Discover Top Posts Tagged with #pontoppidan

Om visse monstris marinis

Erik Pontoppidan’s Det første forsøg paa Norges naturlige historie, forestillende dette Kongeriges Luft, Grund, Fielde, Vande, Væxter, Metaller, Mineralier, Steen-Arter, Dyr, Fugle, Fiske og omsider Indbyggernes Naturel, samt Sædvaner og Levemaade is a enormous work about Norway and all things Norwegian. In the second volume, he talks about a monster known as kraken or krabben. Since I am most unhappy with the fact that the book has never been entered into an OCR, I decided to upload my transcipt of the § 11, 12 and 13 of the 7th chapter of the second volume, which can be found as the original digitized book at archive.org (https://archive.org/stream/detfrsteforsgpaa00pont#page/340/mode/2up)

So, I hope anyone besides me who is optimistic enough to google this shit will happeen upon this and the awful myth that Pontoppidan totally invented the Kraken can be... looked at a bit more critically.

§ 12. Vore Fiskere sige, som med een Mund og uden mindste Contradiction, at naar de, særdeles i varme Sommer-Dage, roe nogle Mile ud at søge deres Næring, og efter Landkiendingen, hvilken de kalde deres M[?]ee, skulle, som sædvanligt, have 80 à 100 Favnes Dybhed, findes undertiden ikkun 30, 20 eller mindre Favne Vand, og deri tillige vist nok allerstørste Overflødighed af det de søge, særdeles Torsk, Langer og Brosmer. Deres Mede-Kroge ere knap udkastede, førend de kunde drage dem op igien fulbehængte med Fisk. Deraf merke de, at Kraken er i Grunden og giver den unaturlige Forhøvelse. [S. 342] Imidlertid blive de med Glæde liggende for att betiene sig af saa god Leylighed og ere undertiden en Snees eller fleere Baade samlede paa en maadelig Circonference. Det eeneste, some de da med største Fliid give agt paa, er, om Dybheden bliver den samme for deres Linier, eller om de efterhaanden faae høyere Grund og mindre Vand. I dette sidste Fald merke de, at Kraken løster sig og skyder op ad. Da er det en Tiid at bie længer. De overgive gandske deres Fiskerie, legge alle Aarer om Borde og roe for at retirere sig til een af Siderne saa hastig som mueligt er. Har de nu naaet det sædvanlige Dyb igien, of følgelig finde sig i Sikkerhed, da holde de stille og see, efter faa Minuters Forløb det mageløse monstrum at komme frem i Vandets Overdeel og der viise sig, forstaae ikke sit fulde Corpus, hvilket formodentlig aldrig noget Menniskes Øye har haft Leylighed at tage i Betragtning, (undtagen i dets Yngel og Affødninger, som siden skal tales om) men sin yderste Overdeel, hvilken efter Øyesyn, i en Fierdingvens Omkreds (nogle sige meere, men jeg udvælger for Sikkerhed det mindste) synes af Begyndelsen ikke anderledes end om der laae en Samling af sinaa blinde Skær i Havet, alle behængte med noger der flyder og fluctuerer ligesom det kunde være Tang. Her og der merkes en større Forhøyelse, ligesom Pukler, paa hvilke adskillige sinaa Fisk sees at springe og sprette, indtil de rulde ned over Siderne. Endelig reise sig nogle glentzende Spidser og Takker, som blive tykkere jo længere de komme over Vandet, men undertiden saa høne som maadelige Skibs-Maste, saa at hvis de da fandt endog det største Orlogs-Skib at [S. 343] fatte i, maatte der følge til Grunds; thi efter en kort Tiids Forløb begynder Kraken at synke og give sig ned i Dybet paa nye. Naar der skeer, er Faren ligesaa stor som tilforn, hvis man befinder sig nær derved, efterdi dens synkende Bevægelse giør mange store Svælg i Havet og ved Dragsue, som det kaldes, tager alting med sig, ikke anderledes end Male-Strømmen ved Moskøe, som paa sit