Vi har forladt Indien til fordel for Nepal. Snart vil vores primære transportmiddel være vores ben, når vi skal vandre rundt i bjergene. Men i Indien, var det togene vi benyttede i langt de fleste tilfælde, for at komme fra by til by. (i alt cirka 4000 km). Togkørsel har været en oplevelse i sig selv:
Indian Railways har har cirka 1,5 millioner ansatte, for omkring 6900 toge fiser rundt i Indien, med godt 18-20 millioner rejsende hver dag.
På sleeperclass er en togvogn inddelt i sektioner med 6 køjer (et sæt af 3-etagers køjer), og 2 køjer på den anden side af den smalle gang. Køjerne er i imiteret læder i en blå farve. Den midterste køje er oftest slået op, så det er muligt at sidde på den nederste køje.
Glasset i vinduerne kan trækkes op, så man kan sidde med vinden i håret, men det er også muligt at sætte skodder for. I det varme sydindien har det været rart at åbne vinduet helt, for det har ikke altid været tilstrækkeligt med de 4 loftsfaner i varmen. I nordindien har vi tilgengæld både haft vinduesglas og skodder for, men så har den iskolde morgenluft alligevel pivet ind, og gjort rejsen kold og ubehagelig.
På vores sidste lange tur belønnede vi os selv med 2AC. Her er der tonede ruder, aircondition, og kun 4 køjer i hver sektion. Det er rart, for vi får sengetøj, et tæppe, ro og plads. Der er gardiner ved hver seng, hvilket gør denne klasse langt mere privat (Gabor kan godt lide at sidde og gemme sig bag gardinet) og inderne ænser os slet ikke.
Udsigt fra 2AC (Bhopal-Hyderabad)
Sleeperclass er tilgengæld den social klasse, og det lader til, at rejsende på kryds og tværs af de pladser de har fået tildelt, kommer i snak. Her er der næsten aldrig nogen, der tager nogen form for underholdning med (kun en sjælden gang i mellem er der nogen der læser eller spiller kort). Her er kun brug for det gode humør, lidt søvn af og til, og mad. - Jeg tror ikke, at vi en eneste gang på sleeperclass, er kommet uden om at skulle smage på vores medpassageres medbragte mad. Vi har fået kager, chips og chappati (brød).
På en af vores seneste lange ture, sad vi og storsvedte, og ventede ivrigt på den næste station, så vi kunne komme ud og købe en flaske vand (togene starter meget langsomt op i fart, så man kan sagtens nå at løbe op på toget, hvis det skulle starte før man har handlet færdig). Men her kom en gammel hvidhåret mand os i forkøbet: ”Cold refreshments! Sprite for you” sagde han til mig, ”and thumbs up for you” sagde han til Gabor, og rakte ham en funky-smagende kola. Lækkert!
En time senere, ved det næste togstop, var han tilbage igen. Toget ville nu holde i fem timer, meddelte han, og i mellemtiden ville han sige hej til sin familie, og bede til Hans Hellighed, vores Fader. Jeg smilede og nikkede ”vi ses”. (Jeg forstod ikke rigtig hvad han mente, men tænkte at han havde forvekslet det engelske ord for minutter med timer..) Jeg så ham stige ud af toget, stille sig i en rundkreds med nogle medrejsende. De tog skoene af, lukkede øjene og bad, og så forsvandt de.
Det gik op for os, at der virkelig var tale om fem timer, da en tynd mand med et krakter af et tandsæt tilbød os risretten biryani ude fra perronen og ind ad vinduet. - Nej tak, vi var ikke sultne. - Men så om nogle timer? Så kunne han komme tilbage til vores vindue med en frisklavet biryani. Vi gav ham ret, bestilte, og indstillede os på fem timers stillestående ventetid..
Fire en halv timer senere kom den gamle mand med sodavandene igen. Nu var han tilbage, bekendtgjorde han, og han havde taget godter med til os; et ordentlig bundt grønne vindruer, pakket ind i avispapir og fastgjort med sytråd. – Min morgenmad til næste morgen var hermed serveret (Gabor spiser desværre ikke frugt).
