Overfloden af transfilm skrevet, instrueret, spillet og målrettet til ciskønnede er for mig et billede på en kultur, der finder transkønnede spændende på afstand. Man vil gerne fortælle og viderefortælle vores historier, men man formår ikke at integrere os som en del af det fortællende fællesskab.
I dag retter jeg en kritik, fordi jeg håber, I vil forsøge jeres bedste igen til næste år på en ny måde og måske med en ny forståelse af konteksten, valg af screenings til MIX programmet 2017 foregår i.
I går var MIX COPENHAGENs lukkeaften, og i dag bringer Laura os et longread om transrepresentation på filmfestivalens program anno 2016 og i filmindustrien generelt.
Et uddrag:
Ciskønnede har helt og aldeles magten over, hvordan transkønnede ses i mainstreamkulturen. Ciskønnede bestemmer, hvilke transhistorier er det store lærrede og øvrige massemedier værdige om vi vil det eller ej, og de få transkønnede instruktører og skuespillere derude har ikke en jordisk chance for at overdøve de fortællinger, Hollywood sender ud. Det havde været noget helt andet at se ciskønnede skrive og spille transkønnede roller, hvis majoriteten af historierne derude var fortalt af transkønnede, men jeg som transkønnet kvinde lever i en verden, hvor undertrykkelsen er allestedsnærværende. Staten bestemmer over min krop igennem et formynderisk og menneskerettighedskrænkende sundhedsvæsen, og den fjerde statsmagt bestemmer over min identitet i det store hele. Jeg er som pendler og som lønarbejder hver dag tvunget til at interagere med omverdenen udenfor min lille queer-boble, hvis eneste referencepunkt for transkønnede kommer fra The Danish Girl eller en af de mange eksoticerende og fremmedgørende danske dokumentarer, hvis de overhovedet har et. Jeg ville foretrække, at min queer-boble ikke blev invaderet af samme cissexistiske budskaber via MIX.
