Kig ind bag Kjærs kulisser
Velgørenhedsblog om fans, fodbold og følelser
For Simon Kjær handler forholdet til fans i livet som international fodboldstjerne om gensidig respekt.
Simon Kjær fra det danske landshold og med kæmpesucces i den franske topklub Lille fortæller i sin velgørenhedsblog om skæve og skægge oplevelser med fans - og om dengang, Totti stillede sig op foran et frådende, fanatisk menneskehav og slukkede "ilden" ved at stirre de romerske ultras stift i øjnene.
I sidste uge fortalte jeg lidt om mit forhold til de meget forskellige fans, jeg har mødt i Italien, Tyskland, Frankrig og hjemme i Danmark - og om fanatisme.
Det vil jeg gerne fortsætte med, for især forskellene er noget, der virkelig har gjort indtryk på mig - og lært mig meget.
Sydpå er fodbolden og klubben hele livet for fansene, mens det hjemme i Danmark jo mere er en hyggelig fritidsinteresse.
De mest ekstreme reaktioner i Danmark har jeg egentlig oplevet fra enkelte folk i medierne, hvor det kan blive helt vildt sort og hvidt, mens almindelige mennesker og fodboldfans faktisk er mere nuancerede - de bakker op og er utroligt søde, rare og positive.
For eksempel kan danskere sagtens finde ud af at lade mig sidde og spise færdig i fred med min kæreste og min lille dreng.
Det nyder jeg virkelig, for jeg bryder mig ikke ret meget om at være i centrum, når det ikke lige er på banen.
Men jeg ved jo godt, at det høre med til mit job, og hvis folk bare viser lidt respekt, så giver jeg meget gerne respekt igen ved altid at stille op til en autograf og et foto, for det er da det mindste, jeg kan gøre, og det er i øvrigt en glæde at kunne gøre andre glade bare ved at give en smule tid, en lille snak eller et smil.
Sådan er det også i Lille, hvor der er en stor forskel på, om jeg går en tur med min lille familie, for så holder folk sig respektfuldt på afstand og lader os gå i fred, mens de gerne vil snakke fodbold, når jeg går alene.
I Rom tog jeg absolut ikke ind til centrum i tre dage efter et nederlag.
Og hvis ultraerne fra Curva Sud mente, at vi spillere eller træneren eller præsidenten ikke præsterede godt nok for klubben, så belejrede de vores træningsanlæg, og så var der både politi og ballade, når man mødte på anlægget.
Der er virkelig følelser på spil.
Jeg kan huske en aftenkamp, hvor vi spillede uafgjort på Det Olympiske mod Napoli, og det resultat var egentlig ok, men fansene var så utilfredse, at Totti som klubbens store “kejser-figur” gik ned til dem, stod stille og stirrede stift ud over fansene og først gik tilbage til omklædningsrummet, da skælds-ordene fra de kogende tribuner var forvandlet til sange med støtte og opbakning.
Jeg stod dér på banen, lidt i baggrunden sammen med de andre spillere, og det var Totti, de ville have.
Jeg forstod ikke dengang - og egentlig stadig ikke - præcis, hvad det lille teaterstykke gik ud på, men Totti fik altså bare ved at stå der og kigge hele den rasende og sydende sydkurve i øjnene etableret en slags kontakt med fan-flokken, og så fik de åbenbart tilliden til os og troen på klubben tilbage.
I AS Roma var alting turbulent med fanatiske fans, der altså belejrede træningsanlægget efter et par nederlag, og med al det pres, som bare er i en storklub i en hovedstad, og hvor resultaterne lige mangler det sidste.
Men hvor var romerne også søde og rare og mødte en med åbne arme og store ord.
Mens jeg var der, skulle der indføres en helt ny og ikke særlig italiensk stil, mange nye spillere og en ny træner i Luis Enrique, der kom fra Barcelona med en masse fede fodboldideer, men allerede forsvandt igen efter den ene sæson.
Normalt tror man, at alt kører på skinner i Tyskland, men det var bestemt ikke min oplevelse.
I Wolfsburg nåede jeg at have fem trænere og tre sportsdirektører i mine reelt to sæsoner i klubben rundt om den ene sæson, hvor jeg var udlejet til AS Roma.
