Den dårlige samvittighed. Er der. Hele. Tiden. Den dårlige samvittighed over ikke at tage opvasken og i stedet bare efterlade den på køkkenbordet i uger, i måneder, indtil lugten aktiverer hænderne, tvinger mig til at rydde op, rydde ud. Den dårlige samvittighed over at jeg er en dårlig kæreste, en fraværende kæreste, en clingy kæreste, en krævende kæreste. Den dårlige samvittighed over at det er mig, der ødelægger vores forhold. Mine tårer der ødelægger den kontrakt, der udgør os som par. Den dårlige samvittighed over at jeg ikke er begyndt på mit speciale endnu, selvom jeg officielt skulle være begyndt per 1. August 2017. Den dårlige samvittighed over at jeg ikke kan finde ud af, om det er dovenskab eller sårbarhed, der forhindrer mig i at være disciplineret. At jeg i det hele taget på ingen områder af mit liv, er disciplineret. At frie Line udelukker aktivitet og - ikke mindst - proaktivitet, virker ætsende for mit selvværd.
Og sidst men ikke mindst den dårlige samvittighed over ikke at være der. For nogen. Ja jeg er der ikke for mig selv, men det er overkommeligt, det er til at leve med, men at jeg ikke engang er der for resten af verden, dem der har brug for det, det er egoistisk og narcissistisk.
Den dårlige samvittighed over at min far bare sidder og venter på at dø, venter på at depressionen og selvhadet og selvmordsforsøgene skal fylde bægret op med andet end kaffe og smøger, den dårlige samvittighed over at min morfar bare sidder og venter på at dø, venter på at mindet om hjerneblødningen og det liv, den bevægelse der var engang, skal overvælde ham, drukne hans sind, sende hans krop i jorden.
Den dårlige samvittighed får man, når man ikke får gjort sine ting, ikke får udrettet noget. Den gode samvittighed får man, når man gør noget, når man gør noget godt. Men nu kommer problemet: for man gør per definition altid noget, så længe man lever; man trækker vejret, måske går man i bad eller børster tænder, med mindre man er deprimeret, med mindre man ikke orker det, så gør man det ikke, og får dårlig samvittighed over det. Handlingen ikke at gå i bad eller ikke at børste tænder er for den ene en ikke-handling, hvor den for den anden er en handling, et aktivt fravalg, den sygemeldte stressramte eksempelvis kan sætte op for sig selv i et forsøg på at være overbærende og yde egenomsorg. Så lad mig redefinere, hvad jeg skrev for få linjer siden: hvor vidt du får henholdsvis god eller dårlig samvittighed, afhænger af din egen dom, afhænger af de succeskriterier for samvittighed, du selv har formuleret. Og nu røg jeg over i klichéerne, i selvhjælpsbøgernes terminologi, og jeg brækker mig over den, ligesom folk, der tager til numerolog medbringende en stor sæk problemer og et ganske almindeligt fredeligt navn såsom Birte Hansen eller Hans Birger og så går de derfra lettet for en stor sum penge og med endnu et bogstav i bagagen og jeg græmmes og er på den måde en kliché sammen med alle de andre småborgerlige klichéer, der udgør danske stand-up-komikeres manuskript-stikord. Og ikke nok med at jeg røg over i klichéernes højborg, så mistede jeg også min intention, nemlig intentionen om en handling i denne tekst. Gerne noget sukkersødt, mand møder mand møder kvinde møder mindreværd møder hundehvalp og potplanter og trekantsdrama og ulykkelig slutning og ansigtsudtryk, man selv skal tænke sig til og hjernevridende følelsesporno, og nu er vi så her-agtig akavethed reflekteret i birollens afsluttende replik.
Og nu er vi så her. Uden handling. Eller. Hvilke succeskriterier har du sat op? Hvordan ser din to-do-liste ud for i dag? For i år? For i går?
