Earth Sick @earth-sick - Tumblr Blog

Jeg har haft kræft

Jeg sidder og chatter med en veninde, som jeg har mødt igennem forløbet, men den fælles historik er ligesom trådt lidt i baggrunden for venskabet nu. Vi snakker om rejseplaner i 2016 og hun sender mig et link til en surfferie på Hawaii. Det er et instagram-billede delt af en anden kræftpatient, der har været på “rekreationsferie”. Rejsearrangøren hedder Athletes4Cancer. Og lige i det jeg laver søgningen på Google for at finde deres website, ruller erkendelsen ind over mig. Jeg føler mig nærmest helt malplaceret i den kategori, “cancer”. Jeg har haft kræft. Det er næsten som om det går op for mig på ny. Selvom dét og det alene overskygger og fylder alt i mit liv - stadigvæk. Jeg har været syg med en livstruende sygdom. Og jeg har så travlt med at komme videre - lægge det bag mig - at jeg slet ikke har opdaget, at jeg nu kan sige det i datid: Jeg _har haft_ kræft.

A mind that is stretched by a new experience can never go back to its old dimensions

Oliver Wendell Holmes, Jr.

Smalltalk

Jeg har altid været god til smalltalk. Åben, glad, imødekommende. Jeg elsker fester, venner og venners venner. Når man har været syg, som jeg, bliver smalltalk hurtigt noget andet. For hvordan kan man fortælle om et langt kræftforløb over en øl? Musikken er høj. Folk bliver distraheret. Nye folk kommer til. Hvis det stod til mig, talte jeg helst om noget andet.

Elefanten i rummet er dog svær at komme udenom. Og jeg har det også selv bedst med at isen bliver brudt ved, at folk fortæller, at de ved besked. Det er rart. Linjerne er rene. Vi har et udgangspunkt. Værre er det når man står overfor en bekendt, man ikke har set længe, og man ikke er sikker på, om de kigger medlidende på én, når de kommenterer på frisuren, fordi de ved, hvad der ligger bag, eller fordi de virkelig ikke kan begribe, hvordan jeg dog kunne finde på at klippe det lange hår af.

Så det er en pissesvær balance. Jeg vil gerne tale om det. Men når man falder i snak med den 17. person på aftenen, som lige skal have den korte opsummering, begynder energien at slippe op. Og især når det de fleste i virkeligheden gerne vil høre er, at man har det godt. Det er overstået. Behandlingen er slut. Jeg er rask. Så jeg øver mig på remsen. “Ja, det er dejligt at det er overstået. Det har været hårdt, men nu har jeg det godt. Heldigvis!”. Jeg har aldrig været god til at lyve.

Jeg har det godt, ja. På papiret. I journalen. Udenfor den er jeg er hunderæd. For alt hvad der er sket. For alt hvad der skal ske. Hvad der kan ske. For at turde erklære mig rask. Sige det højt. Og jeg har svært ved at finde rundt i mine egne tanker. Finde rundt i mig selv. Kende mig selv. Når jeg kigger mig i spejlet bliver jeg konfronteret med udeblivelsen af det lange fantomhår, jeg stadig tror, jeg vifter rundt med. Det er utroligt at det her ni måneder senere, stadig kan spille mig et puds. Og når jeg ikke lige ser realitetens spejlbillede, skal der nok være en velment bemærkning, der hiver mig tilbage til virkeligheden: “hvor er det bare flot til dig”, “hvor er det heldigt, at det klæder dig så godt”. Og så skruer jeg igen det falske smil på og hiver remsen frem - “Tak! Ja, det er godt nok heldigt. Men hvordan går det med dig?”

Snapchat er for nogen et teenagemedie fyldt med branderter og bare numser. For mor og jeg blev det en kommunikationsform i et pokkers hårdt kræftforløb. Hun kunne beroliges igennem ærlige billeder med korte tekster, små øjeblikke af min hverdag. Noget jeg kunne overskue, når lange opkald og sms’er blev for uoverkommelige.