Sted er beskreven. Da nu dette forskrekkelige Hav-Dyr rimeligst kand henføres ad genus polyporum eller Korsfiskenes Art, som siden skal vises, saa synes det som man egentlig faaer ar see deraf, at være dets antennæ, tentacula, Arme eller Føle-Horn, med hvilke det saavel bevæger sig, som indsanker sin Føde. Dog til dette sidste Øyemerke har den store Skaber endnu giort Anstalt ved en sterk Lugt, som dette Dyr skal give fra sig paa visse Tider, og derved ligesom lokke og hente den store Fiske-Mængde til sig. Af mange Fiskeres i lang Tiid sankede Forfaring veed man dette, at Kraken eller Krabben i nogle Maaneder æder, og i andre paafølgende udtømmer igien sine excrementa. Naar denne Excretion skeer, kand Vandets Overdeel farves deraf, og bliver ligesom tyk og mudderagtig. Denne Mudder siges at være Fiskenes Lugt eller Smag, eller begge Deele, saa behagelig, at de fra alle Sider søge tilsammen efter den, og naar de til den Ende ophole sig over Kraken, da aabner den sig for at opsluge sine kierkomne Giester, og at forvandle dem til nye Lokkemad for andre af samme Smag. Saa siges der, relata refero, ok kand herom ikke give saa vis Forsikring, som om Hoved-Sagen self, skiønt [S.344] jeg ikke heller finder noget naturstridigt deri. Da man elllers ikke tør vente paa nogen Leylighed til at examinere dette grumme Hav-Dyr levende, saa beklager jeg desto meere at ingen betiente sig af den rare Leylighed, som, efter følgende Beretning, eengang og maaskee aldrig tiere, skal have været til at giøre det. Hr. Consistorial-Assessor FRIIS Sogne-Præst til Bodøen i Nordland og Vicarius Collegii de cursu Evang. promov. har sidst afvigte Aar, da hand var her i Bergen, fortalt mig, det jeg igien fortæller paa hans Credit, nemlig: Anno 1680. skal en Krake (maaskee en ung og uforsigtig, af det Slags) være kommen ind i den Fiord Ulvangen i Alstahougs Sogn, da dens Sædvane ellers er ar holde sig nogle Miile fra Landet, hvorfor den og her maatte omkomme. Dette skal være skeet saaledes, at dens udstrakte lange Takker, eller Føle-Horn, hvilke den synes at bruge paa Sneglenes Maade, med at strekke dem hid og did, fattede maaskee i nogle nær ved Fiorden staaende Træer, som letttelig kunde løsrives, men fornemmelig of som man siden saae, i nogle aabne Sprekker, Steenrever og Kløster paa Klippen, hvari[?] den heftede saa fast, at den derved blev hengende, og ikke kunde virke sig løs igien, men creperede og tillige raadnede paa Stedet, da dens langsom fortærede Aadsel skal have fyldt et storr Stykke af bemeldte Ulvangens Fiord, og giort dem Side saa got som impassable for Folk af en delicat Lugtelse. Af dette Dyr have Fiskerne her i Norge det Mundheld: Du maa have fisket paa Kraken, forstaae naa een har været særdeles lykkelig i sin Fangst frem for hans Ligemænd, da de meene, det er ingen [S. 345] Konst, naar han har treffet saadan fiskerig Bund. At Kraken skulde have tillfønet nogen virkelig Skade, foruden at skille dem ved Livet, saa de kunde føre Tidender derfra, har jeg ikke hørt, uden i eet Exempel, som fortælles at have tildraget sig fer ikke mange Aar siden ved Fridrichstad i Aggerhuus-Stift, hvor et Par Fiskere uformodentlig, og til deres store Forundring, geraadede med deres Baad ind i en saadan Plet paa Vandet, som efter forrige Beskrivelse var hartad moradsig og sliimagtig, hvorfor de strax forlode den, men ikke fik Tiid til at giøre saa hastig Vending, at jo een af Kraken Takker flog til Baaden og knusede dens Overdeel, saa at derpaa, som paa et Vrag, knap bergede Livet i blikstille Veyr, uden hvilket dette Monstrum, ligesom Søe-Ormen, aldrig lader sig tilsyne.

