Mest skuffende plader fra 2014
Det ellers dygtige hip-hop kollektiv The Roots skuffer med en blanding sange, der ikke formår at bringe meget nyt under solen.
Da juleferien gjorde sit indtog fik undertegnede og Johannes lige pludselig en masse at lave. Vores årsliste skulle gennemføres, og helst både så grundigt, men også gerne så hurtigt som muligt. Vi må nok begge erkende, at projektet endnu engang har været for stor en mundfuld for bare to fyre som os.
Men vi giver nu stadig ikke op, også selvom ferien er ovre. Ferien endte med at gå med alt muligt andet end musiklister, specielt da nytåret kom og såmænd også de efterfølgende dage. I hvert fald er jeg tilbage med ENDNU et sideprojekt til den egentlige årsliste, da det simpelthen er en hjælp for mig for at komme videre i hele dette året-der-er-gået-halløj. En hjælp, der går ud på også at skrive om andet fra det forgangne år end bare gode plader.
I den sammenhæng jeg vil gerne fremhæve lidt forskellige kunstnere, der ikke formåede at komme med på den den egentlige "hovedliste". Ikke fordi, de var tæt på at komme med, nej, nok nærmere fordi de ikke levede op til mine forventninger eller fordi pladerne ifølge anmeldere og lignende var et lyt værd.
Kun nogle ganske få alber overvejede vi kort, men vi blev dog enige om at skrotte dem, enten af den ene eller anden grund. For eksempel fordi, de skuffede os sammenlignet med, hvad de tildligere har udgivet.
Her er The Roots et godt eksempel, idet vi overvejede dem, men efter en sporadisk gennemlytning af pladen over et slag bordtennis blev begge enige om, at "...and then you shoot your cousin" var en skuffende oplevelse. Den indeholdte ikke samme kvaliteter, som deres tidligere plader. Måske har det noget at gøre med deres husbandhalløj sammen med morsdreng-typen Jimmy Fallon. Hvem ved.
Andre udgivelser på nedenstående liste, både alber som EP'er har enten bare været jævnt kedelige eller simpelthen ikke bidraget med noget særligt til musikscenen anno 2014. Æv. Men, der er altså alligevel noget ved at blive klogere på musik, der tidligere har gjort sig godt, men denne gang bare ikke lykkedes. Nok især fordi mine forventninger har været høje, men ikke blev indfriet.
Den kategori, der er bedst repræsenteret på listen må kategoriseres som dem, der bare ikke ville det, jeg havde sat mig for, de skulle gøre ved mig. Ja, selv Pharrell, troede jeg, kunne noget. Men perfektionen på GIRL blev bare en kende overfladisk, tangerende til det ligegyldige.
Eksempelvis "Happy", der er så dejlig eller sjov (eller latterlig) som god kaffe, der drukner i fløde og sukker. De filterfileterede trommebeats og guitarriffsene får bare aldrig nogen kant, men ryger direkte i glemmebogen. Gæsterne Daft Punk derimod ender sjovt nok med at blive pladens højdepunkt med "Gust Of Wind". Her fornemmer man tydeligt, at det de to franske pionerer kunne med R.A.M., hvilket Pharrell altså forsøger sig med på GIRL, aldrig lykkes. Han giver ikke plads til variation eller andre genrermæssige livsformer. Mange andre plader her på listen kunne sagtens tillægges samme svada.
Indenrigs har vi f.eks. Giana Factory, Sleep Party People og Reptile Youth - tre navne, der ikke viste deres ellers gode tangenter fra tidligere udgivelser . Flere danske navne er også nævnt, jeg håber I forstår hvorfor, de også er med. Hvis I gider at lytte til det selvfølgelig.
Et eksempel på dette er Oh Land, der ellers har været én af mine danske popfavoritter lige siden hendes fine debut Fauna fra 2008. På Earth Sick er hun dog på dybt vand. Et mærkeligt musikalsk popsystem, der sommetider kammer helt over. Der er enkelte lyspunkter, men altså også et overtal af alt for mange frygtlige ukomplicerede sange. Av. Jeg bliver træt i ørerne. Ligesom med Pharell, desværre.