Egentlig er pointen med snaps, at de forsvinder for evigt efter et antal sekunder, men mor screnshottede dem alle på sin telefon, og nu fungerer de for mig som en slags dagbog. Et tilbageblik på en uvirkelig tid, der både synes utrolig langt væk - og som var det i går.

Undskyld Hr.

Sådan blev jeg konfronteret af en idiot på festival i Tisvilde, da han bevidst gik ind i mig på dansegulvet: “Undskyld Hr., eller jeg mener Fru..”. Og selvom det ellers gjorde rigeligt ondt i skulderen efter sammenstødet (selvfølgelig i operationsarmen, det er klart), har smerten fra selve kommentaren siddet i mig lige siden. Det tog mig endda lidt tid at forstå, hvad det var han mente. Og da det et sekund for sent gik op for mig, HVOR flabet han havde været (med henvisning til min frisure, naturligvis) var han væk og jeg nåede ikke at sætte ham på plads.

Selvom min gode ven siger, at jeg simpelthen ikke må lade mig gå på af sådan en ligegyldig kommentar - så kan jeg ikke slippe den. Den understreger jo netop alt det, jeg hader, og alt det jeg prøver at glemme. Jeg ligner ikke mig selv. Jeg føler mig ikke som mig selv. Og nu skriger frisuren ikke længere kræft - den ligner et bevidst valg. Et valg, som udtrykker at jeg er stærk og klar til den slags kommentarer. At frisurevalget nærmest beder om opmærksomheden. Når sandheden er, at jeg er alt andet end klar. Paraderne er nede. Jeg er tyndhudet og frygtelig sårbar. Og nok så mange venner, som elsker mig, kan sige at jeg ser fantastisk ud. Alligevel er det den ærlige og hensynsløse idiot, der får lov at få det sidste ord. Idiot.

Hvad så nu?

For en uge siden var jeg til min første kontrol, min første tremåneders-kontrol. “Nå Karen, hvordan går det så?” spørger lægen. Jeg havde lidt forventet, at det var det, hun skulle fortælle mig. Jeg fyrer standardsvaret: “Jamen det går fint, det er jo skønt at være ude af behandling nu.” Jeg mærker ikke rigtig efter, imens hun mærker mine bryster. Alt er fint, siger hun. Alt er fint, siger jeg. Det er en noget ambivalent følelse at forlade Riget denne gang. Overladt til mig selv. Tre måneder til næste kontrol. Til næste sikkerhedsnet.

Jeg når ikke at tænke mere over den dejlige melding, førend jeg er på vej på ferie. Direkte på festival. Nu skal livet satme skydes i gang. Og det blev det. Fem dage i alko-lage og sydende sol, krydret med alt for lidt søvn. Og så bum! Hjemme igen til en måneds ferie.. En måneds ferie! Havde det været for et år siden - før alt hvad der hed kræft og kemo, havde tanken om bare to sammenhængende uger været for vild. Nu står jeg - alene - med de første ti dage uden planer. Bevidst, nuvel. Jeg har selv valgt, at jeg skal tage den med ro. Mærke efter. Glædet mig til det. Men måske ikke helt forberedt mig selv på, hvad det var, der ventede.

Jeg er overladt fuldstændig til mig selv. Både fysisk, psykisk - med sygdomstanker og planerne for mit liv. Og det er voldsomt uoverskueligt. Når jeg før har skrevet om følelsen af, at være sat en omgang over, føles dette som om jeg både er blevet slået hjem og skal rygge ti felter tilbage. Ja, det er sikkert sundt at nulstille fuldstændig. Overveje hvad livet nu skal byde på.

Men når jeg stadig er frygtelig træt (om det så er Roskilde- eller strålingefterveer), kan det være svært bare at overskue at skulle sørge for morgenmad til sig selv. Så ligger gode planer om rotation i Australien og køkkenrenoveringsprojekter lidt langt væk. Måske har jeg en forventning om, at livet pludselig vender tilbage af sig selv. At tingene pludselig vender. At tingene går min vej. Uden at jeg selv behøver at stille så meget op. For sandheden er, at jeg ikke rigtig orker. Måske det netop derfor er meget godt, jeg har ferie. Ferie fra livet.

