what's missing?
A LIFE OF MEANING A LIFE OF IDEAS AND READING BOOKS AND BEING VALUED FOR OUR THOUGHTS AND ACCOMPLISHMENTS

tannertan36
d e v o n
taylor price
wallacepolsom
art blog(derogatory)
YOU ARE THE REASON

shark vs the universe

roma★
todays bird
AnasAbdin
$LAYYYTER
Cosimo Galluzzi
Claire Keane

JVL
Lint Roller? I Barely Know Her

oozey mess

★
styofa doing anything

JBB: An Artblog!

Janaina Medeiros
seen from Iraq
seen from Venezuela
seen from Angola
seen from Netherlands

seen from T1

seen from Brazil

seen from Malaysia
seen from United States

seen from Malaysia
seen from Brazil

seen from South Africa
seen from United States
seen from United States
seen from United States

seen from United States
seen from United States

seen from United States
seen from United States
seen from United States
seen from United States
@afvist-blog
what's missing?
A LIFE OF MEANING A LIFE OF IDEAS AND READING BOOKS AND BEING VALUED FOR OUR THOUGHTS AND ACCOMPLISHMENTS
the world has become smaller
ORANGE REMINDS ME OF THE SUMMER I FIRST FELL IN LOVE. AWWW...
12 Februar
Lige siden jeg er ankommet til øen har jeg sovet. 9 timer om natten, en lur i formiddagssolen efter familiær øl samt flere stunder med blunderi i frokostheden. Vi taler måske om 12-13 timers søvn hvert døgn. Det er som om min krop er gået ind i en tilstand der via trance og bevidstløshed prøver at hele den uro jeg har følt, siden du forlod mig. Det har været to ekstremt hårde måneder, de hårdeste i mit liv. Fordi jeg ved den eneste løsning på et ødelagt hjerte og en ødelagt tilværelse er at holde sig travl, fokusere på det positive og kun analysere sin sorg i enkelte sekunder af gangen, er det det jeg har gjort, og jeg har ikke sat ned siden december. Jeg har suset rundt mellem kaffeaftaler og galleribesøg og dates med jamaicanske advokater. Jeg har arbejdet til jeg ikke længere har kunnet stå og pligtopfyldende attendet hver eneste skoledag. Jeg har drukket og horet og danset og taget (eller, prøvet) at tage hårde narkotiske stoffer. Alt sammen uden en ordentlig omgang nattesøvn, da jeg konstant holdes vågen af din metafysiske tilstedeværelse i mit sind, som et filmsoundtrack man ikke kan slukke. Allerhøjest tage på pause, men så også kun et par minutter, til en god sang på det mørke dansegulv, eller mens jeg jeg forsøger intens øjenkontakt med et jakkesæt i min bar. Du støjer meget, i mit sind, og jeg kan på en eller anden måde forestille mig at du nyder det. Nyder at hvad der er ved at udvikle sig i mit hoved ikke er et (om end temporært) "adgang nægtet", men snarere et livsvarigt wildcard til mit hjerte, til min hjerne, til mine underbukser. Jeg har stadig en så uendelig stor ømhed for dig, at bare at skrive dette får mig til at græde. Vi har snart været Facebook-venner i et døgn, og jeg undrer mig over hvor vidt du har tænkt dit at kontakte mig. Eller er det bare en officiel gestus, dette venskab, for ligesom at fortælle hinanden at der ikke er noget stående imellem os? Jeg har ikke kunnet slukke min telefon siden d. 22. december, og det kan jeg stadig ikke.
11 Februar
Fuerteventura. Den ultimative manifestation af chartergenerationens kommercielle fofald. Forladte byggepladser der stille udtaler håbløshed, og dette ord spreder sig til resten af øen med den uendelige vind fra Afrikas vestkyst. Saharas sandkorn trænger ind i hver en krog af turismens altødelæggende maskine, og i mit sprukne hjerte. I dag, 44 dage og nætter siden du tog din beslutsomme exit fra mit liv, hvor du præsenterede din ultimative afvisning og derved kastede mit følelsesmæssige korpus ud fra din centralt beliggende Århuslejlighed, som på alle måder slog mig ihjel, har du kontaktet mig. Ikke på den romantiske, håndskrevne måde, hvor du krænger dit hjerte ud på brevpapir af god kvalitet og anmoder om fred og en eventuelt genetablering af vores venskab. Ikke på følelsesporno-måden, hvor du klokken 5 om natten ringer til