Og lige til sidst. Forstå nu også listen som en slags uformel opfordring til kunstnerne derude, om de så nogensinde kommer til at læse det eller ej, til at genoverveje deres musikalske udtryk og måske mærke efter i sig selv, prøve en ny genrer af eller slet og ret øve sig noget mere og blive dygtigere. Pladerne står i tilfældig rækkefølge.
Rick Ross / Mastermind og Hood Billionare
En mere overflødig musikalitet skal man desværre lede længe efter. Det er efterhånden ved at være nogle år siden, at han sidst har lavet nogle anstændige mixtapes/studiealber. Måske skulle han overveje at tage det lidt mere med ro med de mange udgivelser og så i stedet fokusere noget mere på kvalitet. Det er virkelig sjældent, at der kommer noget godt ud af kvantitet i hvert fald.
Titelnummeret er super cacthy, mens de andre sange nærmer sig det pinlige. Hermed både pivringe og virkelig kedelige. Lyt i stedet til deres næstseneste udgivelse The English Riviera, der er langt bedre end dette noget vandede 60er-lignende kærlighedsbrev.
Highaskite / Silent Treatment
De er blevet kaldt det nye norske håb, men var vist ikke helt så dygtige alligevel. På de sidste numre opstår der noget, der faktisk ikke er helt dårligt, men ender altså langt fra med at være det, nogle anmeldere har ophøjet dem til at være.
Leonard Cohen / Popular Problems
Har manden nogensinde været mere uinteressant end lige netop nu? Ej, nu stopper festen eddermame. Cohen, du har altså overskredet sidste holdbarhedsdato for snart mange år siden nu. Hvis man kunne give pladen en Irma-dato, ville den være overskredet for mindst et årti siden. Man skal nok kunne lide den slags for rigtigt at bryde sig om det. Jeg må melde pas. Pladen siger mig zero, nul og niks.
The Black Keys / Turn Blue
De er blevet mainstream af pommeren til. Fint nok. Men så må de altså ikke glemme jordforbindelsen og sansen for det gode rocknummer, de trods alt tidligere har været meget dygtige til. Men på Turn Blue bliver det kedeligt. Nogle gange decideret dårligt, uden at nævne sangtitler. Bom. Jeg vil jo ikke gøre nogen kede af det. Eller fornærme nogen.
Sleep Party People / Floating
Brian Batz gjorde det hele to gange i streg. Lavede nogle sublime plader, der både havde hjertet og eksperimenteringen med. Dette udspil forstår jeg til gengæld ikke meget af, da det ikke er videre spændende. Han forsøger sig både med nye som gamle formularer. Det ender lidt med at blive hverken eller. Jeg kan godt mærke ham, men ikke hvor han vil hen med det hele. Ambitionerne er der, men de får aldrig rigtig lov til at skinne igennem.
Det er en ommer. Justin Paul Vallesteros tekstunivers er blevet for ensformigt, sangene mangler den charme, der ellers var i rigelige doser af på den fængende og meget ligeudaflandevejen-agtige Idle Labor. Tjek "Scandinavian Love" ud eller også ep'en Gallery. På Nausea er sommeren væk og tilbage står jeg med et rodet og ret intetsigende indtryk.
The Roots / ...and then you shoot your cousin
What more to say?!? I fik jeres chance i 2011 med Undun til at gøre det godt igen efter den fabelagtige How I Got Over. Men dette er virkelig ikke godt. Intentionen er et eksperimenterende, politisk og alsidigt værk, men er bare ingen af delene. De gør det okay på den soul-samplede "Black Rock", men hele pladen må siges at være et hidtidigt lavpunkt sammenlignet med deres ellers imponerende bagkatalog.
Den nu 40-årige singer-songwriter, der siden 2000 næsten har udgivet en plade på årsbasis var sidste år sjældent set kedeligere. Både i lydbilledet og i lyrikken fik man virkelig ikke serveret særligt meget spændende i forhold til det, han plejer at være så dygtig til. Nemlig at give musikken krop og følelser. På denne selvbetitlede 14'er er der intet nyt at finde.
