Mine tanker @anderledes - Tumblr Blog

hejsa, er tumblr stadig en ting?

Lige lidt kunst fra mig: "Not Ready To Die" -

Usually I don't write the story behind my portraits, but this is one that affected me so much, that still hurts when I think about it, but at the same time gives me some light. I got inspiration from SAVEUS - Ready to die : "Why me? Why do I deserve this? I'm right here Why me? Why am I the one? Whatever I've done to get this over me" I remember studying for my final exam, when my dad came down the stairs, and told me that he had to go to the hospital. That was the last time I saw him in our home. I remember being so tired and exhausted from anxiety and from my dad's sickness, when I went into my final exam. I remember visiting my dad when I finally graduated. That day, was the last time I saw him alive. I've never been in such a emotional roller coaster before. I was so scared of life all of a sudden. I didn't feel like living anymore, but I didn't want to die. Even though I just lost my dad, I was praying every night that I wouldn't die. I was so broken and exhausted, but I was just not ready to die. Today I think it's amazing how I was praying to live on, when I was so broken and sad.

Jeg kæmper meget lige pt. Jeg kæmper med min sorg, og jeg kæmper også med angst og depression. Jeg føler konstant at der er en inde i mine tanker, som jeg diskuterer med. Det er virkelig hårdt, og anstrengende. Jeg er også begyndt at blive mere træt af mig selv, og fortæller mig selv at jeg ikke er syg, og bare skal tage mig sammen. Jeg savner at jeg bare kan slappe af, og ikke være nervøs og stresset hele tiden, alt virker som en byrde lige pt.

Jeg har i dag været hos psykiater, og er startet på antidepressive i dag. Det er lidt skræmmende det hele, men håber det kan hjælpe mig.

Det var meningen jeg skulle hjem til min kæreste i weekenden. Jeg er fra Aalborg, han er fra Kolding. Jeg følte mig bare så presset, fordi jeg bare har det så dårligt for tiden. Jeg kæmper med angst og depression, og depressionen gør bare at jeg ikke har nogen følelser. Jeg snakker med min kæreste om det her, og han er simpelhen så god til at forstå mig, og bare lytte og være der.. Men jeg blev så presset over tanken om at skulle hele vejen derned, og jeg havde bare ikke lyst til kys, kram eller sex.. Jeg ved godt det jo ikke det eneste man bruger en kæreste til, men jeg vil så gerne please folk.. Jeg er også typen der hellere vil være for mig selv, hvis jeg har det dårligt. Jeg blev hjemme, men det gør mig sgu ked af det. At jeg er så langt nede, jeg ikke engang kan besøge min kæreste? Jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for jeg er ved at blive sindssyg. Jeg føler jeg kæmper i mod mig selv, jeg tør ikke at være glad, og jeg orker ikke livet mere. Jeg havde samtale hos Sexologisk Center forleden, og min læge begyndte at forklare omkring ændringerne ved at starte på hormoner. Jeg begyndte at græde, og hun skiftede spor, fuldstændig. Spurgte ind til mig, og mine symptomer, og fik givet mig en tid hos en psykiater, som jeg skal se på torsdag. Min læge tager sig virkelig af mig, og det er jeg bare så glad for det. Det er så skønt at blive taget seriøst, og anerkendt som en der har brug for hjælp. Jeg håber jeg får noget hjælp. Jeg er også bange for at have det godt, og ende med at ikke få noget hjælp, fordi det ikke er slemt nok....

btw, ved godt jeg ikke er så tit herinde mere, men nogen der ved hvorfor min avatar og cover photo pludselig er væk? Der er intet ændret ved mine andre blogs... og jeg kan ikke ændre det:(

Jeg skal starte på hormoner om en måned.. Det er ret vildt. Det er virkelig underligt tæt på.

Jeg har været i København i weekenden med min kæreste, og vi har bare haft en rigtig hyggelig weekend. Han er bare så sød, og tænker så meget på mig. “Vi gør lige præcis hvad du har lyst til” sagde han, og så gik han og bar på alle mine poser, efter en lang shoppetur. Jeg er lige nu mega smadret efter en lang togtur og en weekend fyldt med at være social, men jeg er også bare høj på rigtig god sex og dejlige oplevelser

Jeg skrev, ''jeg vil leve, til jeg dør'' Hun skrev, ''fint, bare skriv når du kører''

Nu Her, Benal

I morgen skal jeg til min bedstemors begravelse. Min fars mor.