Endelig

I fredags afsluttede jeg mit behandlingsforløb. Tyg lige på den! Otte måneders pinsler er forbi. Og trods sygeplejerskenes fine flag og min mors smittende glæde, kunne jeg ikke rigtig selv mærke det. Som om jeg ikke turde tro på det. Måske tager det bare lidt tid at vænne sig til. For hvad sker der nu? Nu er min krop mit eget ansvar. Ingen tryghed ved hospitalspersonalet, der nøje gransker min krop, når den skal lægges præcist i strålemaskinen. Nu er jeg ikke længere en klump dødvægt, der skal mases på plads - nu er jeg en kvinde, der skal finde sig selv. Finde min krop. Post kræft.

Og nærmest som vidste min krop bedre end jeg, at det hele nu er overstået, fik jeg min første menstruation i et halvt år lørdag morgen. Efter en fredag med lidt for mange drinks og lidt for sen sengetid fandt min krop pludselig tilbage til sin cyklus. Og det kan måske være svært at sætte sig ind i hvad det betød for mig. Hvilken frygt, dens udeblivelse har medført. Tanker jeg ikke turde fortælle. Mareridt. Derfor strømmede glædestårerne ned ad mine kinder. Endelig! Hvilket symbol på, at det hele nu er overstået. Hvis min krop kan finde tilbage til sig selv, så kan jeg også!

Og nu sætter jeg så uret for at tage på arbejde i morgen tidlig. For første gang i syv uger, uden at skulle planlægge et besøg på Riget forinden.

Heldig

At være heldig er et vidt begreb. Jeg plejede at få at vide, at jeg var heldig med mit udseende. At jeg var heldig at mine ben var lange og mine øjne brune. Nu får jeg at vide, at jeg heldig, at jeg ikke har fået en værre kræft. Brystkræft bliver man kureret for. Jeg er heldig at jeg er ung og har mere at stå imod med. Flere kræfter. Jeg er heldig, at jeg tog bivirkningerne i kemoforløbet så godt. Var forskånet. Jeg er heldig at jeg har en flot hovedfacon; at det korte hår klæder mig så godt. Jeg er heldig, at det snart er overstået. Jeg er heldig - jeg er en overlever.

I’m not living, I’m just killing time.

Når alt ligner sig selv, men intet er som det plejer

Da kemoen sluttede for snart tre(!) måneder siden, stod jeg med en underlig fornemmelse. Forventningerne fra min egen og alle andre sider var høje og umulige at indfri med bivirkninger og tanker at kæmpe med.

Mit fokus på at komme fra behandling til behandling i den trygge kemo-cyklus blev pludselig udskiftet med uoverskueligt meget tid til at tænke på alt det, der nu venter. Og på livet efter det. Den overgang har været skræmmende. For hvordan skal jeg nogensinde kunne vende tilbage? Jeg kan ikke vende tilbage! Det hele er nyt. Det bliver et andet liv. En anden pige. Et andet fokus.

Nu står jeg så i det. I følelsen af, at være igennem det. Eller, jeg er stadig i fuld gang med strålebehandlingen, men jeg har nok taget lidt forskud på glæderne - for strålingen er jo ingenting sammenlignet med kemoen. Det siger alle i hvert fald. Også dem, der ikke har nogen som helst idé om, hvad de snakker om.

Men det er bestemt også en dejlig tid. Alt taget i betragtning. Mit hår vokser, mine øjenbryn og -vipper er vendt tilbage. Det skete nærmest over en nat. Jeg begynder at ligne mig selv. Folk kigger ikke længere efter mig, fordi jeg ligner en patient - de kigger efter mig, fordi jeg har en modig frisure. Tror de. Jeg føler mig langt fra modig. Jeg føler mig langt fra mig selv.

Jeg føler en snert af modvilje for at vende tilbage til et normalt liv. Først og fremmest fordi der stadig venter fire ugers stråling, en uendelig lang sommer uden sol og saltvand, en række kontroller og i sidste ende endnu en operation. Men modviljen er samtidig også funderet i frygten for det ukendte. Jeg har lært mig selv at kende i kræftforløbet. Jeg har omstillet mig.

