i går fik jeg besøg af et genfærd. det havde en øl i hånden, og det sagde hej og spurgte, hvordan det gik. jeg kunne godt genkende det. eller; det var mit første møde med et genfærd, men ved at dreje hovedet på skrå og misse lidt med øjnene kunne jeg tyde skikkelsen af den person, genfærdet engang var. jeg var klar over, at genfærdet ikke længere var sit jordiske jeg. det var i en anden verden, og det var en anden nu. det vidste jeg godt. et ukontaktbart, uhåndgribeligt, abstrakt, svævende og luftigt væsen. men et væsen der samtidigt formåede så flot at parodiere et hjerteslag, at det gav genlyd helt ind til min menneskelige verden, så meget at jeg næsten frygtede, andre ville kunne høre det udover mig. men ingen omkring mig lod til at være bevidste om mit besøg fra det hinsides. jeg sagde fint. det går fint. genfærdet tog en tår øl. og sådan forløb resten af aftenen. jeg var stadig sammen med rigtige, levende mennesker, og måtte jo lade som om, jeg ikke følte dets blik på mig, hvor end jeg bevægede mig hen. jeg undgik den, så godt jeg kunne. øjenkontakten. kontakt generelt, og så især med et genfærd, er utrolig skræmmende. den mindste berøring kan resultere i gys langs hver eneste følende flade på kroppen. det har jeg lært nu.
i nat mærkede jeg genfærdet ved min side. min krop stivnede, og jeg kæmpede med at holde vejrtrækningen i ro, mens det i en flydende bevægelse lagde armen om mig udenpå dynen. en kølig og vægtløs sensation, dog varm og fast på samme tid. som det, genfærdet engang plejede at være, da det endnu gik i min verden med sine fødder og arme og hænder og bryst og favn. og åndedræt, der varmer min nakke og kilder i mine ører, og hjerteslag. som havde jeg amputeret hele min daværende krop i det daværende nærvær af den daværende person, og nu spontant fik fantomfølelser i alle kroge af de manglende nerveender, der engang havde signaleret berøringen fra en elsket. næsten hånende efterlignede genfærdet min vejrtrækning, således at vi var synkrone. ét. eller også var det bare ekkoet af mit eget hjerte under vægten af et minde, jeg egentlig for længst havde begravet, men som nu hjemsøgte mig i min egen seng.
jeg burde nok have gjort noget. for hvem ligger i ske med et genfærd? men jeg var for bange, ikke for selve gestusen, men for hvilken langvarig effekt en uskyldig nat med et metafysisk objekt ville få på mig. og hvis jeg bevægede mig det mindste, udviste min uvilje eller min velvilje overfor denne intimitet, ville jeg anerkende dets nærvær og ligeså eksistens, og ikke kun ville genfærdet bemærke det, men endnu værre kunne jeg risikere at tro, et kort øjeblik, at det var ægte. for det var det ikke.
da jeg vågnede i morges, var det væk. forsvundet, som genfærd nu altså gør. stadig halvt sovende, gik jeg alligevel en tur rundt i huset og ledte. ledte efter en skikkelse, man ikke kan se, og som kun er tilstede, når den selv vil det. og nu vil genfærdet, som besøgte mig i går og blev indtil for et par timer siden, ikke ses. jeg frygter, at besøg som dette vil blive en regelmæssig ting, men denne tanke i sig selv er hjemsøgende nok til at holde mig vågen om natten. så genfærdet må altså have gjort sit, og det er derfor, det ikke er her længere. min fantomkrop har også forladt mig. og jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, om måske den også er ude og hjemsøge nogen en aften og en nat en gang i mellem. og den spørger, hvordan det går, og den hjemsøgte siger fint, og at sådan går det bare en gang i mellem, når man møder sin eks for første gang i 1 1/2 år, og man begge har en øl i hånden og et minde begravet i baghaven.
