JEG ER SÅ TRÆT AF PERSONALET JEG KUNNE BRÆKKE MIG!!! ahh, det var dejligt at komme af med. men for realz, get ready for a grand rant:
så her for 14 dage siden var sådan cirka halvdelen af personalet på bostedet syge - og de resterende havde temadag onsdag så der var vikarer nærmest konstant og så udelukkende fra nattevagten tirsdag til dagvagt torsdag. en rigtig lorteuge for at sige det pænt. blev ikke set hele aftenvagten pga. en misforståelse og fordi vikarerne åbenbart ikke kan finde ud af at bruge indersiden af hobedet bare en lille smule, men heldigvis havde jeg faktisk en ok aften i mit eget selskab og mit humør blev, overraskende nok, ikke ødelagt af at jeg blev glemt hele aftenen på trods af at det normalt er en kæmpe trigger, så alles gut. i weekenden så det så virkeligt også skod ud, 2 mænd og én kvindelig vikar i av både fre, lør og søn, hvilket jo som bekendt betyder at kvinden går til en anden beboer der har fast på og jeg har en mand på mig hele aftenen. jeg var ude ved min mor til fødselsdag fredag, så det gik fint og jeg tænkte det nok skulle gå lørdag, for jeg havde en masse praktisk jeg skulle have ordnet i min lejlighed og jeg glædede mig egentligt til at gå og høre høj musik og få nogle ting streget fra to-do listen. men så fik jeg det skidt allerede i dv inden jeg overhovedet kom i gang med noget af det praktiske. prøvede så at sige, at jeg jo var set i dag og derfor ikke ville have mere kontakt resten af dagen. selvom jeg kunne mærke jeg var ved at få det skidt havde jeg det sådan, at jeg hellere ville klare det selv for kunne virkeligt ikke overskue at have A rendende heroppe hele aftenen og at han sidder og bruger min lejlighed som en eller anden form for pausestue. det er sygt grænseoverskridende for mig at jeg ikke kan bestemme hvem der må komme ind i min lejlighed og at de så også bare behandler den som om det er deres andet hjem gør det virkeligt ikke bedre. nå men sms’er lidt med A i løbet af aftenen hvor jeg så skriver nej tak til at han kommer herop, det accepterer han, men senere kommer en vikar så alligevel op, og siger noget med at jeg har det for dårligt, og hun annullerer min aftale om ikke at få flere besøg i dag. så kommer A så op hele aftenen og opfører sig på sin sædvanlige facon hvor han stavrer ind i lejligheden og slår sig ned og ser fjernsyn. én af gangene pauser jeg fjernsynet og det hint fatter han i det mindste og han går. til nat kommer mandlige nattevagt H så op, selvom kvindelige nattevagt også er mødt ind (eller ihvertfald gør det lige om lidt, kan sku ikke lige huske det længere). han vil så, gætter jeg på, tjekke om jeg sidder med noget i hånden og rækker ud efter mine hænder, jeg trækker dem til mig og tager dem ned under dynen fordi jeg ikke vil have han skal røre ved mig, og han løfter op i min dyne. og der knækker filmen bare for mig, så ligeså snart han er gået bryder jeg bare sammen. det er stadig ret nyt for mig det der med at kunne græde, men det skal jeg satmer love jer for jeg kunne den her gang. græd i 1 time og efter en halv skrev jeg til min mor og vi aftale at hun kom og hentede mig og jeg brugte så resten af weekenden hjemme ved hende. det er bare træls at jeg bliver nødt til at flygte fra mit eget hjem, for det jeg havde allermest brug for var egentligt, at være alene, derhjemme og bare slappe af, men jeg havde det bare sådan at jeg ikke kunne holde ud af være et sekund mere i det hus på de vilkår og jeg måtte bare væk - det havde så også nogle konsekvenser som jeg kan fortælle om på et senere tidspunkt. problemet er bare, at jeg har jeg har sagt fyrretusinde gange til mine kp’er, at det gør mig utryg når jeg skal være alene med mænd som jeg ikke kender i min lejlighed. når de trænger ind i mit hjem og tvinger mig til at være i selskab med dem (thank you trauma) men der er bare ikke noget der ændrer sig, har selvfølgelig ikke sagt det til A, men jeg er bare så dårlig til konflikter at det er så mega svært for mig, dog er jeg kommet til den konklusion at det må gøres, har dog sagt jeg gerne vil have kp T med til sådan en snak, og så har de ikke været på arbejde sammen siden. anyways, nu kommer det som egentligt er grunden til at jeg startede den her post, nemlig det der sker her til aften.