Fra cancer-Karen til Kemo-Karen. Og nu til Karen, som er utrolig god til at trække vejret i strålekanonen (hvem havde troet at det var en kvalitet, der skulle imponere sygeplejesker..?). Og nu skal jeg omstille mig igen. Til post-kræft-Karen. Til BRCA-Karen. Single-Karen. Stærke Karen, som skal øve sig på at fortælle historien om dengang hun havde kræft. Det er ikke en historie man bare lige opsummerer. Det føles som et helt liv.

Det er skræmmende, uoverskueligt og jeg kan mærke at kræfterne slipper op, når der ikke længere går overlevelses-mode i den. Jeg er ikke nødt til at vende tilbage til livet. Jeg skal ikke længere kæmpe. Ikke længere lide. Jeg skal gøre det fordi jeg har lyst. Lyst til at leve. Lyst til at være fri. Jeg skal leve hver dag - ikke som var det den sidste - men som var det den bedste. Intet er som det plejer.

Hvorfor har du så travlt?

Er et spørgsmål, jeg bliver mødt med, når jeg frustreret beklager mig over alt fra køkkenprojekter til kærlighedsliv. Efter endt kemo har jeg haft et ustyrligt behov for at få mit liv tilbage på skinner. Alt det, der er blevet udskudt igen og igen over de sidste par år skal fikses, sættes i gang - og det kan ligesom ikke gå hurtigt nok.

Ja, det er måske fjollet at kaste sig over en masse projekter, når man er alene; lige kommet ud af kemo; ikke engang i gang med strålebehandlingen endnu. Men det er et behov, jeg har og som jeg ikke kan lukke øjnene for eller udskyde. Der skal ske noget. Før det er for sent.

Mange af de ovennævnte ting er nok en materialisering af en masse tanker - og frygt - som jeg har for svært ved ellers at sætte ord på. Når folk kommenterer på mit hår - positivt som negativt - bekræfter det blot for mig, at sygdommen er noget, jeg ikke kan løbe fra. Jeg kan ikke undslippe sygdommen, folks blikke eller kommentarer - bare for en aften. Når jeg straks sætter et køkkenprojekt i gang, er det fordi jeg har brug for at tænke, at sygdomsprojektet er et overstået kapitel (læs: uden tilbagefald).

Når jeg beklager mig over, at frisuren spænder ben for at kunne vække interesse hos det modsatte køn, er det i lige så høj grad fordi jeg ikke selv kan overskue at skulle blotte mig selv (og mine syv ar) for en fremmed. Og når jeg stresser over netop det, er det blot et udløb for min evige frygt for, at jeg ender med ikke at kunne få børn pga. min stadigt udeblevne menstruation. Imens stressfaktoren i lige så høj grad ligger i at jeg skal nå at få dem, inden frygten for æggestokkræft tager over.

Det går mere og mere op for mig, at kræft er kommet for at blive. Ikke som sygdom - for jeg er rask og har i sinde at forblive det. Men som en frygt. En livsledsager. En faktor, der altid vil spille ind i alle mine overvejelser om livet. Intet er tilfældigt længere. Intet er udskyldigt. Alt skal planlægges fra nu af. Jeg kan ikke bare rejse væk og blive væk. For jeg skal til kontroller. Jeg skal brystopereres. Jeg kan ikke familieforøge mig uden at gøre mig grundige overvejelser om timing, gener og risiko for tilbagefald.

Så ja, jeg har travlt. Jeg har travlt med at leve mit liv.

Do you still believe in magic?