Jeg spillede 57 kampe i Bundesligaen på de to sæsoner, så jeg skal ii hvert fald kke brokke mig over manglende spilletid, men det var alligevel enormt turbulent for mig - og vildt nok var det endda langt, langt mere turbulent og skuffende for mange andre spillere, der enten slet ikke eller næsten ikke fik spilletid i vores helt absurd store trup.
De tyske fans var søde, og der kom altid mange og så træningen, ligesom folk i byen Wolfsburg altid var flinke og høflige.
Her i Lille er folk rolige og venligt interesserede og bare pænt glade for, at det går godt.
Vi har stort set altid tæt på 40.000 og dermed næsten helt fyldt på vores stadion, der er et af de flotteste og mest moderne, jeg har set, og med medlevende supportere, som jeg ikke forbinder med fanatisme, men med sund støtte.
Det passer mig godt, selv om den sydlandske fanatisme da også er fascinerende.
Jeg forstår godt, når fodbold betyder en masse for mennesker - men forstår nok ikke helt, når det betyder alting.
Jeg er selv opvokset i en familie, hvor der virkelig bliver dyrket fodbold med følelser som fans, og blandt andre min onkel og far er altså virkelig Liverpool-supportere med hjertet.
Jeg havde da heller ikke nogen mulighed for at sige nej, da min far før vores landskamp på Wembley i år sagde til mig, at jeg altså bare SKULLE have Steven Gerrards kamptrøje med hjem til ham.
Den var ikke lige til diskussion, og han fik den da også, for jeg ved jo at det betyder noget for ham.
På Twitter har jeg en profil, @simonkjaer1989, hvor jeg stille og roligt kan dyrke kontakten med LOSC-fansene, og det er ret hyggeligt, at en del af supporterne fra tiden både i Roma, Palermo og Wolfsburg også tit skriver til mig.
Jeg er ikke en type, der generelt bruger ret meget tid på de sociale medier - der er igen det der med at være et lidt privat menneske, og jeg er på en eller anden måde alt for genert til hele tiden at lægge fotos ud af mig selv.
Lidt sjovt, når jeg nu ikke har noget problem med at spille fodbold på de helt store scener med ofte 40-50.000 på tribunerne og for øjnene af måske millioner af tv-seere... men sådan er jeg bare som person.
Jeg er for eksempel slet ikke på Facebook, men på Twitter kan jeg altså godt føle lidt kontakt med fans og give lidt ved at svare dem, retweete deres hilsener eller ganske enkelt bare sige pænt tak for deres opbakning.
Jeg er ikke på hver dag, men jeg kan godt lide at se deres søde og venlige hilsener og bedste ønsker for mig og klubben, for et skulderklap luner da altid.
Det er dejligt positivt, og så kan man jo som halv-kendt ansigt bare lade være med at tjekke de steder på nettet, typisk i danske medier, hvor der mest er meninger fra de få folk, som får et kick ud af at hælde skraldespande ud over hovedet på andre mennesker i kommentar-felterne.
Så Twitter passer godt til mit temperament, ligesom Lille gør det.
Jeg mærker, at folk har respekt for mig - og respekt for sig selv, så de ikke opfører sig helt åndssvagt.
Det er ret meget som Danmark: Der er ro på i dagligdagen.
Dette er Wunderelfs velgørenheds-blog med tv2.dk som mediepartner, hvor det, der normalt ville have været spillernes honorar, i stedet går til fodboldskolen Corners Babies i Ghana.
Det er et projekt, der ligesom vi generelt gør i Wunderelf, skaber sammenhæng fra de mindste til de største.
Fra landsholdsspillerne og til drengene på grusbanen i Kumasi.
Med fodbold som fællesnævner og via Wunderelf.
Læs længere nede på siden historierne fra de øvrige topspillere og velgørenheds-ambassadører i Kumasi-projektet; Stephan Andersen, Niki Zimling og Winston Reid.
Du kan købe vores Wunderelf fodboldtøj her: http://shop.wunderelf.com
Tekst af Lars Hendel, Wunderelf
