx fra indiebandet xx.
Scott-Heron taler/synger med sin rustne, dybe stemme, og Jamie bygger et lydlandskab, der trækker sig ind og ud af højttaleren. Som bølger mod stranden. Og i glimt får man den skønne lyd af piano, der får sangen til at swinge, som var den indspillet på DJ International i en garage i Chicago i 1986.
http://www.youtube.com/watch?v=PaXslpx3MWY&feature=channel
Jamie xx har faktisk remixet hele Gil Scott-Herons album fra sidste år. Nu hedder det "We're New Here", og det stemningsfuldt med masser af de lyriske guitarer og det tilbageholdte åndedræt, mange faldt for hos xx.
Men det bedste er selvfølgelig, at projektet liv i Gil Scott-Heron. Han fortjener det. Den seje mf'er. Manden bag "The Bottle", "Winter In Johannesburg" og "The Revolution Will Not Be Televised". Det sidste fik han ikke ret i, men det er stadig en sublim sang.
Han spillede den desværre ikke ved koncerten i Lille Vega i København sidste år. Men det var ok. Det var stort bare at høre hans mørke stemme runge ud i lokalet og få muligheden for at opleve ham i god form igen. Han har ellers slidt hårdt på sig selv. Mange års misbrug og selvdestruktion har sat sine spor, og mindet om kuldsejlede koncerter på Loppen og i Montmartre sad i baghovedet inden showet.
Men så begyndte han at tale.Han trak kasketten godt ned i panden, kløede sig i det grå fuldskæg og snakkede. Han grinede hjerteligt, mens han fortalte om sine oplevelser med at læse anmeldelserne af "I'm New Here".
”Der stod, at jeg havde været forsvundet. Det passer altså ikke, men hvor ville det være fedt, hvis man kunne forsvinde. Er kæresten kedelig? Bum, så er jeg væk. Jeg kunne også prøve det i aften. Koncerten ville blive kort, men I ville få noget at snakke om,” klukkede han og satte sig til rette ved sit Fender Rhodes.
Se ham her i ren version med titelsangen fra "I'm New Here":
http://www.youtube.com/watch?v=eV_astp3BjM&feature=related