Min yngste datters livret er boller i karry, så det er en ret som gentages med jævne mellemrum her i huset. Jeg er også selv ret glad for boller i karry, så det gør ikke mig noget at vi får det jævnligt :-) Kødbollerne er lavet som jeg plejer, men har man lyst kan man tilsætte nogle revne grønsager til farsen, så bliver kødbollerne da lidt sundere. Til gengæld er sovsen jævnet og ikke opbagt som jeg ville have gjort "i gamle dage" og så er min portionsstørrelse væsentligt mindre end førhen.
Kødboller
500 gram hakket svinekød
2 tsk salt
1 løg
30 gram hvedemel
1 æg
1 dl skummetmælk.
Riv løget. Rør det hakkede kød med salt, løg, hvedemel og æg. Tilsæt mælken lidt efter lidt og rør farsen godt sammen. Lad den hvile ½ time i køleskabet.
Form farsen til kødboller og kog dem i letsaltet vand i 10-15 minutter.
Gem kogevandet til at lave karrysauce af.
Hele portionen indeholder 945 kalorier. Jeg angiver ikke kalorieindholdet pr portion, men man kan dividere kalorieindholdet med antallet af kødboller og derved regne ud hvor mange kalorier man har fået.
Karrysauce
5 dl kogevand fra kødbollerne
2 dl skummetmælk
1 hønsebouillonterning
1 dl hvedemel
2 dl vand
2 tsk rapsolie
3 tsk karrypulver
Svits karryen i olien. Tilsæt ½ liter af kogevandet fra kødbollerne og skummetmælk samt bouillonterningen. Kog op.
Lav en jævning af hvedemel og 2 dl vand og jævn saucen.
Lad saucen koge til melsmagen er væk. Smag til med salt og server med ris og kødboller.
1 dl karrysauce indeholder 41 kalorier











