Dette indlæg er det tredie i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp og Preece (herefter RS&P). Jeg læser 3rd ed (2011) og henviser til sidetal i denne. Dette er ikke et referat af bogens indhold, men mine reaktioner, kommentarer (og hvis jeg kender mig selv ret: kritik) og tanker ud fra min læsning af bogen.
Chapter 1: What is Interaction Design? (part 3)
Designprincipper er "generalizable abstractions intended to orient designers towards thinking about different aspects of their design" (p25). "They tend to be written in a prescriptive manner, suggesting to designers what to provide and what to avoid at the interface – if you like, the dos and don'ts of interaction design" (p26). De mest almindelige er visibility, feedback, constraints, consistency og affordance.
Ad. Visibilitet nævnes en interessant og for mig at se vældig vigtig iagttagelse ang. digitaliseringen af mange af vore værktøjer og ikke mindst det touchbaserede interface:
Highly visible controlling devices, like knobs, buttons, and switches, which are intuitive to use, have been replaced by invisible and ambiguous activating zones where people have to guess where to move their hands, bodies, or feet on, into, or in front of to make them work. (p26)
Eksemplet (p27), som ses her nedenfor, er fremragende og velvalgt (og underholdende).
RS&P fokuserer her måske mere på sensorbaserede løsninger, men pointen er klar nok og har også fuld gyldighed, når det drejer sig om touchskærme. Vi skal huske dette, for de mekaniske knapper havde sine forcer.1 Derfor skal der kompenseres. Og derfor kan man ikke bare regne med, at fx Win 7's efterfølger uden videre kan konverteres til et touch-baseret miljø. Der skal tænkes helt anderledes – hvilket der også gøres i form af det lovende Metro-interface. Her der klare farver på store flader og dermed masser af visibilitet.
Ad. begrænsning/restriktion Jeg har en forkærlighed for dette designprincip, fordi jeg mener, at man ved indsigtsfuld og meget velovervejet (for det kræves) brug heraf kan opnå en visuel såvel som funktionel enkelhed og transparens, som kan gøre selv i udgangspunktet komplekse og omfattende opgaver simple og overskuelige. Dette potentiale synes RS&P dog ikke at kunne se i deres noget spagfærdige og ordfattige gennemgang af princippet (p27).
Jeg ville mene at man med fordel i denne sammenhæng kan se i retning af persuasive principper som tunnelling og reduction som er strategier, der ved indsigtsfuld anvendelse kan tilføre et ID disse ønskede "constraints" på en god og persuasiv måde.
Ad. konsistens
Endelig kommer der omtale princippet konsistens i interfaces, som jeg før har efterlyst. Det er meget vigtigt at designe "interfaces to have similar operations and use similar elements for achieving similar tasks ... [A] consistent interface is one that follows rules" (p28).
Fordelen er, som RS&P også ganske rigtigt her skriver, at konsistente interfaces er lettere at lære at beherske og bruge, således at "[u]sers have to learn only a single mode of operation that is applicable to all objects. This principle works well for simple interfaces with limited operations" (p29). Men det gælder nu i endnu højere grad i avancerede interfaces, vil jeg mene. Derfor synes jeg også, at kæden falder helt af i følgende citat:
However, it can be more problematic to apply the concept of consistency to more complex interfaces, especially when many different operations need to be designed for. For example, consider how to design an interface for an application that offers hundreds of operations, e.g. a word-processing application. There is simply not enough space for a thousand buttons, each of which maps onto an individual operation. Even if there were, it would be extremely difficult and time-consuming for the user to search through them all to find the desired operation. A much more effective design solution is to create categories of commands that can be mapped into subsets of operations.
Jeg vil mene, at forfatterne her er fanget i en alt for smal forståelse af, hvad consistency dækker over. Man gør jo da ikke op med princippet om konsistens ved at kategorisere forskellige funktioner, så de ikke alle kan tilgås på én gang. Jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad de mener med begrebet consistency i denne sammenhæng. Dækker det for dem virkelig blot om, at man har én knap til hver funktion? For mig at se, handler det i langt højere grad om, at man har en konsistent brug af metaforer og labels, placering af knapper og navigationselementer, brug af genvejstaster og (typo)grafiske elementer o.l.
Ad. "affordance" (~visuel bedømmelse af egenskaber)
Dette princip refererer til "an attribute of an object that allows people to know how to use it" (p29). Dette er ofte en meget svær disciplin, som kan give interfacedesignere en del vanskeligheder, da den samtidig er enormt vigtig for det generelle indtryk af et stykke ID. Det skal altid være tydeligt, hvad de forskellige interface-elementer skal bruges til.
Hertil kan man i nogle tilfælde anvende en såkaldt skeuomorf tilgang, men det er en stor diskussion, hvorvidt man skal gå i den retning, som jeg ikke vil tage her. RS&P bruger ikke termen, men berører emnet ved at følge Norman (1999), der anbefaler, at man ikke designer skeuomorft:
"[H]e argues that it does not make sense to try to design for real affordances at the interface – except when designing physical devices, like control consoles, where affordances like pulling and pressing are helpful in guiding the user to know what to do" (p29).
Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men vil dog ikke selv udtale mig så kategorisk.
En sidste (negativ) kommentar til det (i store træk udmærkede) første kapitel i ID-bogen. RS&P har en sætning p30 nederst, der lyder:
Good interaction design involves getting the right balance between aesthetic appeal and the optimal amount and kind of information per page.
Hertil har jeg blot at sige (mens jeg tager mig til hovedet) at jeg tænker lige modsat! For forfatterne synes det at være rent æstetisk positivt, at der er mange forskellige designelementer på et givent design, som så modsat kan gøre det vanskeligt at give (kognitivt såvel som spatialt) plads til det reelle indhold. For mig at se er der en klar sammenhæng mellem det æstetisk smukke og de designmæssige valg, der er forbundet med at fremhæve indholdet. Men ok, det er måske en smagssag – og det er jeg helt villig til at indrømme. Problemet er bare, at RS&P ikke lancerer det som en sådan. Og derfor tager jeg mig til hovedet...
... mens jeg går på påskeferie og forhåbentligt opmuntret vender tilbage med kommentarer til bogens kapitel 2: Understanding and conceptualizing interaction. Stay tuned!
Og har det jo stadigvæk – de fleste vil alligevel stadig foretrække et fysisk tastatur frem for on-screen tastaturet på tablets, der på trods af dets fornuftige størrelse efter min mening stadig ikke kan hamle op med selv de ringeste fysiske tastaturer. ↩︎
kianamaiart
2087
pixelskylines
areudirty
turnnoffyourmind
prguitarman
