Jeg har skrevet et digt om psykiatrien
De indlægger mig med nød og næppe, fordi jeg har selvmordstanker og begyndende planer
De tænker jeg har brug for et par dages ro og afskærmning
De skriver i journalen at de har observeret at jeg ikke virker depressiv
Men de skriver også at jeg isolerer mig meget på mit værelse, kun kommer ud for at ryge og at jeg spiser og drikker sparsomt
De skriver ikke at de har observeret mit lave stemningsleje, min totalt fraværende appetit og sult, mit besvær med at komme i bad, min manglende sexlyst osv osv osv
Symptomer på depression, der ikke kan ses
De har “samtaler” med mig, hvor de siger, jeg ikke har det skidt nok til at være indlagt
De baserer åbenlyst det skøn på deres observationer
Jeg insisterer på at jeg vil overflyttes til et regulært psykiatrisk afsnit
Jeg vil ikke bare opbevares og fodres med mad og medicin tre gange dagligt
Jeg bliver med nød og næppe overflyttet til Gentofte Hospital
Der sker ingen ændring i min sindstilstand
Den eneste forandring, er at jeg er i nye omgivelser og blandt nye mennesker
Jeg isolerer mig bag facaden, bag den lukkede dør, bag de smilende kinder
De tror, jeg får det bedre
De observerer, jeg får det bedre
De udskriver mig, jeg kommer tilbage
De udskriver mig, jeg kommer tilbage
De udskriver mig, jeg kommer tilbage
Det her er større end mig
Det her er større end min historie
Det her er større end samtlige negative oplevelser, jeg har haft under mine indlæggelser i psykiatrien
Det er psykiatrien, vi skal have indlagt
Det er psykiatrien, vi skal observere
Det er psykiatrien, vi skal medicinere