§ 13. Saavidt har jeg om dette allerstørste, men hidindtil lidet eller intete bekiendte Hav-Dyr givet den Efterretning, som mig derom er forekommen. Nu vil jeg frem, deeles melde, hvad mig synes rimeligt og gandske formodentlig at kunde høre derhen, samt oplyses derved, saa og tiene til Stadfæstelse derpaa. Den ofte citerede Hr. LUCAS DEBES melder i sin Færøiske Beskrivelse adskilligt om hastig fremskinnende og hastig igien forsvindende Øer, hvis Væsen ingen kunde forstaae sig paa, saa man ikke torde forundre sig over at Almuen, ja vel klogere Folk har holdt saadanne ustadige Eilandes korte Aabenberelse paa de Steder, hvor man ved daglig Seilads vidste at ingen Skiær end sige Eilande fandtes, for at være dievelske [S. 346] Phantasmata og Kogelspil af den Aand, der glæder sig ved Mennniskenes Skade, hvilken og undertiden skulde befordres derved, at Søefarende Folk mene de see Land, hvor intet er, følgelig blive confuse, giøre urigtig Gisning og Misregning, som kand lede dem af fra deres Cours og siden i største Uleylighed (* Om ustadige Øer eller Eilande see EVERH. HAPPELII Mund. Mirab. Tom.I.Lib.IV.cap.20.21 og hos THORMOD.TORF. staaer et merkeligt Vidnesbyrd af samme Slags, om en ligesom af Vandet i Breidefiord paa Island fremkommende Øe. Annales notani, emersisse ex undis insulam qvandam vel rupes (An. 1345.) antea nunqvam visas in sinu Islandiæ Breidafiordo. Hist.Norw. P.IV. L.IX. c.8. p.477. Skade er det, at han ikke melder, om den blev der bestandig.) Mange Søefarende, særdeles her i Nord-Søen, berette det samme om hine hastig forsvindende Tegn til Land, hvor intet er, og da de naturlig flydende sinaa Øer paa ferske og næsten stillestaaende Vande, som jeg P.1. Cap.3. har viist at være her i Norge og andensteds, umuelig kunde ventes at holde ud paa det brusende Hav, som bryder og knuser de stærkeste Skibe, saa synes dem, der er ingen anden Udflugt end at give Dievelen skyld for dette saavelsom alt andet Ont. Men da man, efter den sande Regel, ikke maa giøre et Skarn Uret eller give ham skyld, hvor han ikke har den, saa tænker jeg, den Dievel der i en Hast giør flydende Øer, er ingen anden end hiin omtalte Krake, hvilken nogle Søe-Folk ogsaa kalde Søe-Draulen, det er Søe-Trolden. Hvad som bestyrker mig i disse Tanker, er efterfølgende [S. 347] Tildragelse, anført af den velfortiente Svenske Physico Hr. URBAN HIERNE, i hans Korta Anledningen til athskillige M[?]alms og Bergarters Efterspørjande, pag. 98. Efterretningen selv er ellers fra Baron CARL GRIPENHIELM, General-Directeur ved Land-Maaler. Contoiret, og lyder summariter saaledes: „I Skiærene (ved Stockholm) seer man undertiden nogle Land-Kiendinger, som eller ikke sees, og undertiden synes de at ligge paa et andet Sted. BURÆUS har sat samme Øe paa Kortet. Bønderne, som kalde den Gumars-Øre, sige, at den sees ikke altid. Den ligger i det store Farvand, men jeg har aldrig fundet den. En Søndag, da jeg var ved Skiæren, for at tage dens Grunder, hendede det sig, at heg paa et Sted fik at see 3 Spidser paa Havet, da blev jeg ilde til mode, og meente, at jeg i Glemme havde gaaet dem forbi. Jeg kaldede Bonden og spurde om Gumars-Øre, men da Bonden kom NB. fik man intet mere at see. Bonden sagde, det var ret nok, og spaaede en stor Storm eller megen Fisk.