Gad vide, om jeg ikke halvvejst gjorde det der dengang for at pisse Theo af. Eller vise mig selv, at jeg også kunne være attraktiv. Eller få en reaktion, fordi jeg blev såret, når han fortalte om hans klistrende pigefans, jeg ellers ikke havde anet noget om, når jeg bare sad derhjemme i de perioder, vi bare ikke snakkede sammen, selvom det var os, der var kærester. Det slår mig lige, at jeg ikke ved, om han i vikeligheden udnyttede det halvåbne forhold meget mere, end jeg troede, men bare sagde noget andet, fordi I ved... fordi det var mig.
Han sagde også til papayapigen, at “det ikke gjorde noget, for jeg havde allerede været ham utro”. Og jeg ved godt, hvordan det lyder, men han lagde jo ikke engang selv skjul på, at han godt vidste, det ikke var den samme situation. Vi havde ikke et åbent forhold. Jeg havde ikke sagt til ham, at jeg egentlig ville tilgive ham, hvis han var sammen med en anden. Og vigtigst af alt sad jeg derhjemme og ventede på ham og glædede mig til at høre hans stemme og tale med ham, og vågnede op hver eneste morgen med håbet om, at er lå og ventede en besked fra ham på min telefon. For der troede jeg, at jeg vidste, han elskede mig. I vinteren 2013 ringede han til mig om natten og fortalte mig, at han krummede tæer over den måde, han havde opført sig på, og at han var så pisse ked af, at han aldrig havde sagt, han elskede mig. Jeg har aldrig i mit liv oplevet sådan et brus af lykke ved den slags ord, og det gør jeg stadig ikke, for med Theo var det sådan en sjældenhed. Det var en sinds-sygt urealistisk drøm, der blev til virkelighed.
Og det var måske det, jeg hungrede efter, dengang jeg gjorde det. Jeg vil ikke skyde skylden på ham. Det var jo 100% mine valg, mig der begik handlingen. Jeg tror, jeg savnede at føle mig eftertragtet og valgt til. Ikke at det var spændende. Det var akavet, det føltes mekanisk og forkert, som om man forsøgte at få to helt forkerte puslespilsbrikker sat sammen. So not worth it. Sooooo not worth it. Men da jeg spurgte Theo om det var det for ham med Papapyapigen, sagde han ja. Og han sagde også ja, da jeg spurgte, om han var holdt op med at elske mig. Selvom jeg tror, det er en løgn, han ikke selv var klar over, for er det overhovedet fysisk muligt at holde op med dét på tre uger (.... men så igen: hvad ved jeg), har jeg siden været utroligt frastødt ved papayafrugten. Både dens smag og fremtoning og alt, hvad der har med den at gøre, og som minder mig om, at en lokal pige fra et marked på Puerto Rico, som solgte papayafrugter til min kæreste besluttede med sig selv, at det var i orden at kneppe ham bagefter. Jeg lå vågen hele natten, efter jeg endelig fik det at vide over Messenger klokken bæ om natten med en maks 10 linjer lang besked, og overvejede, om ikke jeg bare skulle købe en flybillet derned og finde hende, købe hele hendes bod og smadre alle frugterne på jorden, imens jeg smilede til hende.
Men det var jo ikke rigtigt hendes skyld. (Eller, altså: man skal saftsuseme bare holde sine fingre fra andre folks partnere, medmindre der er indgået nogle faste aftaler i det pågældende parforhold - honestly hvad fuck bilder hun sig ind) Det var jo Theo, der var den, der var i parforholdet. Theo der sagde ja eller overtalte eller gav efter. Theo der ikke slog op med mig inden, og Theo der ventede tre uger med at give lyd fra sig. Jeg har tilgivet ham for utroskaben. Det tror jeg i virkeligheden, jeg var ret hurtig om at gøre; det er mere resten af hans opførsel, der tog livet af mig. Jeg kommer aldrig til at forstå det med at beskytte sig selv på den måde på bekostning af et menneske, der elsker en og som man også selv i det mindste har elsket. Eller bare i det hele taget.
Men lad det nu være det. Jeg har ikke opført mig eksemplarisk på den konto. Heller ikke med Theo. Og selvom der findes forklaringer, er der ikke nogen, der i virkeligheden gælder. Utroskab, det skal man bare holde sig fra. Det hører ingen steder hjemme, og det er ikke noget, jeg rigtigt har gjort sidenhen eller som jeg planlægger at gøre igen. Det er respektløst. Det dur ikke.
