Naomi Osaka - Kiki Bertens (kampstart fredag 10.00) Efter at vi torsdag fik afgjort hvid gruppe i Singapore, gælder det fredag den såkaldt røde gruppe, og det eneste, der ligger klart, inden dagens dyster, er, at Sloane Stephens topper gruppen efter to sejre, mens Naomi Osaka ligger sidst efter to nederlag. Men herefter er alt åbent. Som i noget nær alt. Naomi Osaka kan stadig nå at gå videre trods sine to nederlag, men er dog afhængig af, at Sloane Stephens tager sig sammen mod Angelique Kerber. Hvis Osaka vinder i to sæt over Bertens, går hun videre fra gruppen, hvis Stephens samtidig vinder. Osaka kan også ende med at gå videre via en sejr i tre sæt, og sejr til Stephens, men så spiller antallet af vundne partier ind. Bertens ved, at hun er tæt på 100 procent sikker på at gå videre med en sejr, spørgsmålet er, om hun er kommet sig over at have ladet sejren mod Stephens glide sig ad hænde onsdag aften. Her førte Bertens med 2-0 i tredje sæt, efter at have taget andet sæt overlegent med 6-2. På dét tidspunkt lignede hollænderen en klar vinder, men Stephens fik en lillefinger og nappede hele hånden. Osaka har ikke spillet op til det niveau, som gav hende titlen i Indian Wells og ved US Open, men måske hun nu kan lægge debut-nerverne bag sig og med ryggen mod muren spille op til dét, vi alle ved, at hun kan. Gør hun dét, slår hun Bertens. De har mødt hinanden én gang tidligere, dengang vandt Osaka i to, tilbage i 2016. Begge spillere er bedre i dag, som neutral tilskuer kan man bare håbe, at de viser det. #naomiosaka #kikibertens #wtafinals #tennis #singapore https://www.instagram.com/p/BpYhtnnBiD5/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=1eiwff033d4ks