mig, beruset og liderlig for at udtrykke det pluralistiske savn som du har følt siden du lagde på med et "hav det godt", natten til den 27. december. Ikke engang en tør og overfladisk facebook-besked hvor du trivielt udtrykker et håb om at jeg "har det godt". Nej. Du har sendt mig en anmodning om et virtuelt venskab. Symbolikken. Omringet af semitropisk blæsevejr kontemplerer jeg dine motiver, din tankegang, og hvor og hvornår du mon tog beslutningen om at trykke på den altafgørende knap. Add as friend. Var du beruset? Alene? Var det over morgenkaffen, på en ensom aften i sengen, eller på en varm internetcafé i Australien? Sneede det eller skinnede solen? Hvilket tøj havde du på, var du fuldt påklædt? Jeg prøver at finde ud af, hvad det betyder. For dig, og for mig. Har du gjort det her for at slutte en formel men ultimativ fred, for at lukke for denne melodramatiske saga for good? Eller har du mon oprigtigt et ønske om at være i kontakt med mig igen, og i så fald, hvad forestiller du dig? Eller er det bare fordi jeg netop har skiftet profilbillede, og at du pludselig bliver mindet om den melankolske, sortklædte skønhed jeg i virkeligheden er? Jeg må sove, fordøje og forsvinde, ligesom den crêpe jeg netop har fortæret i forårssolen.
ER DET MON HJEMMEBAG? NEJ DET ER DEN SØDE DUFT AF NEDERLAG
~DINNER AT WORK~
~CAUSE THAT'S WHAT REAL WHORES DO~
~GIMME ZUM MONEY~ ~4 MY JET SET LIFE~ #materialism
just want someone to die for like oh my god
~ ME AND MY BEST FRIEND ~
~HOW I REACT WHEN MY EX TEXTS ME ~
*i wish* #escapingistheonlyanswer #wishiwasstronger
~ reflektioner omkring et breakup / at være udenlandsdansker ~
skrevet i flyet fra billund --> london, 2 uger siden. *beklager for fumlesprog, kørte stream-of-conscousness style* hele dette forholds efterspil/aftermath har mest af alt været et dramatisk rullercoaster, følelsesmæssigt teaterstykke med mig selv som hovedperson. det er ok, sådan skal det vel være, det er såden jeg *lever livet*. men hvad der har været specielt er graden af hvor overrasket jeg konstant har været - over mig selv. med en sædvanlig kølig distance har jeg observeret hvordan jeg både har følt mig som den cooleste "jeg-skrider-bare" fashion persona for at, 5 minutter senere, have lyst til at droppe london, tage første og bedste ryanair fly til djursland og starte på kontanthjælp bare for at være sammen med søren i århus. hvad fuck sker der! tænker jeg, er normalt i kontrol eller har i hvert fald altid haft et imponerende overblik, en indsigt og analyseevne i mit eget liv. men ikke denne gang. jeg er skuffet over mig selv, at min følelsesmæssige kompetenceevne ikke engang var stærk nok til at komme over et umuligt forhold jeg allerede havde opgivet (ærligt). og nu, efter *sex with ex*-aftenen hvor nostalgi, savn og usikkerhed og bekræftelse i én stor cocktail slog mig endnu mere ud (nej, det var ikke en god idé) er jeg stadig et følelsesmæssigt vrag, traumatiseret over alt dette følelsesporno jeg har søgt og taget del i de sidste par uger. jeg indser dog nu, siddende her i ubekvem kunstlæder på discountflyveren til london, at Søren problematikken selvfølgelig handler om en masse andre ting. jeg er udenlandsdansker. jeg bor i udlandet, og har gjort det længe. mit forhold til DK er periferært, temporært og primært fokuseret på mit hus + familie på Gl. Åvej + et par virkelig nære venner rundt omkring i landet (*taking bow for co-blogger*). resten er en kolisse af velkendthed, en illustration af alt det jeg afskyr og flygtede fra (janteloven, småligheden, det københavnske navlepilleri, provinstilgangen som har forurenet alt, det absurde velbefindende folk virker til at have i deres ekstremt trivielle liv). jeg skred fra dette fordi jeg ikke kunne affinde mig med det. jeg tog det valg, og mit liv har været en konsekvens af dette.
