Det hvide sand i timeglasset ved siden af fodbolden på natbordet render i en lind strøm gennem det lille hul. Om lidt viser det, at der er gået fem minutter, men før det kan jeg række frem og vende det om, så sandet igen kan hives ned af tyngdekraften. Bare det var så vel med min tid. Gid jeg med en enkelt bevægelse kunne forlænge livet.
En teenager med cancer, hvor er det dog kliché, men jeg kan sku’ ikke gøre så meget ved det. Det er bare her, jeg er endt. Her med forskellige apparater, der holder mig i live. En respirator der får luft ind og ud af mine lunger, en sonde der giver mig mad, og alt det andet der vist bare holder øje med mig.
Jeg ligger i den lidt for bløde seng, og der er endelig blevet stille. Min mor er ude på gangen ved rækken af automater. Hun er den eneste, der lige kunne få fri i dag. Det her føles som det rigtige tidspunkt. Efter sytten måneders intens kamp, føles dette moment som en potentiel ende. Åh, stilheden er så rar. Den fylder hver en celle, både de raske, der udmattede kæmper videre, og de syge, der vel egentlig forsøger at tage livet fra mig.
Mørket, eller er det lyset, møder mig. Jeg kæmper ikke imod mere. Kampen er i de afsluttende minutter, og den sunde del af mig er bagud. Der pustes i fløjten, som jeg ånder ud for sidste gang.
m.s.