Giana Factory / Lemon Moon
Det er sandsynligt, at jeg vurderer Lemon Moon til at være værre end den egentlig er. Jeg synes dog alligevel, pladen minder lidt for meget om deres tidligere kendetegn, hvilket måske i den sammenhæng godt kunne bruge lidt nyt blod. Anders Trentemøller er såmænd også kommet bag producersædet, men forandringen virker ikke synderlig overraskende på nogen måde. Hvad de lige præcis har brug for skal jeg ikke kunne sige, større variation numrene imellem eller måske fornyende, udenlandske eller helt andre producerøjne? Lidt samme snak som med Sleep Party People gør sig gældende her.
Gab, debuten var virkelig langt bedre. Mellem de sylespidse symfonier rammer de noget af det, de tidligere har mestret. Men følelserne får alligevel lige lovligt frit spil. Jeg er dog ikke i tvivl om, at deres næste udgivelse kan gøre det godt igen.
Röyksopp / The Inevitable End
Indrømmet - det er lang tid siden, jeg sidst har haft store forventninger til denne norske elektro-duo. Ikke desto mindre producerede de sidste år deres uden tvivl bedste EP (og eneste) i tæt samarbejde med den svenske popprinsesse Robyn, hvilket derfor fik mig til at spidse øre.
Den uundgåelige ende, de har udtalt, pladen bogstaveligt talt er, virker ironisk nok meget slående, da de egentlig ikke har så meget at byde på. Der sker alt for lidt på pladen. Numrene er alt for lange, mangler identitet og retning, men vigtigst af alt drukner pladen i det næsten sukkersøde ingenting (som farvepaletten på coveret fint indikerer). "Running To The Sea" afviger dog fra de resterende numre godt hjulpet på vej af den norske vidunderkvinde Susanne Sundfør på vokal (kvinden, der snart er ude med nyt materiale engang i februar måned).
Mesterværkerne Melody A.M. og The Understanding ligger meget fjernt fra udtrykket på dette - åbenbart eller måske mere nærmere tilsyneladende - aller sidste klassiske albumudspil fra det ellers dygtige makkerpar bag Röyksopp - Svein og Torbjørn. Junior og Senior-konceptet ligger mere i forlængelse af lydbilledet, men disse to syntes jeg dengang også manglede idé og klarhed. Tag i stedet på et elevatormusikalsk afslapningstrip på debutpladens "Eple" eller giv dig selv en på opleveren med efterfølgeren The Understanding og dets mange svulstige synthproduktioner.
Han har vist fået sin kritik i denne omgang. Jeg holder øje med dig Hattefyr73, Skateboard P eller hvad du nu kalder dig selv for!
Et perverst under, at denne plade er blevet udgivet. Jeg havde store forventinger til denne, hør titelnummeret og du vil ønske du aldrig havde afspillet den i første omgang. Sammen med Henning Fürst i det hedengangne The Tough Alliance var han en fremragende lydkreatør. Og på White Magic var han tæt på at nærme sig det magiske. Minimalismen har han nu valgt at bryde og syrer i stedet helt ud.
På Wonderland bliver selv albumtitlen ikke taget seriøst. Det er ikke noget eventyr eller fantasi at lytte til. Tværtimod. Følelsesregistret bliver fra start både for kvalmt og naivt som på intronummeret "Whorehouse" eller på den bittersøde og den totalt usammenhængende "Ultrakaos".
I stil med Munk (længere ned på listen) har remixeren André Allen Anjos aka. RAC (Remix Artist Collective) kastet sig over endnu et par EP udgivelser, der til sammen nu udgør pladen Strangers.
Da må jeg sige, i forhold til de mange fine remixes, han gennem de seneste par år har disket op med, er han nu desværre løbet tør for idéer. Dansen bliver for letkøbt, og jeg tror ærlig talt, at han skal sætte fokus på remixdelen eller også slappe lidt af med alle de udgivelser og gøre mere ud af den samlede albumudgivelse.