distancen mellem mig og mit land blev større i Indien, men anså dybest set stadig mig selv om tilhørende, som "en del af" danmark. i forlængelse var forholdet med søren et underbevidst projekt på at bibeholde rødder, stræben efter at deltage i den normalitet jeg var flygtet fra. et paradox. *forhold, kæreste, stabilitet, århus, lejlighed, fælles venner, "hjemmeaftener", tanker om fremtiden*, det var der alt sammen i forholdet med søren, og jeg fodrede mig dagligt med illusionen om at jeg stadig passede ind i den kultur efter 2 års udenlands. det var det jeg havde brug for - noget der skulle fortælle mig jeg stadig "tilhørte" et sted - at jeg passede ind et sted. ... men det gør jeg ikke. af natur er jeg anderledes, udfarende, kritisk omkring den komfort jeg voksede op i (og de skæbner den resulterer i). jeg tog valget om at tage væk, og fravalgte samtidig normalitet. det var det rigtig valg, uden tvivl, jeg oplever fortat så mange ting og har minder der aldrig ville kunne være hændt i ºProvinciaº. det er mig, det er min passion - og jeg er forrygende til det.
*kunstpause* *takes a sip of coffee, lights a cigarette* søren kan ikke være med i dette liv, i mit liv, og det indså han før mig. han er symbolet på alt det jeg har fravalgt, og at konfrontere sig selv med denne kendsgerning er selvfølgelig brutal og kan smage bittert og virke melanskolsk. men samtidig er det befriende, da jeg nu forstår mig bedre selv. jeg er 18 år gammel, men føler mig ældre. jeg er heartbroken, men det er ok. jeg har verdens sejeste status, *udenlandsdansker*, og jeg kunne ikke være mere tilfreds. #YOLO //over and out
J
... What the fuck did I just do? #flashback
Closure
~~~~~~~~~~~~~~n ting der skal tages med i mit videre liv: *afslutning. at få struktur på en ustruktureret tilværelset
LOL
* it never comes if you keep looking for it *
n
post ”closure”-samtale meditation. Sidder og stirrer på ovenstående skrift, mig der desperat prøver at få struktur på en ustruktureret livsstil.
Af alt det der står er der kun én, og absolut kun én ting der skal tages med i mit videre liv: *afslutning. Det var netop hvad jeg ikke følte jeg havde fået, og nu har fået det. Hvordan sluttede det? ”Lol-jeg-skal-altså-på-ferie-og-du-tror-jeg-har-haft-en-affære”-skænderi. Efter et 1,5-årigt forhold er det altså ikke nok. Har brug for rabalder, skrig og skrål, men også fælles analyse og gennemgang af alle diverse usikkerheder og *point to be raised * ~omg han har lige skrevet igen~
For helvede, jeg hader den virtuelle retorik; under- og overfortolke dovne facebook-beskeder. Hvad blev der er reel face2face kommunikation hvor man aflæser ansigtstræk, stemmeføring, etc. Man ender med at bruge sine dage på at græde/være opstemt/lykkelig/være ked af det pga uafsluttede sætninger og forkert punktsætning.
Hvad du havde brug for var din closure, og den har du nu fået. Nej, alt er stadig ikke OK, du er stadig single.lonely.young og savner Søren, men du har gjort det du er bedst til à få overblik over tilværelsen via analyse – denne gang med hjælp fra en anden. Break it up, få kategoriseret og konfronteret dig selv med underbevidsthedens mange følelsesmæssige gemmesteder. Du er sej, ung, stærk, smuk, fucking god selvtillid og folk elsker dig for det. Glemmer at du lever livet på toppen, på trods af finansielle problemer, du er boheme, globetrotter og high fashion på en gang (ad selvtilliden - crying out loud)
Hvad nu? Du går i seng, ikke afklaret, men mere vis end for 4 timer siden. Man behøves ikke at have svar på alt i verden, så længe man kan diagnosticere hoveddelene af problemerne. Når de først er dukket ”op på overfladen” er de meget nemmere at håndtere.
ps fucking glem det der med søren – not gonna happen. Han har travlt med at lege provinsbøsse med en eller anden ”morten” fra v58 mens du er fabulously dancing around i en af verdens metropoler. Lol, næsten pinligt at man bliver nød til raise this point!!!!!!!!!
~~~~~
forbereder mig til *samtalen* med ekskæreste. #forbereder altid alt #mit liv er et kaos #i need vacation