det manifesterer sig i min krop
og tanken om dig og hende, og hende den anden ogsĂĄ
fortrænger membraner og vægge
med dets syrlighed og dets
altid fuldstændige gennemslagskraft
jeg har lyst til at kaste op og skrige og tude og flĂĄ huden af mig selv
og jeg har lyst til at du skal have det pĂĄ samme mĂĄde
nĂĄr jeg spytter lignende ord efter dig gennem en dĂĄrlig telefonforbindelse
så du kun hører halvdelen
men det må være nok til du forstår det
for slag og tanker og opkast og skrig og sår og ar og blod i mine ører og stilhed i telefonen
du ved ikke hvad du skal sige
men jeg ville ikke have undskyld og jeg vil ikke have ondt af dig, at det jo bare er fordi du savner mig, at det jo er fordi jeg ikke har skrevet, mĂĄ jeg forstĂĄ
som var det retfærdigt af den grund
som om noget er retfærdigt
som om jeg skylder dig noget
når du sørgede for engang
at jeg aldrig skulle skylde dig noget