Man skal aldrig skue hunden på hårene
"Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for at du kan få dit ønske opfyldt". Sådan lyder det kendte citat fra Paolo Coelho's Alkymisten og netop sådan, vil FC Kebab Centre for evigt fremstå i vores hukommelse.
Falafel4ever feat. guest writer @nicefrenchguys
En helt igennem Falafantatastisk rulle
Vi er på Hackney Road, Østlondon. Mellem betonblokke og regnvåde veje. Her finder vi et lille og ved første øjekast uindbydende sted, der snarere leder tankerne hen på en klam tømmermændsdag med serier i sofaen og dressing i mundvigen, end på en kvalitetsrulle af en sådan kaliber, som vi finder det hos FC kebab centre. Til trods for, at det er bøfkød og halalspid, det er udstillet i kølemontret, bestiller vi en falafel wrap, og sjældent har vi taget så god en beslutning. Hummusen er smagfuld, cremet og kommer virkelig til sin ret i det vel grilllunede brød sammen med rødkålssalat og dertil friske grøntsager og perfektdoseret dressing. Ikke at forglemme de fire store og smagfulde falafler (dog ikke hjemmelavede) - ikke for fedtede, slet ikke tørre - der udgør selve kernen i denne falafantiske oplevelse.
Ærlig, udmyg og dedikeret masterchef
Oftest når man får lavet en rulle står man tilbage med følelsen af, ikke at have fået helt nok, lidt at være blevet snydt og i øvrigt at være blevet tvunget ud i at betale en fesen femmer ekstra for en omgang hummus, der sjældent kan smages eller føles. Men sådan er det ikke på Hackney Road. Vores falafelmeister tager sig god tid til at vurdere den passende mængde hummus. Denne generelle opfattelse af, at der her er tale om en mand, der ikke bruger mange ord men hvis kærlighed, venlighed og kvalitetssans i stedet kommer til udtryk i falaflen, er både den følelse, vi har under tilberedelsen og efterfølgende i smagsoplevelsen. Den samledede oplevelse placerer FC kebab Center på bloggen som et levende bevis på, at man aldrig skal skue hunden på hårene.
Alkymististiske undertoner – men ingen lumre overtoner
Til trods for, at stedet hverken operere med blinkende lygter, billige scoretricks fra den anden side af disken eller anden bling bling, må vi give det høje karakter på Autencitetsskalaen. Dog ærgrer vi os over, at der ikke er ofret et par stole, så vi kan nyde vores rulle under maleriet af fårehyrden på sin mark - billedet der i første omgang ledte vores tanker hen på Alkymisten - ligesom flirtfaktoren i hvert fald på denne torsdag er umådeligt lav: både første og anden gang vi besøger stedet er vi, hvad der i øvrigt er ganske uforståeligt, de eneste gæster.
En for hver af de lækre falafler, en for hummusen og en for manden bag disken. Og ikke mindst en for størrelsen, som for en gangs skyld i London kunne defineres som et velvoksent måltid.
Vi elsker dedikationen og billederne på væggen, men mangler muligheden for at hænge hele dagen og hvile vores tømmermændsramte korpuser i en plastiklædersofa, der klæber til krop og sjæl.
Pris £4
Adresse
55 Hackney Road, Hackney, E2 7NX
Telefonnr.
0044 20 7729 7946
Hørt på gaden og i bussen:
"Vi var så imponerede, at vi helt glemte at spørge efter chili"
"Meget dedikeret tripple wrapping”
"Den bedste falafel, jeg har smagt"