Det bliver hårdt. For det er samme kirke som min far blev begravet i.

Jeg husker stadig den dag min far blev begravet. Hvordan jeg egentlig var okay, og hilste på dem der kom. Men da jeg sad på bænken, og klokkerne begyndte at ringe, knækkede jeg fuldstændig. At sidde der som 18 årig, og høre de klokker, og vide det var min far der lå i kisten. Der var forfærdeligt. De klokker fortalte mig, at jeg aldrig vil se ham igen. Jeg savner ham så meget for tiden, og vil ønske jeg kunne kramme ham. Han var så stor en tryghed for mig, og bar på så meget omsorg og kærlighed.

Jeg blev ringet op af Sexologisk Center i sidste uge! De kunne godt give mig en ny tid, i stedet for jeg skulle vente til det nye år. Jeg var til min første samtale i dag. Jeg blev mødt med så meget empati og respekt, det var virkelig rart at være derinde. Hende jeg snakkede med, kunne også virkelig forstå, at jeg var i en svær situation lige nu - jeg er i mellem kønnene, og har derfor svært ved at passe mig ind, og bare slappe af. Eftersom jeg allerede har fået top surgery, vil hun gerne skynde min proces lidt. Jeg vil kunne se frem til at starte på hormoner, til næste samtale! Det plejer ellers at være en lang proces, og kan tage helt op til et år, hvis ikke mere. Min mor græd derinde, og hun er simpelhen så glad for at det lykkedes for mig.

I lang tid har jeg været i tvivl om jeg gerne vil på hormoner eller ej, men er kommet frem til konklusionen at det vil jeg gerne. Folk har tit svært ved at placere mig, i forhold til køn, og det bliver trættende og angstprovokerende i længden. Jeg ved aldrig hvad folk ser mig som, og det er hårdt. Nogle gange vil man bare gerne placeres i en boks. Den rigtige boks. Jeg kontaktede min læge, og fik en henvisning, til Sexologisk Center i Aalborg. Jeg fik en tid, som var tre måneder senere. Jeg gik og ventede på den tid, og jeg så virkelig frem til at kom i gang, for jeg har siden min far døde, egentlig bare gået herhjemme og tænkt så meget på hvem jeg føler jeg er, og gerne vil være. Nu skulle jeg endelig i gang med det. Min mor og jeg tager derind, tidligt om morgenen. Jeg kommer derind, for at få at vide min tid er aflyst. Jeg vil få en ny tid i det nye år. Så alt i alt har jeg ventet i et halvt år, og jeg er ikke engang kommet derind endnu. Jeg græd da jeg kom derud. Der bliver bare ikke taget nok om transkønnede, der er bare ikke nok personale til det. Det her tager så hårdt på mig psykisk, og det holder mig tilbage, fra alt det jeg gerne vil. Det er min krop og mit valg, og alligevel skal det trækkes så langt ud, og det tvinger mig nærmest til at være på standby.