Charlie XCX + Iggy Azalea / Sucker + The New Classic
Føj for den da, dette er i sandhed fortæret popmusik, jeg har hørt 1000 gange før. Både sammen og hver for sig har de nærmest intet at tilføje af musikalske kvaliteter. Jeg savner det mod, som Charlie udstrålede på True Romance. En plade jeg virkelig godt kunne lide, fordi hun valgte at bringe en forfriskende attitude og DIY-agtig tilgang til popmusikken. Hun ville gerne prikke lidt til den etablerede del af den trivielle mainstreampop.
Det har hun nu valgt at lægge på hylden, og er i stedet hoppet over i selvsamme grøft, som hun skulle forestille at være et modsvar på. På Sucker er hun sammen med Iggy Azalea røget fluks ind i popmøllen med hovedet først. Ingen overraskelser, eller i hvert fald tæt på ingen. Iggy Azalea tror jeg bare, jeg vælger at ignorere. Efter at have brugt næsten en time af mit liv på sådan en gang juks, skulle der altså helt andre boller på suppen på anlæg derhjemme. Det var lige til at få ondt i hovedet af.
Og ondt i hovedet fik jeg desværre også på denne. Skotten kunne ikke levere varen to gange i streg. På denne ellers acceptable toer, mangler jeg virkelig den vildskab, der var at finde på den mesterlige debut Glass Swords.
Lyden er stadig lidt den samme, men der hvor han rammer samme legesyge åre som sidst, synes det alligevel skuffende, at han ikke har fundet på noget nyt. For mange andre producere har som bekendt taget debutens lyd til sig, hvilket bliver hæmskoen på det ellers fine forsøg for atter engang at lave samme ravruskende nummer.
Man bør dog ikke underkende de lammelser man så får på pladen. Bedste eksempel må være "Raptor" eller de lidt tammere forsøg som "Velcro" og "Tempest". Men det bliver aldrig rigtig sprælsk nok eller vildt og gennemkomponeret som på debuten. Han har dog ikke glemt måden han plejer at opbygge et klimaks på, hvilket der da også lige går 2 et halvt nummer på - fra introen "Workship" til man når 30 sekunder ind i tredje nummer, det føromtalte festfyrværkeri "Raptor". Det er bare for lang tid at stå og trille fingre på to ganske uinspirerende og plasticfantasia-agtige præludier.
Jeg vil gerne anbefale debutpladen Fauna i stedet for denne altså noget sørgelige tredje plade, hun har fået på samvittigheden. Mere omtale forefindes længere oppe i tråden.
Opfindsomheden i albumtitlen pranger altså også af på pladen. Musikken understreger desværre kun, at han forbliver et miks af James Blake og en irritabel ubeslutsomhed. Der mangler elektroniske finesser, detaljerigdom og variation - det mangler især dybde og tekster, der ridser lidt i lakken. Ellers må han droppe computeren, da lydbilledet i skrivende stund bliver alt for monotont i længden. Han kunne gå akustisk?
Chamerende lød det på nummeret "Happiness Juice", som blev spillet sidste år engang og gav plads på dansegulvet til masser og hop og løft med armene til en tilfældig højskolefest. Men en hel plade med disse blev dog for meget. Både for min værelseskammerats knap så housebankende hjerte (den fik lov at brage igennem fra til slut på værelset) samt mit trivialitetsbarometer for poppet house med vokal.
Kan anbefales til en uges ferie på Ibiza, hvis du gerne vil høre det seneste nye på den front. Ellers er der mange funkmasters fra ældre tid, der bare venter på at blive genopdaget.
Ariana Grande / My Everything + Taylor Swift / 1989
I troede det var slut. Ikke mere spalteplads til popmusikkens allerhøjeste luftlag. Men jo, jo. Jeg skal da lige have dem med, som mange anmeldere har dømt som musikalsk dygtige og sågar modige, læste jeg vist på et tidspunkt.
Disse to popsjæle ved navn Arianna og Taylor synes jeg til gengæld ikke har en fløjtende fis at gøre med positive adjektiver. Tværtimod. Jeg er ikke blevet forelsket. Mange medier gav Taylor topplaceringer på deres årslister. Jamen altså.