Med alt hvad der er sket indenfor det sidste halve år, er det til tider svært at bevare troen på, at alt ender godt. Eller selvfølgelig tror jeg på, at det ender godt - det skal det jo. Men med tanker, der går fra "hvorfor skulle det her ramme mig?" til "hvorfor skulle jeg være én af dem, der overlever det her lort?" kan det være svært at bevare optimismen. For ærligt talt, hvad skal få mig til at tro, at jeg ikke får et tilbagefald. At det ikke har spredt sig. At kemoen har fået bugt med alle små røvhuls-cancer-celler? Og oveni risikoen for tilbagefald, har jeg også lige det der møg-gen, der nok skal gør sit til (eller rettere, har svært ved at forhindre) at jeg får kræft igen. Fedt! Men jeg er stærk, ja. En fighter. Og jeg kæmper med alt, hvad jeg har kært. Psykisk for at holde sindet sundet; tænke klart; ikke blive tosset. Fysisk for at holde mig i form; bekæmpe bivirkninger; spise mig rask. Ja, jeg bilder mig ind, at de juicer, olier og helsetilskud, jeg propper mig med, har en positiv effekt. Også overfor kræften. Jeg har brug for selv at tage action. Men sandheden er, at lige så meget som jeg fortæller mig selv, at jeg kan løbe eller spise mig fra kræften, lige så lidt tror jeg selv på det. For har jeg så også fået kræft, fordi jeg har spist for mange pomfritter; drukket for meget; ikke taget mine vitaminer? Og hvad hvis jeg får et tilbagefald - er det så fordi jeg ikke gjorde nok? Jeg har netop færdiggjort Tina Brændgaards "Klædt af". Hendes tanker om sit eget kræftforløb rammer mig spot on! Skræmmende, faktisk. Hun er også en fighter. Hun tager kontrol. Og hun gennemgår præcis samme tankeproces som mig: Hvis man selv kan kæmpe sig ud af kræft, er man så også selv skyld i, hvis det ikke lykkes? Hendes konklusion er den samme som min: kræft er et fucking lorte-lotteri. Der er ingen karma. Ingen trylledrik. Alligevel er det magien, man er nødt til at holde fast i. Heldet. Troen på, at man er én af dem, der vågner op fra denne onde drøm. Bede til, at min far - hvor han nu er - kan holde hånden over mig. Selvom jeg ellers ikke tror på den slags. Før nu. For jeg er nødt til at tro på, at mine drømme bliver opfyldt. At mit liv bliver langt. At magien findes - også for mig.

Lykken er

.. at få tømt sin væskeansamling efter fem dage i Barcelona. Like you won’t believe! Det lyder banalt, men hør her hvorfor.

