jeg havde endeligt en plan om at poste noget på valentines dag men bedre sent end aldrig…
Jeg havde en samtale med min mor om valentinsdag, hvor jeg snakkede om at kærlighed på dansk er meget mere specifikt til romantik end på engelsk.
og hvordan valentinsdag tit bare er en dag man fejrer for romantiske partnere specifikt, og ikke bare det at elske generelt.
det er ting som det her der hvor jeg virkelig føler romantik er en form for kult, det lyder meget dramatisk men sådan, når jeg høre folk sige "kærlighed er jo en anden form for sindsyge”
føler jeg tit jeg bliver mødt af den der væg, at det er noget indforstået.
jeg så også hotel romantikken med min mormor og mor hvor en af dem kommenterede at udsigten var meget romantisk. Jeg spurgte hvad de mente og jeg fik den klasiske “du vil forstå det når du føler det”
( jeg syndes også det er vildt at det bliver en del af samtalen når vi snakker om udsigten, men det os noget helt andet og ikke det jeg ville skrive om)
de her ting skete sikkert meget mere end jeg selv lægger mærke til, men det fik mig til at tænke over at jeg faktisk ikke kender definitionen for romantik.
jeg har altid lidt bare gået rundt og tænkt at “det er den der følelse vi alle sammen har nede i maven”
men anyway, jeg gik ind på ordbogen for at finde den officielle og "rigtige" definition hvis man kan sige det.
Der stod “som forholder sig til noget eller nogen på en urealistisk, idealiserende eller optimistisk måde”
hvilket giver meget mere mening for mig.
jeg forstår ikke lige tiltrækningen, men jeg forstår godt ordet.
og jeg kan ikke lade være med at tænke at med den definition er selve ideen om romantik blevet romantiseret.
“præget af kærlighed, erotik, lidenskab el.lign., ofte med tilbøjelighed til at være virkelighedsfjern eller idealiserende om personer, følelser, stemninger m.m.”
“som hæver sig over det hverdagslige og trivielle ved at være fx meget idyllisk eller pyntet om landskaber, tøj m.m.”
det er den der hævet over og idealiseret-hed som jeg ofte føler jeg oplever.
hele den indstilling med at man er “bedre” eller mere "fuldendt" som menneske hvis man har oplevet/oplevere romantik.
Ideen om romantik bliver sat på en piedestal og set op til, hvilket er fint.
jeg forstår fuldstændigt at nogle har brug for det, på samme måde som jeg forstår religion.
forskellen er bare i den reaktion der er hvis jeg siger jeg ikke er religiøs og når jeg siger jeg er aromantisk
for religion er en personlig besluting
hvor imod jeg oplever at romantik er det her universelle bevis på menneskelighed eller modenhed.