Jeg vil sgu ikke være med. Hvor er det, man hører genialiteterne? Den søde countrytøs er blevet vild, fordi hun er flyttet til storbyen. Og Nickelodeon-stjernen Arianna er lige pludselig både blevet en sangfugl, sexsymbol og nu også musikikon. Musikken er simpelthen for banal. Klichéerne står i kø. Arianna vil gerne lyde som de store stjerner herunder Beyoncé fra midten af 00erne samt lignende kunstnere fra samme periode, jeg tror godt I læsere ved hvem, men hun ender med blot at lyde som Universals nye store pengemaskine.
I forhold til tidligere udspil føles denne ubehagelig. Og her må jeg indrømme til den negative side. Den lyder ikke helt som noget de tidligere har begivet sig ud i, men jeg bryder ikke mig ikke synderligt om det. Jeg har svært ved at greje hvorfor, jeg har det sådan med den. Rose og Foo vil I ikke nok svare mig på, hvad I har gjort (galt)?
The Notwist / Close To The Glass
Det tyske svar på Radiohead er de engang blevet kaldt. Selv på trods af, at de allerede begyndte at lave musik før Radiohead overhovedet havde opfundet deres særegne elektroniske rocklyd. Dengang lavede The Notwist langt voldsommere rock, ja vel også lidt i stil med Radiohead. Om ikke andet er tyskerne nu tilbage med udgivelse nr. 8. Deres tredje album på 12 år.
I og med deres nu snart 13 år gamle mesterværk "Neon Golden" stadig står klart i min erindring, betyder det desværre, at Close To The Glass også er tæt på andet end glas, nemlig også på at være en lunken affære. Nuvel, den fremragende single "Kong" fortjener da opmærksomhed, men det er næsten som om deres lyd sidder fast i deres ellers gyldne fortid, som "Neon Golden" er inkarnationen af.
Pladen kan lidt beskrives som om, der dukker et gråligt tapet op imellem numrene, hvilket både fremkalder en skizofren, ja farveløs og kort og godt mangelfuld idéverden.
Pladen har brug for at ånde. Dette sammensurium af 90erne og start-00ernes rockekvilibrisme gør ikke pladen bedre. Nærmere rodet. De skulle have fundet en rød tråd, der stædigt kunne holde pladen i kort snor, så den ikke gik i for mange genreforvirrende retninger. Hvis Radiohead begår samme fatale fejl på deres kommende plade, som The Notwist har gjort på denne, så bliver jeg ked af det.
Manden er død for længe siden. Men det skal da endelig ikke betyde, at han ikke kan blive ved med at lave musik. Han kan jo ikke protestere imod, at der bliver udgivet nyt, hverken om den så skulle ende med at blive god eller dårlig.
Allerede efter et par postdødsudgivelser er han selvfølgelig tilbage med hidtil ikke-udgivede materiale (indlysende nok) på Xscape. Både produktionen og vokalen fylder meget, hvilket jo er de mest elementære dele af et stykke musik. Det skal dog forståes på den måde, at de to dele kæmper mod hinanden, hvilket gør pladen alt fra forvirrende og kedelig til også lyde overfladisk og ligegyldig.
Spørg mig ikke, hvad jeg havde forventet, men da intronummeret "Love Never Felt So Good" blev udgivet følte jeg, at den afdøde mand måske alligevel havde noget at byde ind med.
Det modsatte er dog bevist på resten af pladen. "Slave To The Rhythm" lyder som MJ smidt gennem en tørretumbler og ud kommer et hæsligt og smagløstlugtende plysdyr. Sjæleren "I Have This Dream" er direkte provokerende kvalm. Bare dårlig fra start til slut. Voldsomt uinspirerende. "All I Need" er tæt på at nå samme elendige standarder, men løfter sig alligevel til det bedre. Dermed kan jeg kun anbefale de første to numre, alt det andet vil jeg i hvert fald ikke selv lytte til igen.
Slutteligt vil jeg bare tilføje, at jeg selvfølgelig kunne have valgt flere og/eller andre plader på listen, men disse ovenstående plader var altså dem, jeg husker bedst. Desværre som værende de mest skuffende albumeksempler fra året 2014. Men hey, glædeligt nytår for fanden !
