Den planlagte kålsalat smagte mildt sagt grimt, så pludselig skulle det gå hurtigt med en salat, da maden snart var færdig. Jeg skar 2 appelsiner i skiver, kom granatæblekerner fra ½ granatæble og 15 gram ristede pinjekerner henover og så var der en hurtig velsmagende salat til 256 kalorier. Har man valgt fri frugt og grønt indeholder den kun 107 kalorier. Har man lyst kan man lægge appelsinerne på en bund af rucola, så bliver det en lidt mere fyldig salat.
I dag blev den blandede salat til en broccolisalat. Den er lidt anderledes end den traditionelle broccolisalat med en cremet dressing, da jeg har brugt rødvinseddike. I dag er den lavet med broccoli, æbler og pinjekerner, men der kan også tilsættes rosiner, tørrede tranebær eller sprødstegt bacon.
Broccolisalat 4 portioner
1 broccoli (400 gram)
1 sprødt æble
10 gram pinjekerner
2 spsk rødvinseddike
2 tsk sukker
Salt
Skær broccolien i buketter. Overhæld med kogende vand og lad det trække et par minutter. Hæld vandet fra og skyl broccolien med koldt vand.
Skær æblet i mundrette stykker og miks det med broccolien.
Lav en dressing af rødvinseddike og sukker og eventuelt et lille nip salt og vend dressingen sammen med broccoli og æbler. Lad salaten stå og trække lidt og vend lidt rundt i den en gang imellem.
Drys pinjekernerne hen over salaten og server.
En portion broccolisalat indeholder 88 kalorier. Hele portionen indeholder 352 kalorier.
Fredag aften stod den på fælles madlavning over facebook. Dvs. en skrev hvad vi skulle gøre, mens vi andre kommenterede og til sidst viste vores resultater frem. Det kom der et rigtigt godt resultat ud af,selvom butterdej ikke normalt er en del af min kost. Men jeg ved ikke helt hvad jeg lige skulle skifte den ud med i dette tilfælde.
Lazy chicken pie 4 portioner
400 g kyllingbryst
30 g pinjekerner
2 porrer
2 løg
4 fed hvidløg
2½ dl vand
½ bouillonterning (hønsebouillon)
1 dl skyr
200 g frossen spinat spinat
1 bundt forårsløg
2 spsk mel
2 plader butterdej
1 spsk olie
Salt
Peber
½ æg
Skær kyllingen i tern. Hak porrer, løg, hvidløg og forårsløg.
Rist pinjekernerne på en tør pande.Steg kyllingeternen i olien. Tilsæt de hakkede grønsager og steg videre til de er møre. Kom spinaten i og steg med til det er tøet op.
Kom melet i og rør godt rundt. Tilsæt bouillon og kog op. Tag gryden af varmen og rør skyr i. Smag retten til med salt og peber og tilsæt pinjekerner.
Kom alt fyldet i et firkantet fad og dæk toppen med butterdejen. Pensel med det halve piskede æg og bag ved 175 grader til butterdejen er gylden.
1/4 af tærten indeholder 404 kalorier. 1/6 af tærten indeholder 269 kalorier. Hele tærten indeholder 1616 kalorier.
Hvid kartoffelsalat med citron, basilikum og ristede pinjekerner
750 -1000 g kartofler (gerne små, nye, danske)
Saft fra ca. ½ citron
¾ dl mayonnaise
1 dl cremefraiche 18 %
2 gode spsk græsk yoghurt (jeg brugte 2 %)
1 tsk pesto (den købte version)
Et nip sukker
Salt og peber
En god håndfuld friske basilikumsblade, skåret i strimler – gem lidt til pynt
50 g pinjekerner – gem nogle til pynt
Rens kartoflerne, og kog dem møre i saltet vand. Det tager ca. 15 min, men mærk efter ved at stikke en lille kniv gennem en af kartoflerne i gryden. Kniven skal glide igennem, men der skal stadig være lidt modstand i kartoflens midte. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne køle af.
Rist pinjekernerne på en pande ved middelhøj varme, til de er gyldne og dufter. Lad dem køle af på en tallerken.
Bland alle ingredienserne til dressingen bortset fra basilikum og pinjekerner. Hold eventuelt igen med noget af citronsaften. Hvis dressingen er for flydende, tilsætter du ekstra mayo, cremefraiche eller yoghurt. Smag til med salt, peber, citron og sukker.
Vend forsigtigt dressing, pinjekerner og basilikumblade med de afkølede kartofler – brug gerne. en dejskraber for at skåne kartoflerne. Hold eventuelt noget af dressingen tilbage – der kan være lidt for meget. Drys lidt ekstra basilikumblade og evt. pinjekerner over kartoffelsalaten, og server den med det samme.
Det her er altså er lækker og mere sommerlig udgave af den klassiske danske, hvide kartoffelsalat. Endnu et sommerhit til grillmaden (:
Velbekomme!
/Luise