jeg VED det er almindeligt kendt i personalegruppen at jeg har det svært med mænd, det har været oppe på både temadage, teammøder og supervision her på det sidste at det er en problematik fordi vi er flere i huset der har det sådan. i dag er det så ikke ligefrem mit dreamteam der er på arbejde, men det er dog to kvinder og én mand (A), så det kunne være værre - tænker jeg - fordi jeg så selvfølgelig regner med, at det er den af kvinderne der ikke skal op til den beboer der har en-til-en-kontakt der kommer op til mig i dag, men gæt hvem der låser sig ind i min lejlighed ved 15-tiden, det gør A selvfølgelig. det skal lige siges jeg har haft det dårligt hele dagen, og derfor vidste jeg jo godt, at med mindre noget ændrede sig med min sindstilstand, ville jeg have forholdsvis tæt kontakt hele aftenen. han siger så, at det er ham der “kigger lidt til mig i dag” og jeg bliver edderspændt rasende for at sige det pænt. nå men han går igen og imens han er væk skriver jeg en note på min telefon hvor jeg spørger hvorfor det er ham der skal komme op når der er to kvinder på arbejde. og at jeg føler jeg har sagt 10.000 gange at det gør mig utryg at det er en mand der kommer herop, og hvis de ikke har tænkt sig at respektere det, vil jeg helst have det slet ikke kommer overhovedet. hvortil han så svarer, at det er fordi de andre er optagede af andre opgaver, og at “vi mænd jo også skal have noget at lave”. derudover siger han, at de jo er nødt til at kigge til mig og at det ville være rigtigt fint at jeg kom ned til dem hvis jeg havde det sådan. hvortil jeg skriver tilbage, at jeg bare gerne ville være lidt alene. når jeg lige har tænkt over det bagefter, er det faktisk ikke sådan jeg har det. hvis det er ingen eller A jeg kan vælge imellem, så jo, så vil jeg helst være alene, men grunden til jeg ikke kommer ned i fællesmiljøet er at jeg a) ikke kan rumme de andre beboere lige nu og at jeg b) faktisk ikke føler mig tryg dernede pga. min nabo som er begyndt at virke lidt ustabil igen og som før har kørt lidt et hetz på mig når han har det skidt. nå, men A siger så, at hvis jeg nu bare låste døren op for ham behøvede han jo ikke gå ind. hvortil jeg så skriver at han jo godt kan lade være med at gå ind på trods af at jeg ikke lukker ham ind, men altså FORHELVEDE der er sku da nok en grund til jeg ikke lukker dig ind, det er da fordi jeg ikke gider have dig ind eller snakke med dig (desuden siger stemmerne også jeg ikke skal gøre det hvilket nok i virkeligheden er den største grund til det, for kan jo godt se logikken i at jeg kan stille mig i døråbningen og fysisk blokere at han kommer ind hvis jeg gik op og åbnede døren - men burde det virkeligt være nødvendigt?). så det ender med at vi “aftaler” at han ikke går længere end dørkarmen imellem gangen og stuen og at han går igen når han har set jeg er i live. han har ikke været her siden, så er spændt på hvordan det kommer til at gå. tænker bare. er det virkeligt tilfredsstillende for ham at det er det han kan gøre for mig? altså hvis det var mig der som fagperson kun kunne få lov til at “hjælpe” nogen ved at gå op til dem en gang i timen og tjekke at de stadig trak vejret så ville jeg sku ikke føle en særligt stor jobtilfredshed og så ville jeg nok give den opgave videre til en anden og koncentrere mig om nogen af dem hvor jeg kan gøre en forskel. men whatever, det skal jeg jo ikke blande mig i.
anyways, det korte af det lange er, at jeg har betalt 200 kr og skrevet mig op til nogle lejligheder/værelser i området og det er 100 p ikke nogen særligt god idé, men jeg er desperat og jeg synes snart det at jeg bor på bosted giver mig flere problemer end goder lige nu og så vil jeg sku hellere klare den, eller ikke klare den, selv. og hvem ved, måske er det det spark i røven jeg har brug for.
