Når jeg får gæster, så ved jeg ikke noget bedre, end at servere dem en god kop kaffe, og jeg har fundet den bedste af slagsen. Mocca-bønner fra Kervan på Østerbro, den er lidt dyr men den er det værd. Det er sådan nogle bønner der skal friskmales og serveres i stempelkande på en bakke med lidt lækkert. Det er i virkeligheden ikke sikkert, at mine gæster lægger mærke til kvaliteten, men det gør ikke så meget, fordi jeg ved at de får det bedste jeg kan tilbyde dem; friskmalede bønner.
I min hverdag kan jeg desværre ikke garantere, at alle der lige kigger forbi, får samme behandling, da det er langt hurtigere, nemmere og billigere at fylde Merrild i filtret og trykke ”On”.
Mon Gud behandles som min eksklusive gæst eller hurtigt, nemt og billigt? Friskmaler jeg mine bønner eller hælder jeg fra lageret?
Når han alligevel ”bor” i min lejlighed, hvornår starter jeg så med at male mine bønner, -jeg har jo egentlig rig mulighed for aldrig at stoppe kværnen. Men jeg maler og holder pause, fordi sådan har jeg indrettet min hverdag, og sådan har det altid været; hver ting til sin tid.
Kan Gud mon blive afhængig af min kaffe, -i såfald er jeg skyld i det, men det ved jeg at han godt kan tilgive mig, når bare kaffen bliver friskmalet.
(Skrevet til Indre Missions tidende i 2010)