Nyopereret for to uger siden, med udsigt til stråleopstart på torsdag var en sviptur til Sydeuropa i påsken måske ikke den klogeste idé. Men ikke desto mindre en nødvendighed. For mig. Det ultimative symbol på at tage kontrollen. Selv at kunne bestemme. Og glemme. Svede kræft og bekymringer væk i sydens sol. Og så var påsken i øvrigt også den eneste periode i dette sygdomsforløb, hvor jeg ikke var bundet til Rigets jævnlige indsprøjtninger og stråler. Så min bedste ven og jeg bookede billetter, hotel og satte forventningerne højt - velvidende at operationen risikerede at spænde ben for planer om tapas og sangria. Når man får fjerne alle sine lymfekirtler, som kræftens spredning desværre påkrævede, skal lymfevæsken finde nye veje. Det kan resultere i væskeansamling i armhulen, hvilket skal tømmes med jævne mellemrum. Dog ikke for jævne, da kroppen også helst skal finde ud af det selv. Så det er en personlig (og vanvittig svær) afvejning af, hvor stor en byld - ja byld! - man kan holde ud at rende rundt med i armhulen. Jeg blev således tømt dagen før afrejse og tænkte at jeg snildt kunne klare fem dage med lidt væskeansamling. Vi skulle jo ikke lave andet end at sidde på fortorvscafeer og spise tapas. Men når man er en pige med en ret høj smertetærskel og ditto kampånd kan man holde til meget - lidt for meget, måske - før man siger fra. Jeg udholdt de første to dage med en lidt for hurtigt voksende armhule. Bed smerten, der fulgte med at gå med armen krampagtigt flagrende ud til siden i mig. Ignorerede de begyndende smerter i nakke og ryg. Kæmpede med at holde humøret højt, til trods for at smerterne tærede på overskuddet. Nu skulle ferie jo for fanden nydes. Ikke præges af åndssvage eftervirkninger fra en endnu mere åndssvag operation. Og min rejsemakkers ferie skulle for alt i verden ikke ødelægges af min elendighed. Hvor stor en succes jeg end selv synes at have haft med at “pakke smerterne væk”, har han med garanti en anden opfattelse af. Jeg har stensikkert ikke været lige nem at være på ferie med (tak fordi du holdt ud!). Ikke desto mindre er det jo fuldstændig åndssvagt naivt at lukke øjnene for, hvad man er i gang med at byde sin krop. Jeg har oplevet det utallige gange før. Hvor svært det er at mærke efter. At sige fra. Jeg pådrog mig en kronisk løbeskade da jeg for nogle år siden trænede op til marathon og ignorerede de jagende smerter i knæet. Man skulle ligesom tro jeg havde lært det dengang. Der skulle således lidt velmenende formaninger fra min rejsemakker, en opringning til Riget og lidt selvovervindelse til, før jeg gav efter og tog den med ro. Jeg tilbragte en dag i en liggestol ved stranden. Den næste på toppen af en tour-bus fra turisthelvede - og det fungerede jo fint. Ikke at storme rundt i butikker eller med at jagte den bedste frokostrestaurant i den anden ende af byen. Paellaen smager også godt lige nede om hjørnet. Og når man vender følelsen af nederlag over at skulle give efter for kroppens signaler, og i stedet minder sig selv om, at bare det at kunne ligge i en park i solen i Barcelona i stedet for dehjemme i kulden er en kæmpe succes, ser alting meget lysere ud. Jeg har haft en fantastisk ferie! Mærket solen kysse den hud, der efter stråling skal holdes helt i skygge det næste år. Spist mig helt utoligt mæt i fantastisk lækker mad. Drukket mig småfuld. Grinet. Fjollet. Teet mig. Glemt det hele i kortere og længere stunder. Levet livet. Nydt det. Og glædestårerne falder, da jeg efter direkte fra lufthavnen endelig står udenfor Riget - med en arm, der falder tæt ind til min armhule. Tømt. Normal. Smertefri. Små og store sejre. Og nu vil jeg mindes og savne Barcelona for alt det gode - alle smerter og stædighed er glemt. Tak for en dejlig ferie, Thomas!

People cry, not because they're weak. It's because they've been strong for too long.

På rutinen

Jeg blev opereret i forgårs, for tredje gang. Det er næsten ved at være rutine. Jeg kender proceduren. Hvornår jeg skal møde ind. Fastende. Pillerne, jeg skal spise inden operationen: smertestillende, kvalmestillende og hvad ved jeg. Operationsskjorten, der er åben bag til, og de lidt for store underbukser. Et ømt syn. Kompressionsstrømperne. Portøren, der kører mig den velkendte vej fra 10. til 6. sal. Genvejen igennem opgang 2. Suget i maven, når man ligger ned i en elevator. Ventetiden på operationsgangen. Denne gang behøver jeg intet hårnet. Sygeplejersker og narkoselæger introducerer sig selv. Oplæsning af cpr nr. i ét væk - de skulle jo nødigt operere den forkerte. Operationsbordet med udsigt op i de kæmpestore lamper. Blodtrykket, som altid er imponerende - pulsen, der er lav til trods for nervøsiteten - jeg har jo prøvet det før. Droppet, der lægges i håndryggen. Det gør ondt som altid. Iltmasken. Bedøvelsen. Og pludselig - ufrivilligt - at overlade kontrollen. Jeg kan intet gøre nu. Jeg kan ikke engang trække vejret selv. Det er der maskiner, der sørger for. Så langt væk er jeg. Og da jeg bliver vækket igen, halvanden time efter, er jeg irriteret over at blive revet ud af min dybe søvn. Ud af den drøm, jeg ikke længere kan huske. Men den var god. Jeg var væk fra det hele. Og nu banker virkeligheden atter på. Smerterne i armen, brystet. Jeg er groggy. Ude af stand til at tale rent. Øjnene der hellere vil lukkes. Så træt, så træt.

Trending Blogs

Recently Viewed Blogs

Earth Sick