Jeg har gået hos min psykolog nu, i 5 år. Jeg startede dengang jeg gik på efterskole, for at snakke om det at jeg er transkønnet. Dengang var jeg 15 år, og jeg sagde til hende, at jeg ikke vil have nogle operationer, før jeg blev 18. Samtalerne endte ud med at handle mere om min angst som jeg udviklede på mit første år i gymnasiet, efter min far blev diagnotiseret med kræft. Jeg gik meget og så frem til at blive 18, og endelig kunne få den her operation (få fjernet bryster). Det var noget jeg tænkte på hver dag, og det var noget der påvirkede min daglig dag, så utrolig meget. I Danmark skulle man dengang igennem en lang proces hos Sexologisk Klinik, i dag kan man også være i Sexologisk Center i Aalborg. Men da jeg ville opereres, var der kun klinikken i København, og det var alt for meget for mig. Det vil nemt kunne tage to år eller mere, før jeg kunne få den operation. Så planen var at jeg skulle tage til Tyskland for at få den lavet. Jeg skrev med kirurgen, og jeg fik en dato til en operation. Men jeg snakkede med min psykolog om det, og vi blev enige om, at jeg var alt for angst, til at rejse derned og få den. Det knækkede mig fuldstændig. Der havde jeg også lige mistet min far, og jeg havde sådan brug for at komme videre. Jeg hadet mig selv, og synes det var forfærdeligt at være i min krop. Om få uger, så er det et halvt år siden, jeg tog turen med min mor og hendes veninde til Tyskland, og blev indlagt i en uge, på et tysk hospital. Da jeg vågnede op i opvågnings rummet, begynte jeg at græde. Tårerene trillede ned af mine kinder, og en sygeplejerske kom og spurgte om jeg vidste hvor jeg var henne. Men jeg vidste godt hvor jeg var, og jeg var simpelhen så lykkelig. Da min mor kom og så mig, græd jeg også, og jeg var så hurtig til at sige “Mor, jeg er glad” så hun ikke skulle tro jeg var ked af det. Det var en virkelig hård tur for mig, men jeg er så stolt over at jeg har gjort noget så stort, efter at have kæmpet med angst og sorg i flere år. Det var også noget jeg havde lyst til at dele med jer herinde, for det var jo kæmpe stort. Det gør jeg så nu, og jeg er nok stadig ligeså stolt over mig selv i dag, som jeg var den dag jeg vågnede op efter operationen.

Jeg kan huske dengang jeg oprettede den her tumblr. Det er efterhånden mange år siden, men den blev mere nyttig, end jeg havde regnet med. Den fik også mere opmærksomhed end jeg havde regnet med, og jeg har nydt alle de asks jeg har fået, og beskeder. Alt den støtte jeg har fået fra fremmede mennesker, det har været et dejligt sted hvor jeg har tømt mine tanker, og fået noget respons. Nu har den været stille i meget lang tid. Jeg har måske ikke så meget at skrive om mere, jeg kæmper stadig med sorgen fra min fars død til tider, og angsten kommer også. Generelt er jeg ikke særlig psykisk stabil, men det har ikke været noget jeg har haft brug for at dele. Derimod vil jeg måske gerne tage jer med på en anden rejse, og jeg har tænkt længe om jeg burde skrive det her, eller ej. Nogle vil sikkert regne ud hvem jeg er, og nogle ved måske allerede hvem jeg er. Jeg har trods altid nydt at være anonym herinde. Men jeg er transkønnet, og jeg er gået i gennem så meget det sidste år angående det, som jeg ikke har fortalt jer om. Der har været mange ting angående det, som har påvirket min angst, som har været årsag til min angst, og har været årsag til at jeg har knækket ned. Jeg har bare ikke følt for at dele det, fordi jeg nød at jeg havde et site hvor jeg bare blev set som en dreng, der skrev af og til, og det var så det. Jeg er meget vant til at være ‘den transkønnede’, når det kommer til min omgangskreds, endda omkring folk jeg ikke engang kender. Jeg er også et meget ydmyg menneske, og har måske været bange for, at nogle vil føle at jeg har løjet overfor jer, i forhold til at jeg har sagt jeg er en dreng. Men det er jeg altså, og jeg er kommet til det punkt, hvor jeg ikke gider at pakke mig ind mere på den måde, for at tage mere hensyn til andre, end til mig selv. Derimod er jeg rigtig åben, og vil svare på de spørgsmål, jeg synes der er værd at give svar på. Det kan også være en rigtig spændende verden synes jeg, så længe man holder det på et nogenlunde stabilt og roligt niveau, og det vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer. Jeg vil måske skrive noget mere angående min historie om det her, men nu vil jeg lige starte med den her post. Tak. <3

Jeg kan huske hvor nervøs jeg var for, at han ikke synes jeg var tiltrækkende nok. At han vil blive skuffet. Men så ligger jeg der ude på terrassen kun i ført tanktop og underbukser, og han siger: “You’re pretty fucking hot, do you know that?”

Min kæreste og jeg har aftalt at vi ikke skriver så meget til hinanden mere, fordi jeg er i en stresset periode, og har brug for meget tid alene. Men selvom vi har aftalt det, så kan jeg til tider også bekymre mig om han egentlig har det meget godt med det, fordi han måske ikke orker at høre på mig der skaber mig og overtænker. Så det alligevel dejligt at få sådan en besked her når man vågner efter en lur <3

Trending Blogs

Recently Viewed Blogs

Mine tanker