Undskyld. Jeg er så ked af hvordan jeg lod alting hænge som et ekko af altomsluttende håbløshed. Det var en afsked. Det er uhyggeligt.
Jeg tog et kæmpe kæmpe dyk. Men jeg er her. Og jeg får hjælp<3
Jeg ryster mens jeg skriver dette, for jeg føler mig meget ramt af alvoren i det er sket og hvordan forskrækkelsen slår rødder langt dybere end man kan se når man er deprimeret. Det har jo tydeligvis ikke kun ramt mig og mine nærmeste.
Kæmpe undskyld. Mine ord og mit efterfølgende fravær herpå, har været kilde til en type bekymring og afmagt som ingen fortjener at sidde med. Uvisheden.
Jeg er på benene og ligner ikke én der har haft det så skidt. Det er uhyggeligt hvor nemt det er at “skubbe væk” og derfor også skræmmende hvor usynligt det kan blive. Ingen ser at man er et ømt menneske, bag en kæmpe vinterjakke. I dag handlede jeg i føtex. I forgårs fik jeg skældud af en mand der ikke synes hund måtte tisse på gaden. Livet er meget surrealistisk at være i, når man har været tæt på at vælge det helt fra. Og jeg kan være skræmt over at lige en der er okay… som om det der skete ikke var alvorligt. Men alvoren runger stadig. Forskellen er bare, at “i live” er en ret okay måde at have det på.
Lige nu er jeg så lettet over at jeg stadig er her. Jeg har håb.
Tak for jer<3 Jeg føler mig meget passet på. Græder.
Jeg håber i kan tilgive mig for den afmagt og forskrækkelse jeg har været skyld i. Og selv hvis det ikke kan lade sig gøre, kan jeg sagtens forstå det.
origamiaround
2087
yousharknotpass
kianamaiart
turnnoffyourmind
dailybridgerton
andulkaphoto
