Du har migræne
har jeg nogensinde
følt nogens negle
grave sig ned
i min hovedbund?
Jeg skal forestille mig
at deres negle er
knive og at de skraber
gennem min hjerne
og så kan jeg
begynde at forestille mig
hvordan migræne føles.
Lys,
lyd,
berøring -
alt gør det værre,
så de mest smertefulde
smerter bliver endnu
mere smertefulde.
Selv når jeg holder den
nede med en pile,
ender jeg stadig
med at føle
mig svimmel og frakoblet,
som om pillen
kun akurrat
holder smerten
på afstand.
Du føler dig
deprimeret. Klart
nok har der været
tidspunkter hvor jeg har været
ked af det. Måske
har en jeg elskede
forladt mig eller en plan
er gået frygtelig skævt.
Mit ansigt falder.
Måske græder Jeg.
Jeg føler mig værdiløs.
Jeg tænker på
om det er værd
at blive ved. Alt jeg tænker på
virker dystert – de
ting jeg har gjort,
de ting jeg håber på at gøre,
folk omkring mig.
Jeg vil ligge i en seng
og lade lyset være slukket.
Den deprimerede tilstand
er sådan, men det kommer
bare ikke af nogen
bestemt grund
og det forsvinder
heller ikke af en.
Jeg kan gå uden for
og få noget
frisk luft eller putte
med en jeg elsker og
jeg får det ikke bedre,
bare mere frustreret
over at være
ude af stand til at føle
den glæde som alle
andre virker
til at føle.
Alt bliver farvet
af denne her tristhed.