“ Saavidt Hr. GRIEPENHIELM. Hvem seer ikke her foruden vidtløftig Application, at den snart synlige, snart forsvindende Gumars-Øre med sine Spidser og Spaadom om Fisk, maa være og, efter al optænkelig Muelighed, ikke kand være andet end Kraken, Krabben eller Søe-Horven, æret ufortient af BURÆO med at tegnes paa hans Søe-Kort, som en fast Grund, da dette Udyr formodentlig der har havt sit sødvanlige Tilhold, og ofte er fremkommet af Dybet blant Skiærene. Hvad den lettroende OL. MAGNUS [S.348] in Hist. Septentr. Lib. XX. [Lib. XXI] cap.25 skriver om Hvalfiske saa store, at man anseer deres Ryg for en Øe, paa hvilken man kunde ligesom gaae i Land, tænde Ild og forrette adskillig Gierning, er en aabenbar Fabel og latterlig Digt. „Unde plerumqve elevato dorso suo super undas, a navigantibus nihil aliud creditur esse, qvam insula. Itaqve nautae ad illum appellunt & super eum ascendunt, palos figunt, naves alligant, focos pro cibis coqvendis accendunt. Donec tandem cetus, sentiens ignem, sese in profundum mergat&c. Arenas aliqvando dorso suo tollit, in qvibus, ingruente tempestate, nautæ terram se invenisse gaudentes, anchoris demissis, falsa firmitate qviescunt, ac ignes accensos bellua sentiens subito commota se in aqvas mergit hominesqve cum navibus, nisi anchoræ rumpantur, in profundum attrahit.“ Men hvad den kand have givet Anledning til at embellere det Rimelige med Urimeligheder, torde være et blot Syn af bemeldte monstro marino, im hvilket man langt fra indbildt sig, at det og det kunde derpaa foretages. At PLINIUS allerede i sin Tiid har hørt noget Røgte om saadant Hav-Dyr, som det her tales om, sluttes af hans Ord Lib.IX. cap.4. [cap.3] „Maximum animal in Indico mari Pristris&Balæna est, in gallico oceane Physeter, ingentis columnæ modo se attollens, altiorqve navium velis diluviem qvandam eructans. In gaditano oceano ARBOR, in tantum vastis dispensa ramis, NB. ut ex ea causa fretum nunqvam intrasse credatur. Apparent &ROTÆ appellatæ a similitudine, qvaternis distinctæ radiis, modiolos eorum [S. 349] oculis duobus utrinqve claudentibus.“ Sammenføyes det dobbelte Begreb, som her gives om et Dyr, der ligner enten et Hiul adskilt i Straaler, eller et Træ med saa store Grene, at det ikke kunde komme igiennem et Sund, da svarer samme ikke ilde til forbemeldte Relationer om Kraken eller Krabben, med sine mange store Takker og Grene, udspirede fra et rundt Legeme (* I det ved anden Leylighed citerede ældgamle Manuscript, kaldet Speculum Regale, fordi det tilskrives den Norske Konge SVERRE, har OL. WORMIUS, som havde det i Hænder, fundet nogle faa Ord, hvilke synes at hensigte til dette samme allerstørste Hav-Dyr; thi da denne Auctor i sit Musæo pag. 279. opregner deraf nogle Sorter af Hvalfiske, saa sluttes Fortegnelsen pag. 280. med folgende Ord: „Restat una species, qvam Hafgufe vocant, cuius magnitudo latet, cum raro conspiciatur. Illi, qvi se corpus vidisse narrant, similiorem insulae qvam Bestiæ volunt, nec unqvam eius inventum cadaver, qvocirca sunt qui existiment non nisi duo ejus generis in natura esse.“). Begge Deele bestyrke mit førrige Suppositum, nemlig at dette Hav-Dyr henhører til Genus Polyporum, Korsfiskenes eller Hav-Stiernevnes Slægt og Art, som i næstforegaaende Capitel er beskreven. Særdeles synes det være af de Polypis, som af Hollænderne kaldes Zee-Sonne, af RONDELETIO og GESNERO stell arborescens, i.e. en Stierne, som skyder sine Straaler i Grene paa Træernes Maade, [S. 350] alt efter den nøyere Beskrivelse, som uyelig blev henviist til. Der har jeg kaldet den Caput Medusæ og sagt, at denne Metaphora nogenlunde kunde svare til Fabelen om Neptuno. Hvad jeg her endnu erindrer, er, at bemeldte kryllede Kors-Fisk, med usigelig mange artige Grene, henge gierne ved