Regeringen forsøger med deres nye handlingsplan at vise, hvor inkluderende Danmark er over for transpersoner. Men de har glemt at tage os med på råd, da de besluttede, hvad der er bedst for os.
Er i dagens Politiken med Niels Jansen og et debatindlæg om regeringens LGBTI-handlingsplan, hvor man blandt andet har foreslået at ligge et videnscenter om transkønnede i hænderne på de formynderiske gatekeepers, der tager vores ret til selvbestemmelse over eget køn fra os.
Det er en bøn til politikerne om at genoverveje en beslutning hvad vi håber kun kan være taget i total uvidenhed om, hvad transkønnede har brug for.
"Sexologisk Klinik er en institution, vi har protesteret imod i årevis. Den har ad flere omgange været centrum for en rungende kritik af overskridelse af transkønnedes menneskerettigheder. Kritik for at forske i transkønnede patienter uden at informere og indhente tilstrækkelig samtykke. Kritik for at trække transpersoners udredning i langdrag og tvinge os til at svare på upassende spørgsmål. Af de grunde har mange transkønnede og transkønnedes interesseorganisationer meget lidt tillid til klinikken.
At man ønsker at give en pose penge til en institution, som vi opfatter som vores undertrykker og ønsker lukket, truer med at undergrave hele handlingsplanen. Man hjælper ikke transpersoner ved at cementere vores krænkeres magt med forskningsmidler."
Hvis man sidder i region hovedstaden, må man også meget gerne hjælpe til med at få klinikken lukket. Transkønnede skal ikke udredes i psykiatrien. Nu har vi ventet halvandet år på at der blev taget konsekvens af diagnoseflytningen i 2017. Kom i gang.









