~ reflektioner omkring et breakup / at være udenlandsdansker ~
skrevet i flyet fra billund --> london, 2 uger siden. *beklager for fumlesprog, kørte stream-of-conscousness style*
hele dette forholds efterspil/aftermath har mest af alt været et dramatisk rullercoaster, følelsesmæssigt teaterstykke med mig selv som hovedperson. det er ok, sådan skal det vel være, det er såden jeg *lever livet*. men hvad der har været specielt er graden af hvor overrasket jeg konstant har været - over mig selv. med en sædvanlig kølig distance har jeg observeret hvordan jeg både har følt mig som den cooleste "jeg-skrider-bare" fashion persona for at, 5 minutter senere, have lyst til at droppe london, tage første og bedste ryanair fly til djursland og starte på kontanthjælp bare for at være sammen med søren i århus. hvad fuck sker der! tænker jeg, er normalt i kontrol eller har i hvert fald altid haft et imponerende overblik, en indsigt og analyseevne i mit eget liv. men ikke denne gang.
jeg er skuffet over mig selv, at min følelsesmæssige kompetenceevne ikke engang var stærk nok til at komme over et umuligt forhold jeg allerede havde opgivet (ærligt). og nu, efter *sex with ex*-aftenen hvor nostalgi, savn og usikkerhed og bekræftelse i én stor cocktail slog mig endnu mere ud (nej, det var ikke en god idé) er jeg stadig et følelsesmæssigt vrag, traumatiseret over alt dette følelsesporno jeg har søgt og taget del i de sidste par uger.
jeg indser dog nu, siddende her i ubekvem kunstlæder på discountflyveren til london, at Søren problematikken selvfølgelig handler om en masse andre ting.
jeg er udenlandsdansker. jeg bor i udlandet, og har gjort det længe. mit forhold til DK er periferært, temporært og primært fokuseret på mit hus + familie på Gl. Åvej + et par virkelig nære venner rundt omkring i landet (*taking bow for co-blogger*). resten er en kolisse af velkendthed, en illustration af alt det jeg afskyr og flygtede fra (janteloven, småligheden, det københavnske navlepilleri, provinstilgangen som har forurenet alt, det absurde velbefindende folk virker til at have i deres ekstremt trivielle liv). jeg skred fra dette fordi jeg ikke kunne affinde mig med det. jeg tog det valg, og mit liv har været en konsekvens af dette.
distancen mellem mig og mit land blev større i Indien, men anså dybest set stadig mig selv om tilhørende, som "en del af" danmark. i forlængelse var forholdet med søren et underbevidst projekt på at bibeholde rødder, stræben efter at deltage i den normalitet jeg var flygtet fra. et paradox. *forhold, kæreste, stabilitet, århus, lejlighed, fælles venner, "hjemmeaftener", tanker om fremtiden*, det var der alt sammen i forholdet med søren, og jeg fodrede mig dagligt med illusionen om at jeg stadig passede ind i den kultur efter 2 års udenlands. det var det jeg havde brug for - noget der skulle fortælle mig jeg stadig "tilhørte" et sted - at jeg passede ind et sted.
... men det gør jeg ikke. af natur er jeg anderledes, udfarende, kritisk omkring den komfort jeg voksede op i (og de skæbner den resulterer i). jeg tog valget om at tage væk, og fravalgte samtidig normalitet. det var det rigtig valg, uden tvivl, jeg oplever fortat så mange ting og har minder der aldrig ville kunne være hændt i ºProvinciaº. det er mig, det er min passion - og jeg er forrygende til det.
*kunstpause* *takes a sip of coffee, lights a cigarette*
søren kan ikke være med i dette liv, i mit liv, og det indså han før mig. han er symbolet på alt det jeg har fravalgt, og at konfrontere sig selv med denne kendsgerning er selvfølgelig brutal og kan smage bittert og virke melanskolsk. men samtidig er det befriende, da jeg nu forstår mig bedre selv. jeg er 18 år gammel, men føler mig ældre. jeg er heartbroken, men det er ok. jeg har verdens sejeste status, *udenlandsdansker*, og jeg kunne ikke være mere tilfreds.
#YOLO
//over and out
tangentwithtanner
yousharknotpass
romaincrisis
jacobvanloon
gummygunk
baratheonpilled
jbbartram-illu
janainaart