de paa Havets Bund dybt vorende Søe-Træer, og indflette sig deri, samt opdrages dermed ved Fiskernes Snøre. Naar de ere tørrede og deres Grene indkrympede, har de sielden over 6 eller 8 Fingre i Diametro. Men naar de nyelig drages op at Vandet, kunde de være som et maadeligt Fad, ja en god Mand her paa Stedet siger, han har seet dem saa store som det største Fad, og af andre har hørt, at de har seet dem saa store som et Bord, plaskende med deres mange Greene i Vandet. Disse capita Medusæ holdes, af nogle Strand-Siddere og Søe-Folk her til Lands, for at være hiin store Søe-Krakes eller Krabbes Yngel og Afkom, maaskee dens allersubtileste ovula. Jeg tviler ikke paa, det er jo samme capita Medusæ, eller stellæ arborescentes, om hvilke Monsr GRIFFITH HUGUES i Philosophical Transactions melder noget, som just falder mig under Haanden, og jeg altsaa vil legge til det derom er anført i forrige Capitel, nemlig: Il a découvert une nouvelle espece d‘Etoile de mer, laquelle fort du rocher par une espece de pedicule, & elle exprime exatement la figure rayonnée de la fleur d‘une Ficoide. Mais cette fleur est presque sensitive. Au moindre attouchement elle se replie, & va se cacher avec son pedicule dans le rocher, [S. 351] d‘ou elle étoit fortie. Ses rayons sont des bras, qui ont bien l‘air de ceux d‘un Polype. Quel charme pour un Physicien, que de posseder un Polype de cette grandeur, & quelles observations n‘y feroit il pas sur l‘accroissement & la reparation de ses parties?“ Biblioth. Raisonnée T.XXXVII. p.266. I hvorom alting er, bliver det en Sandhed, at visse Slags Polypi vore til en monstrueux Storhed. ATHANAS.KIRCHERUS siger mundo subterran P.I. p.99. at i det Sicilianske Hav findes et Slags Korsfisk med 10 Fødder eller Grene, og en Krop saa stor som et Menniske, og det vil endda lidet forslaae imod en Hvalfiskes Storhed, som ATHANÆUS Lib.XIII. c.VI. tillegger nogle af dem. PLINIUS taler Lib.IX. cap.XXX. [cap.XLVIII] om et Slags Polypo af monstrueux Storhed, under det Navn Ozæna (* Immovero potius qvod svave qvippiam oleat. Græci ideo vocant μαχίτιν, hoc seculo Neapolitani Muschardinum. JACOBUS DALECAMPIUS i Notis ad PLIN. L. cit.), fordi den giver en stærk Lugt fra sig, hvorfor andre Fisk henge efter den, og denne Singularité stemmer ligeledes vel overeens med det, som før er meldet om den Norske Krake eller Horv, og det rige Fiskerie der falder paa den, mire omnibus marinis [S. 352] expetentibus odorem. Om samme Polypo fortæller Plin. paa bemeldte Sted, efter L. LUCULLI Proconsilis Bæticæ Beretning, underlige Historier, som give dens Storhed og Styrke tilkiende, saa at man under Strandbredden, hvor den vilde stiele Kiøbmands-Gods, og slæbe det bort med sine lange Kløer, maatte hidse Hunde paa den, hvilke ikke kunde taale dens stærke Lugt, og dertil bleve av dens Takker og Fodder haardt slagne, og omsider kunde man knap dræbe den med mange Jern-Forke. „Namqve et afflatu terribli canes agebat, nunc extremis crinibus flagellatos, nunc robustioribus brachiis, clavorum modo incussos, aegréqve multis tridentibus confici potuit.“ Af alt dette sees, i hvor det gaaer, saa meget, at Korsfisk, eller som man her kalder dette gandske Genus Kors-Trold, have, blant dere adskillige Species, nogle meget store, og vel af de allerstørste Havens Indbyggere. Da nu Regelen siger, magis vel minus non variat speciem, saa bliver oftbemeldte Krake uden Tviil een af samme Slægt, om den end var nok saa stor.

#norway #pontoppidan #kraken #history #my stuff #og op content